Mit arbejdsløse liv er stressende, dødssygt, frustrerende, fyldt med grænseoverskridende pligter, ydmygende oplevelser og angst.
Og det lyder måske mærkeligt for dig, som aldrig har været arbejdsløs, men det er sorgfuldt. Jeg sørger over mit tabte liv.
Jeg er 37 år og var på toppen af min karriere. Jeg er cand.mag. i dansk og sad endelig i sadlen på drømmejobbet som konsulent i en stor organisation. Men blev kastet af.
Sammen med cirka 25 andre kollegaer; fyret på grund af økonomiske besparelser. Så jeg skammer mig ikke. Der, hvor andre har skammen, har jeg vreden. Vreden over dem, som sætter mig i skammekrogen for noget, som jeg ikke selv er skyld i. Vred over, at vores ’nye’ regering ikke holder sig for god til at gøre arbejdsløse til de nye indvandrere.
Det har været et chok og et tab af selvtillid. Jeg er ellers ikke en, der sætter mit lys under en skæppe, eller på nogen måde kendt for at gå i ét med tapetet, men jeg føler, at nu er min magi væk.
Jeg krøller sammen. Udnytter ikke de muligheder, som byder sig godt nok. Jeg mister stemmen og bliver lille. Afvisningerne gnaver i fundamentet på min tro på mig selv. Min identitet er revet væk under mig, og no good-stemplet er begyndt at klæbe sig fast.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar