Arbejdsuger på 30 timer løser intet

I år 1900 var den ugentlige arbejdstid i industrien 60 timer om ugen.

I 1990 lykkedes det fagbevægelsen at få den nedsat til 37 timer.

Enhedslisten mener nu, at det er på tide at sænke arbejdsugen til 30 timer. Men har arbejdstiden virkelig stået stille i 26 år? Hvad er egentlig op og ned i den diskussion?

Danskerne bliver heldigvis mere produktive hvert eneste år.

Det koster simpelthen færre arbejdstimer at producere en vindmølle, en legoklods eller sagsbehandle på kommunen.

Det skyldes ikke, at vi løber hurtigere, men at vi får ny teknologi, nye arbejdsgange og blive dygtigere.

Det er vækst, og det er fremragende.

Det giver os nemlig muligheder for at diskutere, hvad den øgede velstand skal bruges til.

Det er diskussionen ved hver eneste finanslovsforhandling og hver eneste fornyelse af overenskomsterne.

Vi kan groft sagt vælge mellem tre muligheder: nedsat arbejdstid, større forbrug (offentligt eller privat) eller nye investeringer i yderligere vækst.

De sidste 150 års danmarkshistorie viser, at vi altid har valgt lidt af hvert.

Enhedslistens forslag handler dybest set om, at tiden må være inde til at prioritere nedsat ugentlig arbejdstid højere og dermed nedprioritere øget forbrug, andre arbejdstidsforkortelser og nye investeringer.

Det er en ærlig sag, som jeg mener fortjener at blive diskuteret seriøst.

Derfor dette indlæg.

Det er korrekt, at den ugentlige arbejdstid i de største overenskomster ikke er nedsat siden 1990.

Men det betyder ikke, at arbejdstiden har stået stille. Siden da har vi fået markant længere barsel, fem feriefridage, løn under børns sygdom, muligheder for orlov til uddannelse, seniorordninger og andre såkaldte ’bløde pakker’ i overenskomsterne.

Mens den ugentlige arbejdstid har været konstant, giver vores overenskomster altså alligevel lønmodtagerne kortere arbejdstid i et livsperspektiv.

Hertil kan lægges, at danskerne set over en længere årrække er kommet stadig senere ud på arbejdsmarkedet – også dette har påvirket den samlede mængde af arbejdstimer.

Jeg har selv været med til at gennemføre spørgeskemaundersøgelser blandt 3F’ere om deres ønsker til forbedringer af overenskomsterne.

Her kommer kortere ugentlig arbejdstid sjældent ret højt op på listen.

Jeg har til gengæld hørt fra mange kolleger, der nærmer sig de 60 år, at de godt kunne tænke sig en enkelt ugentlig fridag.

På samme måde kan jeg huske, hvor hårdt det var for min egen lille familie, da min ægtefælle arbejdede aften, nat og weekend på sygehuset.

Ligesom jeg ved, at mange voksne har svært ved at finde tid til videreuddannelse ved siden af et fuldtidsarbejde.

Jeg tror derfor, at fagbevægelsens topforhandlere er mere i samklang med deres medlemmer, når de i flere år har fravalgt at satse på den ugentlige arbejdstid og i stedet har forsøgt at imødekomme mere specifikke ønsker om blandt andet orlov og omsorgsdage.

Enhedslisten foreslår som en strategi for gennemførelse af 30-timers kravet, at den offentlige sektor skal gå forrest ved politisk at afsætte ekstra puljer øremærket til at sænke de offentligt ansattes arbejdstid.

Det vil jeg personligt være modstander af.

For det vil enten blive betalt af de borgere, der har behov for den offentlige sektor gennem markant forringet velfærd, eller af de privatansatte gennem stigning i skatter og afgifter.

Jeg er selv tilhænger af den nuværende forhandlingsmodel, hvor de internationalt mest konkurrenceudsatte brancher først forsøger at blive enige om en økonomisk ramme, som kan danne grundlag for øvrige områder, herunder den offentlige sektor.

Det betyder i praksis, at overenskomsterne mellem Dansk Industri og CO-Industri (Metal, 3F Industri, HK privat m.fl.) skal på plads først.

Hvis vi lader den offentlige sektor ’sprænge rammen’, vil det hurtigt smitte af på eksportindustrien med risiko for tab af arbejdspladser.

Enhedslisten argumenterer også for, at arbejdstiden bør sænkes, fordi mængden af arbejde vil være mindre i fremtiden på grund af robotter.

Jeg er klar over, at det er en større debat. Men jeg mener, at det både er en økonomisk og historisk fejlslutning.

Der er intet historisk belæg for, at udvikling af ny teknologi på længere sigt reducerer antallet af jobs.

Der findes godt nok ikke så mange skibsbyggere mere på danske værfter, men deres børn og børnebørn er kommet til at arbejde med noget nyt.

Med den rette erhvervs- og uddannelsespolitik kan de endda komme til at arbejde med noget mere indbringende og mindre nedslidende.

Oplægget fra Enhedslisten hedder ’Tid til mere – job til flere’.

Partiet skriver, at kortere arbejdstid er den bedste metode til at bekæmpe arbejdsløsheden.

Jeg blev selv politisk aktiv i vinteren 1995-1996, fordi jeg støttede de aarhusianske skraldemænd, der havde udviklet en 4-dages arbejdsuge suppleret med en enkelt dag på dagpenge, med præcis samme formål – at inspirere resten af samfundet til at dele det eksisterende arbejde.

Dengang var SR-regeringen meget imod denne tankegang. De troede på, at en aktiv arbejdsmarkedspolitik med voksenuddannelse og målrettet aktivering kunne øge den samlede mængde af jobs og dermed sænke den strukturelle arbejdsløshed.

Konklusionen var klar: Skraldemændene og jeg selv tog fejl. Nyrup og Lykketoft havde ret.

De har erfaret det samme i Frankrig efter indførelse af deres 35-timers arbejdsuge. Mængden af arbejdspladser er ikke konstant.

Den debat er altså overstået. Lad os nu ikke starte forfra.

Endelig mener Enhedslisten, at vi skal nedsætte arbejdstiden for at passe bedre på miljøet: Forbruget skal sænkes, og borgerne skal have mere tid til at cykle, lave mad fra bunden og reparere vores ødelagte møbler og maskiner i stedet for at smide dem væk.

Det er rigtigt, at vi har behov for omstilling til en mere holdbar udnyttelse af ressourcerne.

Men partiet misforstår, hvordan det vil foregå i praksis. Vi skal ikke køre på cykler, men i biler på fossilfrie brændstoffer. Vi skal ikke tilbage til Frk. Jensens kogebog fra 1950’erne, men i stedet satse på genteknologi, planteproteiner og ressourceeffektiv produktion i fødevareindustrien.

Vi skal ikke selv reparere opvaskemaskinen, men sikre industriel genanvendelse af de materialer, den er bygget af.

Sådanne teknologiske fremskridt kræver, at vi bruger vores vækst til yderligere investeringer i teknologi – ikke til nedsat arbejdstid.

Hvis man ønsker det bedste for miljøet, vil en 30-timers arbejdsuge derfor være det absolut værste, vi kan gøre.

Jeg hilser Enhedslistens debatoplæg velkommen. Der er for få politiske partier, der tør fremlægge forslag, der bryder med vores nuværende indretning af samfundet.

Men at den offentlige sektor, det private forbrug og investeringer i ny teknologi skal nedprioriteres til fordel for en 30-timers arbejdsuge – det håber jeg virkelig ikke bliver en realitet.

Den del af væksten, vi kan bruge på at sænke arbejdstiden, håber jeg vil blive prioriteret på ansatte på skiftehold, småbørnsfamilier, længere fædreorlov, udbygning af seniorordninger og frihed til voksne beskæftigede, der vil bruge en dag eller to om ugen på videreuddannelse.