Greenpeace i aktion mod genmodificerede organismer (GMO) i landbruget.
Foto: Miriam Dalsgaard

Greenpeace i aktion mod genmodificerede organismer (GMO) i landbruget.

Debat

Intet tyder på at genmodificeret mad er farligt

Debatten om genmodificerede madvarer er fastlåst. Men der er behov for at tænke nyt.

Debat

Når danskerne om få dage sætter tænderne i julens traditionelle and og flæskesteg, kan de være ret sikre på, at dyrene er blevet fodret med genetisk modificeret soja, medmindre de har købt den økologiske variant.

Med sin nye udtalelse om mærkning af mad fra dyr, der er blevet fodret med genmodificerede afgrødeplanter (gmo’er), havde Det Etiske Råd et håb om at ruske op i det dødvande, der har kendetegnet gmo-debatten, siden Monsanto sejlede sit skib med den første ladning GM-soja ind i Århus Havn i 1996.

En debat præget af en stærk polarisering, ikke blot politisk og værdimæssigt, men også faktuelt. Mens tilhængere hævdede, at enhver kritik af gmo måtte være båret af dårlig indsigt og svag argumentation, lykkedes det i høj grad skeptikerne at fremstille gmo som en gang russisk roulette drevet frem af multinationale firmaers økonomiske interesser.

Vi har kunnet konstatere, at debatten ikke har ændret sig i de tyve år, der er gået. Men den har dog bekræftet, at der er mulighed for en ny debat, en debat, som er til gavn for almenheden og for de politikere, der forsøger at finde hoved og hale i sagen.

Selve genmodifikationen er der ikke mange forskere, der i dag mener, udgør et sundhedsproblem

Der er trods alt sket en del siden 1996: Vi har fået mange erfaringer, og teknologien har udviklet sig meget, særligt i de seneste år. Men først og fremmest er nogle store kriser, klimakrisen, fødevarekrisen og natur- og miljøkrisen, blevet langt mere aktuelle i dag, og hvis vi skal gøre os håb om at kunne løse dem, må alle typer løsninger overvejes – også de teknologiske.

Med denne Kronik vil vi – der tilhører hver sin fløj i gmo-debatten – vise, at vi faktisk er enige om ikke så lidt. Det er særlig vigtigt i en tid, hvor alle parter spiller ud med deres ’eksperter’, selvom det ville være mere nyttigt at identificere den videnskabelige konsensus.

Der skal være plads til faglig uenighed. Men vi mener at det forvirrer med en vedvarende betoning af ’usikkerhed’, når der nu tegner sig en markant videnskabelig konsensus. Som over hundrede nobelpristagere gav udtryk for tidligere på året: Stop gmo-bashingen! Her er de 5 gode grunde til at nuancere debatten.

1: Genmodificeret er ikke lig med risikabel

Kritikken af gmo’er for at være sundhedsskadelige er relevant, men bør for os at se fokusere på, at de varianter, der mest bliver dyrket i dag, er ledsaget af pesticidanvendelse, f.eks. Roundup – ikke på selve det, at planten er genmodificeret.

Selve genmodifikationen er der ikke mange forskere, der i dag mener udgør et sundhedsproblem. En legitim bekymring er dog, at forskningen er misvisende, fordi en del af den er betalt af industrien. Dette problem er velkendt også inden den medicinske forskning. Det kan derfor være svært at vurdere sandhedsværdien af enkeltstående artikler eller troværdigheden af individuelle eksperter.

Men på gmo-området er der nu lavet metastudier, og den videnskabelige konsensus om, at GM-mad ikke generelt set er farligere end anden mad, er bakket op af American Association for the Advancement of Science (AAAS), der udgiver et af verdens førende videnskabelige tidsskrifter, Science. De omtalte nobelpristagere er ganske vist ikke specialister inden for lige præcis gmo-risikovurdering.

Men de udtaler sig om noget, man må tro, at de ved ganske meget om, nemlig forholdet mellem evidens og konklusion. I deres åbne brev, som også blev bragt i Politiken (1. juli), peger de på, at det med den nuværende evidens er usagligt at holde fast i, at fødevarer fremstillet ved hjælp af bioteknologi er usikkert at spise:

»Videnskabelige og regulerende myndigheder rundt om i verden har igen og igen og helt konsekvent konkluderet, at afgrøder og fødevarer, der er forbedret gennem bioteknologi, er lige så sikre, om ikke sikrere, end det, der fremstilles ved enhver anden form for produktion. Der har ikke været et eneste bekræftet tilfælde af negative sundhedsmæssige virkninger for mennesker eller dyr, der har indtaget denne type afgrøder og fødevarer.«

Evidensen udelukker ikke, at f.eks. brug af pesticider kan have en sundhedseffekt, men det gælder for både gmo- og konventionel produktion. Det samme gælder de åbenlyse problemer, pesticider skaber for naturen og for de landarbejdere, der udsættes for dem i store mængder.

Men hvad angår uønskede effekter, der følger af selve det, at planter er genmodificerede, er vi i dag i en bedre videnssituation end i gmo’ernes barndom, hvor påstande om gmo’ers ufarlighed kun var understøttet af meget begrænset erfaring.

2: gmo har potentiale til at løse væsentlige problemer, f.eks. undgå pesticider

Det kan lyde som en mager pointe, men det er det bestemt ikke. Mange kritikere hævder, at man ikke kan gå ind for gmo’er uden at gå ind for brugen af pesticider. Disse kritikere har en vigtig pointe i, at det er sådan, gmo’er de facto bruges i dag.

Og det er et problem, da holdningsundersøgelser viser, at borgernes accept af gmo’er i høj grad er betinget af, at de skaber konkret værdi for forbrugerne eller løser væsentlige problemer, f.eks. klima- og fattigdomsproblemer.

Derfor er det vigtigt at have sig for øje, at flere gmo’er nu er udviklet, der overflødiggør brugen af bestemte pesticider, fordi de er modificeret til at være resistente.

I januar i år godkendte de amerikanske myndigheder en GM-kartoffel, som vha. genmodifikation har fået ’slukket’ for fire gener, hvilket bl.a. begrænser behovet for pesticidanvendelse og begrænser indholdet af det kræftfremkaldende stof acrylamid, som opstår, når kartofler bliver stegt.

Der er også udviklet en appelsin, som kan modstå en plantesygdom, som lige nu breder sig og truer med at umuliggøre appelsinproduktion, trods omfattende forsøg på at løse problemet ad andre veje. Der udvikles også sorter, som potentielt kan modstå følgerne af klimaforandringer, f.eks. tørke, saltophobning og oversvømmelse.

Ikke alle disse er klar til kommerciel produktion. Men det peger på, at gmo’er kan bidrage til at skabe værdi for forbrugere og løse et stadig mere presserende problem med at producere fødevarer til en voksende global befolkning under stadig mere vanskelige forhold og med mindre miljøbelastning.

Kritikere har med en vis ret kritiseret gmo-tilhængere for at udstede tomme løfter om de revolutionerende gmo’er, der ’snart’ ville komme; men vi stiller spørgsmålet, om de nyttige gmo’er skal afvises, hvis de nu faktisk er på vej?

Der findes andre måder til at nå disse mål på, og nogle vil mene, at gmo ikke skal være blandt de redskaber, vi skal bruge, fordi det er udtryk for et forkert, instrumentalistisk natursyn. Det er en holdning, som står klarere, hvis vi kan få sorteret de mere tvivlsomme argumenter fra.

3. Gmo’er kan teknisk set indebære højere – eller lavere – risici

Kan man antage, at gmo’er aldrig kan indebære særegne risici – og at der dermed ikke mere er behov for at have et særligt øje på disse før godkendelse? Både nej og ja.

For det første kan man sagtens forestille sig gmo’er, der er problematiske. Hver ny gmo rummer ligesom hver ny ikke-gmo sine egen usikkerhedsmomenter, fordi de kan rumme utilsigtede ændringer i arvematerialet, som f.eks. øger indholdet af uønskede stoffer.

Dem skal risikovurderingen naturligvis sørge for at sortere fra. Vurderingen af mulige fordele og ulemper må diskuteres fra case til case. Hverken en generel accept eller afvisning er – ud fra en naturvidenskabelig risikoforståelse – meningsfuld.

Vurderingen af mulige fordele og ulemper må diskuteres fra case til case

Mange mener, at de pesticidafhængige gmo’er er blandt de oplagt problematiske gmo’er, der ikke burde godkendes. Der er gode grunde til at være imod pesticider. Men retfærdigvis må man så også være imod pesticidanvendelse i konventionel produktion. Her er altså ikke tale om særlige eller uventede risici ved gmo.

Det er endvidere en vigtig pointe, at gmo’er frembringes med meget forskellige ’gen-redigerings’-teknikker. Sindbilledet på genmodifikation er overførsel af gener mellem vidt forskellige arter og dermed såkaldte transgene planter. Men der kan også være fordele ved at overføre gener mellem nært beslægtede arter, såkaldte cis-gene planter.

De fleste sådanne planter ville – givet tilstrækkelig lang tid – kunne opstå tilfældigt eller fremavles gennem almindelig forædling. Nogle vil derfor anse dem for at være mere ’naturlige’ end de transgene.

En ny genmodifikationsteknik, der går under forkortelsen CRISPR, gør det muligt at foretage så små, men potentielt agronomisk og/eller miljømæssigt værdifulde ændringer, at de ikke kan skelnes fra genetiske ændringer, der kan ske naturligt, f.eks. gennem solens uv-stråling.

Ved denne teknologi kan de ønskede egenskaber altså tilføjes planten, helt uden at man overfører gener fra andre arter. Er det rimeligt, at de lovmæssigt skal behandles på samme måde som transgene planter? Det vil EU snart tage stilling til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan i forbindelse med de muligheder, som CRISPR-teknologien rummer, spørge, om fokus i godkendelsesproceduren ikke bør være den konkrete afgrødes risiko for at gøre skade snarere end metoden, der blev brugt til at ændre planten, sådan som reglerne er i dag?

Bag kritikken af gmo’erne synes at ligge et ønske om, at godkendelsen i højere grad inddrager ikke blot risikoen for uventede effekter (f.eks. at genmodifikationen har medført højt indhold af uønskede stoffer), men også en vurdering af de ventede effekter (ændret pesticidbrug, økonomiske konsekvenser som f.eks. patentering).

En sådan udvidelse ligger fint i forlængelse af det, flertallet i Det Etiske Råd foreslår. Her kan man skele til den norske lovgivning, hvor nye gmo’er godkendes ikke blot ud fra deres risiko, men også deres nytte. Man kan dog igen spørge, hvorfor det kun skal gælde gmo’er.

4. Restriktive godkendelsesregler er ikke kun gavnlige

Et hyppigt kritikpunkt handler om, at brugen af gmo’er gør fødevareproduktionen afhængig af multinationale frøfirmaer som Monsanto. Nogle vil måske finde det betryggende, at der er omfattende krav til risikovurdering, før man kan bringe en gmo på markedet.

Men det betyder, at det er dyrt, og dermed er det netop kun de store frøfirmaer, der har råd, mens mindre firmaer, organisationer og universiteter simpelthen må opgive.

Man kan naturligvis fastholde disse krav, men det introducerer et dilemma, for siden 1960’erne har forskerne gjort udbredt brug af en måske lige så indgribende teknologi, uden at det har ført til særlige krav: En stor del af vores fødevarer, f.eks. ris, majs, hvede og kål er fremavlet ved at udsætte dem for kemikalier eller radioaktiv stråling, der direkte sigtede på at frembringe tilfældigt opståede og kommercielt interessante egenskaber, man kunne avle videre på. Men disse nye afgrøder kunne også have uventede egenskaber.

Man kan derfor mene, at også konventionelt fremstillede ny afgrøder bør underkastes omfattende godkendelsesregler. Dilemmaet består i, at det meget vel kunne føre til endnu mere omfattende problemer med, at store firmaer opnår markedsdominans.

Spørgsmålet, politikere skal tage stilling til, er, om så omfattende en indsats står mål med risikoen. Kan man med den nuværende erfaring lempe lidt på gmo-godkendelserne – eller bør reglerne for de afgrøder, vi har dyrket i 50 år, tværtimod skærpes?

Man hører hyppigt blandt kritikerne af gmo’er, at vi bør anvende det såkaldte ’forsigtighedsprincip’: Større uvished bør begrunde større tilbageholdenhed. Dette var velbegrundet, da man helt generelt manglede erfaring og viden i gmo’ernes barndom for 20 år siden.

I dag er argumentet svagere, og om 20 eller 50 år vil det være svagere endnu. Samtidig skal man gøre sig klart, at jo større krav man stiller til evidensen, jo færre teknologier vil blive udviklet og tilgængelige – ikke bare inden for landbruget, men generelt.

Der kan naturligvis være forskellige opfattelser af, hvor denne balance skal gå i forskellige sammenhænge, men en opfattelse af, at vi samlet set er bedst stillet ved at være mindre restriktive, er ikke som sådan ’uetisk’. Man kan derimod med god ret hævde, at det er udtryk for en ligestilling af gmo med andre teknologiområder.

5. Måske allervigtigst: Man kan være imod gmo’er, selvom man mener, de er sikre

Vi vil altså foreslå en konsensus om, 1) at gmo’er ikke i sig selv behøver at rumme særlige eller store risici, men at man kan forestille sig både gmo’er og ikke-gmo’er med negative effekter, hvorfor der bør foretages en konkret vurdering af potentielle risici og gevinster fra sag til sag ud fra samme principper som i den norske lovgivning; 2) at man potentielt kan løse væsentlige problemer ved at bruge gmo’er; 3) at et regelsæt, der i højere grad tillader udviklingen af sådanne gmo’er, kan have den sidegevinst, at de multinationale frøfirmaers monopol bliver udfordret.

Her kan man få det indtryk, at al specifik kritik af gmo herefter må anses som usaglig. Men det er det ikke. Man kan lægge mere principielle overvejelser til grund, der bygger på opfattelsen af, at gmo er i strid med et natursyn, ifølge hvilket mennesket kun undtagelsesvis – hvis der ingen anden udvej er – må behandle naturen kun som en ressource til at nå sine egne mål.

Hvis formålet med gmo f.eks. er at løse fødevarekrisen, kunne en mere oplagt løsning på nuværende tidspunkt være at begrænse forbruget og især indtaget af kød og dermed frigive de enorme arealer til dyrkning af vegetabilske fødevarer, som i dag bruges til foder.

Det er dette spørgsmål, der skiller forfatterne til denne Kronik. Vi deler de tre principielle synspunkter skildret ovenfor, men vi har meget forskellige opfattelser af, hvornår det vil være berettiget at bruge teknologien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi håber på fortsat diskussion om, i hvor høj grad gmo-teknologien kan bidrage til at løse de væsentlige problemer, som de fleste er enige om, vi står over for i forbindelse med fødevareproduktion, klimaforandringer og en stigende global befolkning. Både nu og i nær fremtid.

Gorm Greisen, overlæge, formand for Det Etiske Råd

Mickey Gjerris, lektor i bioetik, formand for Det Etiske Råds arbejdsgruppe om Den Etiske Forbruger

Thomas Ploug, professor i anvendt etik, medlem af Det Etiske Råd

Michael B. Palmgren, professor i plante-fysiologi, Københavns Universitet

Rikke Bagger Jørgensen, seniorforsker emeritus, risikovurdering, DTU

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce