Vores fællesskab er under pres, og dag for dag virker verden mere og mere splittet. Det virker, som om at der overalt er stemmer og kræfter, der utrætteligt minder os om verdens modsætninger, hvor eksempelvis etnicitet, religion, nationalitet eller uddannelse sættes over for hinanden – og vores værdi som mennesker måles og vejes og sammenlignes.
Den altoverskyggende nyhed er naturligvis, at Donald Trump er blevet valgt som USA’s næste præsident. En mand, der i den grad taler til frygten for det fremmede, og til frygten for alt det, der er forskelligt fra netop dig. Det gjorde ikke så meget, at løfterne var vage og ofte ikke hang sammen, for valgt blev han, og Trumps sejr bragede som en tordenkile gennem det verdensbillede, mange af os har.
