Hvorfor tillader kvinder, der først marcherer gennem gaderne til Women’s March, sig at ’hyle op’ over, at de ikke er repræsenteret i diverse bestyrelser? Eller endda sige nej tak, når de bliver spurgt, om de vil sidde i en?
Sådan cirka kunne jeg læse, da en af mine venner, som jeg ikke altid er enig med, men ellers respekterer, spurgte på Facebook. Som konsulent havde han forgæves forsøgt (med ukendte midler) at overtale (et ukendt antal) kvinder til at indtræde i en (ukendt) kulturinstitutions ulønnede bestyrelse. Alarm, kan det nu også passe?
