Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)
Foto: Jørn Villumsen/Politiken-Tegning

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debat

Babybilleder på Facebook skræmmer mig ad helvede til

Der er simpelthen babybilleder alle vegne på de sociale medier.

Debat

En kammerat fortæller, at han skal giftes. Han har sgu været nede på knæ. Jeg ønsker ham et stort tillykke med forlovelsen. Det er hamrende sejt.

En uge senere fortæller han, at der igen er store nyheder på familiefronten. Nu er kæresten simpelthen blevet gravid. Jeg ønsker ham selvfølgelig endnu et stort tillykke, og sekundet efter er der et skanningsbillede af den lille ny på Facebook sammen med et billede af bogen ’Gravid uge for uge’.

Jeg begynder snart at tisse i bukserne af nervøsitet. Her sidder jeg som 25-årig i en toværelses lejlighed på Nørrebro i et par grå underhakkere og spiser min havregrød med en spiseskefuld peanutbutter ovenpå med en sort og rolig kaffe ved siden af.

Ja, det er ikke ligefrem en kombination, der skriger af farpotentiale eller babyer.

Med grøden på venstre side af computeren og den rolige sorte kaffe til højre scroller jeg ned ad mit facebookfeed og ryster opgivende på hovedet. Der er simpelthen babybilleder og babyposts alle vegne. Lille Noah. Theodor. Søde Freja. Alma.

Jeg klasker mine to rynkende hænder op i ansigtet og trækker vejret helt ned i maven. Er jeg bagud?

Er jeg stadigvæk for stor en drengerøv?

Skal min kæreste og jeg også snart have børn?

Jeg aner det virkelig ikke. Og jeg må indrømme, at det giver mig kuldegysninger og sved på panden, når disse spørgsmål træder frem i hovedet. Det giver mig også en følelse af usikkerhed, når de små kreative babydeller fylder min computerskærm.

Jeg får selv helt lyst til at nive dem i de store tykke runde kinder gennem computerskærmen, men jeg får også lyst til at kaste computeren ud ad stueetagens vindue på Nørrebro og rive mig i håret af frustration

Instagram. Facebook. Snapchat. Babyerne er overalt. Babyerne har for alvor indtaget internettet. Og de er kommet for at blive. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. For første gang i internettets historie er det muligt for helt almindelige forældre at poste billeder af deres børn og følge udviklingen fra et skanningsbilledet på hospitalet til de første små skridt hjemme på det nyslebne trægulv.

Jeg følger børnene fra graviditetens begyndelse. Jeg følger dem fra første skanning.

Jeg følger dem, når kønnet bliver bestemt.

Så ser jeg dem igen, når de er poppet ud af mors store mave. Og ja. Så kan jeg selvfølgelig også følge børneværelsets udvikling, der begynder med en omgang lyseblå maling og babyens navn hængende over sengen. Det kribler i mine sure tæer. Der er simpelthen sket et markant skift i indholdet af mit facebookfeed.

’Vores nye familiemedlem <3’, står der er i facebookteksten. Sommerfuglene flyver igen gennem min forvirrede lille 25-årige voksenmave. Et lille babybarn skyder frem med de største blå øjne og ser usandsynlig uskyldig ud.

Og jeg må da ærligt indrømme, at spædbørn er noget af det sødeste i hele verden.

Jeg får selv helt lyst til at nive dem i de store tykke runde kinder gennem computerskærmen, men jeg får også lyst til at kaste computeren ud ad stueetagens vindue på Nørrebro og rive mig i håret af frustration. Endnu værre bliver det, når mine forældre spørger, hvornår jeg selv er klar til at poppe babyer. Der sætter jeg altså foden på bremsen lynhurtigt.

Vi skal ikke længere end et par år tilbage, hvor indholdet i mit facebookfeed skreg af Mokai og bybilleder fra Indre By. Gruppebilleder af Fetterlein og Rene Diff. Eller billeder, hvor champagnen flød ud over den hvide oxfordskjorte, der lige var erhvervet i den dyre lokale herretøjsforretning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er de samme personer, der nu poster billeder af nye sprudlende familiemedlemmer, mens jeg stadigvæk render rundt med en Mokai i hånden, Calvin Harris i ørerne og får taget billeder med Frederik Fetterlein i Indre By. Nej. Det dufter bestemt ikke af farpotentiale.

Og nej, jeg er ikke tosset på nogen af jer, der ejer babyer. Tværtimod.

Jeg har kæmpestor respekt for, at I tør kaste jer ud i sådan et projekt i 20’erne. Men I er bestemt også skyld i, at jeg i dag konstant render rundt med en ble forneden og 40 i feber, når jeg scroller ned ad mit facebookfeed, fordi jeg ved, at jeg igen i dag vil møde de små søde kravlenisser med oppustede kinder og store blå øjne.

Måske er jeg bare en drengerøv. Måske er jeg bare slet ikke klar til at få børn endnu. Men én ting er helt sikkert. Babybillederne gør mig nervøs i mine små grå underhakkere.

Babybillederne signalerer, at jeg er endnu et skridt tættere på at blive farmand. Og det skræmmer mig ad helvede til.

Men når den tid kommer, håber jeg selvfølgelig stadigvæk, at det er muligt at få min havregrød med peanutbutter og min sorte kaffe.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce