Tv 2-dokumentarserien ’Moskeerne bag sløret’ er ikke færdig med at skabe debat, næsten et år efter den blev sendt.
3.1. bragte Politiken en kronik med titlen ’Cavling-nomineret er unuanceret og meningsforvridende’, forfattet af Christian Suhr, Kirstine Sinclair, Niels Valdemar Vinding og Hjarn V. Zernichow Borberg.
Cavling-nomineret dokumentar er unuanceret og meningsforvridendeKronikørerne nødvendiggør et genmæle fra min side, da de sætter spørgsmålstegn ved min deltagelse i ’Moskeerne bag sløret’. Som kronikens titel indikerer, beskylder kronikørerne ’Moskeerne bag sløret’ for at være unuanceret og meningsforvridende. Desværre underminerer kronikørerne deres egen position ved selv at optræde unuanceret og meningsforvridende.
Den første meningsforvridning opstår, da kronikørerne beklikker min faglighed ved at fremstille mig som en, der primært har beskæftiget sig med fransk litteratur og bæredygtig ledelse.
Det vil naturligt nok få læseren af kroniken til at slutte, at jeg ikke har den faglige indsigt til at bidrage med ekspertbedømmelser af imamernes udsagn på TV 2’s skjulte optagelser.
Hvis læseren ikke af sig selv fatter mistanke og tjekker mine publikationer, vil vedkommende aldrig få det fulde billede og opdage, at jeg har publiceret om integration og europæisk islam siden 2001, har haft feltet som hovedbeskæftigelse i perioden 2005-2013 og i øvrigt aldrig helt har sluppet det, da jeg i 2016 udgav artiklen ’Desiderata i dansk islamforskning’ i Tidsskrift for Islamforskning.
Her må en minimumsforventning være, at kronikørerne forholder sig konkret til såvel mine publikationer som til mine konkrete udtalelser i ’Moskeerne bag sløret’, hvis de har noget at indvende.
De kunne for eksempel indlede med at nævne, at min rapport udført for Integrationsministeriet i 2009 ’At være muslimsk kvinde i Danmark’ behandlede den sociale kontrol, mange muslimske kvinder er underlagt, også selv om de ikke ønsker det, samt at min rapport for Integrationsministeriet fra 2011 ’Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske trossamfund i Danmark’ er den nyeste moskéundersøgelse, der er lavet i Danmark.
Denne rapport kortlægger de forskellige islamiske strømninger, vi ser repræsenteret i moskeerne, på baggrund af mange, mange timers feltarbejde, deltagerobservation og interviews med imamer, koranskoleundervisere, koranskoleelever og disses forældre. Jeg er kort sagt den eneste danske forsker, der har arbejdet så meget i dybden med ikke bare det danske moskémiljø, men også med de miljøer, som ønsker at frigøre sig fra moskeernes indflydelse.
Derfor var det naturligt, at TV 2 indkaldte netop mig for at få en vurdering af de optagelser, de havde foretaget i moskeerne og blandt de piger, som sidder på sikrede krisecentre, fordi de er flygtet fra miljøer domineret af samme moskeer.
Kronikørerne baserer deres anklageskrift på nogle sekvenser, som TV 2 har klippet fra i dokumentaren, og som senere blev offentliggjort af Radio24syv. For at kunne vurdere kronikørernes udtalelser er vi nødt til at se nærmere på, hvad disse sekvenser egentlig indeholdt, og hvordan de blev brugt.
TV 2 skylder stadig tv-seerne svar om Cavling-nomineret dokumentarDen første passage er en ægteskabsrådgivning, som TV 2’s muldvarp Fatma får af Abu Bilal i Grimhøjmoskeen. I sin kommentar til TV 2’s klipning af ægteskabsrådgivningen har en af kronikørerne, Christian Suhr, forsvaret Abu Bilal med, at han i en fraklippet sekvens siger noget, som man også kunne høre en dansk parterapeut sige. Virkelig?
I den fraklippede sekvens spørger Abu Bilal kvinden: »Hvorfor slår han dig? Har du begået fejl?«. Hvor mange danske parterapeuter ville victim-blame på den måde? Enden på ægteskabsrådgivningen er da også, at Abu Bilal sender kvinden tilbage til hendes voldelige mand med den besked, at hun 1) ikke skal gå til politiet, 2) ikke kan kræve skilsmisse, pga. at hendes mand tager en kone nummer to 3) ikke har ret til at bo alene, hvis hun bliver skilt 4) som fraskilt ikke vil have andre muligheder end at blive gift som kone nummer to til en meget ældre mand.
Disse fire konkrete punkter forholder Suhr sig ikke til. Han udtaler tværtimod, at Abu Bilal i en af de passager, TV 2 har klippet fra, giver Fatma ret til skilsmisse. Her er jeg nødsaget til en præcision: Abu Bilal siger ikke ret til skilsmisse, med de konnotationer, det har på dansk. Han tilbyder kvinden khula på arabisk.
Men ifølge den empiri, jeg har indsamlet under mit feltarbejde i danske moskeer og blandt unge danske muslimer, er khula noget ganske andet, end det man på dansk forstår ved ret til skilsmisse. I mainstream sharia har manden myndighed til egenhændigt og på hvilket som helst tidspunkt med straksvirkning at skille sig fra sin kone (= talaq).
Den mulighed har kvinden ikke. Hendes mulighed er khula, men hun har ikke selv myndighed til at beslutte khula, heller ikke selv om hun bliver udsat for vold af sin mand. Khula skal bevilges af manden, eller, hvis han ikke vil, af et råd af islamiske lærde (typisk mænd, en dag hvor de alle har tid).
Her kan manden igen blokere for khula ved at undlade at møde op til det indkaldte rådsmøde. Selv hvis manden møder op, kan kvinden ikke bare kræve khula. Normalt vil khula indebære, at hun betaler sin medgift tilbage til ham, evt. plus en supplerende økonomisk kompensation. Endvidere skal hun over for rådet kunne argumentere islamisk for, at hun skal bevilges skilsmissen. At manden er impotent er for eksempel et gyldigt argument. For nogen vil det være et gyldigt argument, at manden slår hende, så det giver mærker. At manden tager en kone nummer to, vil de fleste lærde ikke regne for et gyldigt argument.
Det er den form for skilsmisse, som Abu Bilal tilbyder kvinden i den sekvens, TV 2 har klippet fra.
Dette fraklip bekræfter altså, at Abu Bilal (ligesom de andre islamiske autoriteter, der vises i ’Moskeerne bag sløret’), rådgiver i overensstemmelse med islamisk familieret, ligesom det bekræfter, at denne retsopfattelse ikke er i overensstemmelse med hverken dansk familieret eller den danske ligestillingslov.
Jeg har derfor svært ved at se, at ovennævnte fraklip skulle ændre noget ved den principielle diskussion, som ’Moskeerne bag sløret’ lægger op til. Til gengæld kan jeg se, at den ene af kronikørerne, Christian Suhr, ikke har ment det nødvendigt at sætte sig ind i de mest grundlæggende begreber i islamisk familieret, men foretrækker at snakke om parterapi uden at bekymre sig om, at islamisk familieret konkret begrænser nogle muslimske kvinders rettigheder og friheder.
Det går ikke bedrei det andet fraklip, som kronikørerne baserer deres anklageskrift på, nemlig Radio24syvs klip fra en prædiken, hvor Abu Bilal genfortæller en hadith omhandlende stening af en utro kvinde.
Her skriver kronikørerne, at flere forskere har gjort det klart, at TV 2 simpelthen har misforstået det teologiske indhold i de givne klip. Hvilke forskere? Jeg kan have overset noget, men jeg kan kun komme i tanke om én forsker, der hævdede, at TV 2 havde misforstået den prædiken, og det er en af kronikørerne selv, nemlig Niels Valdemar Vinding.
Forskere kritiserer TV-serie om moskeer nomineret til CavlingprisenIfølge Niels Valdemar Vindings havde TV 2 ikke forstået, at den hadith om stening, som Abu Bilal prædiker ud fra, bare er en lignelse på linje med den passage i Bjergprædikenen, hvor Jesus siger, at det er bedre at rive sit øje ud og hugge sine hænder af end at blive fristet af ægteskabsbrud.
Spørgsmålet er, hvem der har misforstået noget. Hvis det kan hjælpe meningsskabelsen tilbage på sporet, vil jeg minde om, at stening, modsat Bjergprædikenens metafor, er del af et teokratisk straffelovskompleks, som i dag praktiseres i 15 lande, samt at stening af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betegnes som tortur, og af FN’s menneskerettighedskommission bliver defineret som en særdeles grusom henrettelsesmetode.
Jeg vil ligeledes minde om, at jeg i mit feltarbejde og tekstindsamling i islamiske miljøer i Danmark kun er stødt på én imam, som har lagt op til, at islamisk straffelov kan fortolkes metaforisk.
Det var Ahmadiyya-imamen, men ham regner de andre jo netop som frafalden, bl.a. fordi han læser straffeloven metaforisk. De sunni-imamer, som jeg har talt med det om, insisterer tværtimod på, at Koranen og Hadith er lovbøger på linje med grundloven.
En arabisk imam fra samme salafistiske miljø som Abu Bilal udtaler: Du kan måske spørge dig selv, hvorfor en kvinde skal dræbes, fordi hun har haft lidt sex. Han svarer derefter selv på spørgsmålet: Hvis hun har lavet zina (begået hor), så er det selvfølgelig trist for os, at hun er død, men vi har beskyttet andre kvinder, som ikke laver zina. En pakistansk imam gør klart, hvorfor vi er på afveje, hvis vi vil prøve at læse den islamiske straffelov metaforisk: Hvad er islams korrekte standpunkt? Første regel: Hvis du læser en sætning i Koranen, grundloven eller en anden lovbog, så er det den konkrete betydning, der gælder. Profeten implementerede også straffen, det kan vi læse i Hadith, så tredjemand kan ikke komme og sige, at det skal fortolkes metaforisk.
Jeg ville ønske, at Niels Valdemar Vinding havde ret, og at en metaforisk læsning af Koranens og Hadiths straffelovspassager var gængs fortolkning.
TV 2 afviser kritik: »Vi fortalte ærligt, hvordan kvinder får råd i otte konkrete moskeer«Jeg kan have overset noget, men jeg kan simpelthen ikke finde noget empirisk belæg for, at denne metaforisering af islamisk straffelov findes andre steder end i Vindings egen fantasi.
Selv om man skulle købe Vindings forklaring i Radio24syv, ændrer det stadig ikke ved, at Abu Bilal i en anden passage meget konkret gennemgår, i hvilke tre situationer man må slå en muslim ihjel: for drab på en anden muslim, for hor og for frafald. Hvorfor er det så vigtigt for kronikørerne at lede opmærksomheden væk fra, at der undervises i islamisk straffelov i Grimhøjmoskeen?
Er det ikke en relevant del af debatten om, hvorfor Grimhøjmoskeens miljø har været leverandør af syrienskrigere, altså unge mennesker, som vier deres liv til kampen for en bevægelse, der netop har den konkrete implementering af islamisk straffelov som et af sine fremmeste formål? Det er min erfaring fra feltarbejdet blandt unge muslimske kvinder, at de få respondenter, som gik op i at argumentere for stening, og i øvrigt støttede islamistiske bevægelser eller stater, der konkret førte sådanne straffe ud i livet, typisk hørte til i salafistiske kredse såsom miljøet omkring Grimhøjmoskeen.
Ud fra min empiri vurderer jeg at Niels Valdemar Vindings metaforiserende Radio24syv-sekvens udgør et lige så tvivlsomt fundament som Christian Suhrs ret til skilsmisse-klip.
Summa summarum: Kronikørerne står på en meget skrøbelig basis, når de baserer deres anklageskrift på Suhrs og Vindings udlægninger af TV 2’s fraklip – udlægninger, der som ovenfor nævnt savner solid empirisk basis og endda afslører mangel på kendskab til helt grundlæggende faglige begreber og islamiske fortolkningstraditioner.
Kronikørerne falder ligeledes igennem, når de vil have afklaret hvorvidt TV 2 mener at kunne dokumentere, at danske imamer opfordrer til stening af utro kvinder. Hvad er det, der skal afklares, når der ingen steder i dokumentaren hævdes, at danske imamer opfordrer til det?
Tværtimod: TV 2 klipper en passage ind i dokumentaren, hvor Abu Bilal siger, at hudud-straffe som stening ikke eksekveres i Danmark. Derefter klippes min ekspertvurdering ind: Jeg forventer ikke, at der er nogen, der går ud og stener nogen i morgen. Kronikørernes anklagende spørgsmål er altså fuldstændig grundløst. Hvorfor afkræve TV 2 dokumentation for en forestilling, som dokumentaren jo netop maner i jorden?
Jeg gentager gerne min vurdering fra dokumentaren: Selv om Abu Bilal lægger grunden til at legitimere de steninger, som foregår i den islamiske verden i dag, så forventer jeg ikke, at der er nogen, som går ud og stener folk i morgen i Danmark.
Men når man i nogle moskeer opstiller en teokratisk strafferet som den ideelle, så formidler man en præmis om, at demokrati og menneskerettigheder er mindre værd. Ligeledes formidler man en forestilling om, at dødsstraf ville være den rigtige straf for ikke bare hor, men også frafald.
Hvorfor er der altid ballade om afslørende tv?Det banaliserer den vold og de trusler, som nogle unge muslimer udsættes for her i Danmark, fordi de vil bestemme over deres egen krop og/eller have ret til at fravælge deres forældres religion. Jeg har i mit feltarbejde mødt en del muslimer, som ikke har noget problem med demokrati og menneskerettigheder, som gerne vil nyde godt af de rettigheder og friheder, det danske samfund byder dem, men som føler sig hæmmet eller truet af lige præcis de miljøer, som kronikørerne her søger at fremstille som ofre.
Da jeg var aktiv i islamforskningen, opfordrede jeg netop til at gøre op med den offertænkning, som stod i vejen for en kortlægning af, hvad der reelt foregik i visse islamiske miljøer. Jeg mødte megen modstand, men havde mainstream-islamforskningen fulgt den opfordring i 2006, havde der ikke været nogen ’Moskeerne bag sløret’-dokumentar i 2016.
Dokumentaren afslører nemlig ikke bare, hvordan islamisk familieret forvaltes i de givne moskeer. Den afslører også, at det billede, som mainstream-islamforskning har givet danskerne af moskeernes virke, har haft nogle kæmpe blinde vinkler. Det er sådanne blinde vinkler, man kan få høje seertal af at belyse. Så kære kronikører, I har selv været med til at skabe grundlaget for dokumentaren. Hvis I havde behandlet disse spørgsmål åbent i tide, havde der slet ikke været nogen dokumentar, for så havde der ikke været nogen blinde vinkler, som journalisterne kunne gå ind og belyse.
fortsæt med at læse
