Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Velfærden i Danmark er kun for de stærke

De reformer, der skulle fremtidssikre velfærden, har i virkeligheden afskaffet den for udsatte borgere.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Søren er røget ind og ud af psykiatriske afdelinger og blev i moden alder arbejdsløs. Nu står han til regnskab for halvt så gamle jobkonsulenter, som aldrig vil kunne få ham i job. »Jeg er livsmættet og vil bare gerne væk«, skriver han til mig.

Ritas hverdag med psykiske og fysiske diagnoser hænger kun sammen, fordi hendes forældre ordner alt praktisk. Hun undgår nye mennesker, for hun oplever, at de fleste helst vil være foruden førtidspensionister som hende. »Når mine forældre bliver for gamle til at hjælpe mig, er mit liv sådan set slut«, forklarer hun.

Bente får faktisk lidt hjælp til at klare sig med sit handikap, men hun ved, at kommunen skal spare, og gruer for den dag, kommunen planter hende på et plejehjem. »Så er det ikke et værdigt liv«, fastslår hun.

Jeg har mødt Søren, Rita og Bente, der har andre navne i virkeligheden, i mit virke som aktivist med muskelsvind. Vi er alle fire afhængige af hjælp, men har ikke lige adgang til den.

Jeg skal råbe højere i dag end for 10 år siden, men bliver trods alt stadig hørt, for jeg er cand.mag. i kommunikation og har en diagnose, alle kan forstå. Jeg tilhører så at sige de udsatte borgeres privilegerede mindretal. Flertallet kan ikke længere trænge igennem.

Det bevidner Søren, Rita og Bente. Rita burde få hjemmehjælp, men er i stedet i en alder af 40 afhængig af forældre.

Søren burde få førtidspension, for enhver med realitetssans ved, at ingen vil ansætte en psykisk syg mand på næsten 60. Bente burde ikke frygte sparekniven, men hendes erfaring med kommunen er, at man aldrig er sikker i denne verden. Rita er bange for at miste sin pension, hvis hun beder kommunen om hjælp til at komme ud. Man hører jo, at fem minutter ude af huset er nok til en arbejdsprøvning nu om dage.

At sikkerhedsnettet svigter Søren, Rita og Bente, skyldes reformer, der paradoksalt nok er gennemført i velfærdens navn

Oveni kommer ydmygelserne, når mistroiske jobkonsulenter koster formålsløst rundt med Søren. Når Rita føler sig som en byrde for sine forældre og i fremmedes øjne. Eller når Bente med det yderste af neglene forsøger at holde fast i bare en smule hjælp. Den tryghed, som vores velfærdsstat skulle sikre, er for disse mennesker erstattet af afmagt.

At sikkerhedsnettet svigter Søren, Rita og Bente, skyldes reformer, der paradoksalt nok er gennemført i velfærdens navn. I 2011 foreslog VK-regeringen under mottoet ’Kontant sikring af Danmarks velfærd’ afskaffelse af efterløn, forringelse af fleksjob og førtidspension og benhård styring af de offentlige udgifter.

De fleste af reformerne blev gennemført af SF, S og R, der tog over senere samme år og tilføjede forringelse af sygedagpenge og kontanthjælp.

I 2014 skiftede regeringskasketterne igen hoveder, og Venstre har siden indført kontanthjælpsloft og 225-timers regel for at »sikre grundlaget for vækst og velfærd i fremtiden«, som beskæftigelsesminister Jørn Neergaard skrev i Berlingske 6.3.16.

De politikere, der har haft sikring af velfærden som erklæret mål, har i realiteten afskaffet den for vores mest udsatte borgere. Deres reformer er skyld i, at Søren kan glemme alt om førtidspension, mens Rita frygter at miste sin. De er skyld i, at Rita mangler kommunal hjælp, mens Bente frygter at miste sin. Og de er skyld i, at vores menneskesyn er grundlæggende ændret.

Da førtidspensionen de facto blev afskaffet i 2013, var det under overskriften ’En plads i fællesskabet’ – underforstået: Der er ingen plads til dem, der ikke kan arbejde. Da kontanthjælpsloftet blev indført, talte politikerne om hensynet til rengøringsdamen, for hvem det skal betale sig at arbejde – som om rengøringsdamen ikke også kan blive syg eller arbejdsløs. Som om mennesker på kontanthjælp er en separat og ringere race.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Reformerne HAR i ord og virkelighed skabt et ’dem mod os’, som umuliggør velfærd for alle. Det er ikke sket af økonomisk nødvendighed. For de beløb, staten har tjent på den korte bane ved at trække velfærdstæppet væk under de mest udsatte, er håndører i forhold til de milliarder, der er sluppet forbi Skat i samme periode.

Krisen er ovre, selv Nationalbanken ser lyst på fremtiden, og de rigeste er stukket af i formuestatistikkerne i en sådan grad, at de sagtens kunne betale bare en smule mere af overfloden tilbage til fællesskabet.

Det handler altså ikke om finanser, men om et politisk valg: Vil vi kun have velfærd for de stærke, eller vil vi også have tryghed for dem, der aldrig vil kunne klare sig selv?

I så fald skal vi skrotte reformpolitikken. Så skal vi ikke skære, men investere i livskvalitet, også for Søren, Rita og Bente. De bliver hverken raske eller selvforsørgende af den grund, men det er heller ikke pointen:

Pointen er, at de er mennesker, og i den velfærdsstat, jeg ønsker mig, udløser det i sig selv en plads i fællesskabet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden