Efter sit første besøg i USA bemærkede den britiske forfatter G.K. Chesterton (1874 -1936, red.) at nationen havde »en kirkes sjæl«.
Det var ikke landets religiøsitet, Chesterton sigtede til, men det, at det var opstået omkring en kerne af politiske overbevisninger, der var formuleret i en række grundlæggende »hellige tekster«, for eksempel Uafhængighedserklæringen. Han bemærkede, at USA i modsætning til europæiske lande ikke byggede sin fælles identitet på etnicitet, en særlig kulturel baggrund eller ’nationalkarakter’.
Det amerikanske eksperiments tyngde, mente han, hang sammen med, at det stræbte efter at lave »et hjem ud af vagabonder og en nation ud af mennesker i eksil«, der var knyttet sammen af en frivillig accept af fælles politiske overbevisninger. Nyere undersøgelser tegner dog et foruroligende billede af, at amerikanernes fælles nationale identitet er under opbrud, og at der langs eksisterende partiskel er ved at opstå to nationale fortællinger, der gensidigt udelukker hinanden.
Trump spreder utryghed i verden af i morgenUdgangspunktet for denne splittelse er vidt forskellige reaktioner på en demografisk kultur under forandring. Som følge af chokbølgerne fra disse forandringer – som Donald Trump udnyttede effektivt i sin valgkamp – er de politiske partier i færd med at flytte sig fra velkendte positioner, hvor konservative står over for liberale anskuelser, til et sæt nye poler med kulturel pluralisme over for en mere enstrenget kultur.
I en undersøgelse fra analyseinstituttet Associated Press-NORC giver respondenterne afhængig af partitilhørsforhold næsten diametralt modsatte svar på, hvilken kultur der betyder noget for amerikansk identitet. Hele 66 procent af demokraterne mod 35 procent af republikanerne siger, at blandingen af kulturer og værdier fra forskellige steder i verden er ekstremt vigtig for amerikansk identitet. Tilsvarende mener 64 procent af republikanerne mod 32 procent af demokraterne, at en kultur rodfæstet i kristne religiøse overbevisninger er ekstremt eller meget vigtig.
Disse divergerende opfattelser fremgår også af en ny undersøgelse fra analyseinstituttet PRRI, som beskæftiger sig med partipolitiske opfattelser af, hvilke grupper i det amerikanske samfund der udsættes for diskrimination.
Som amerikanerne generelt mener det store flertal af demokraterne, at minoritetsgrupper som afroamerikanere, immigranter, muslimer og homo- og transseksuelle bliver stærkt diskrimineret i USA. Kun omkring hver femte demokrat siger, at majoritetsgrupper som kristne eller hvide udsættes for diskrimination.
Langt færre republikanere ser omvendt ud til at mene, at nogen af minoritetsgrupperne bliver diskrimineret i større grad, og de mener, at hvide udsættes for nogenlunde lige så meget diskrimination som immigranter, muslimer og homo- og transseksuelle. Desuden mener kun 27 procent af republikanerne, at sorte oplever diskrimination i større grad, mens 43 procent omvendt mener, at det gælder hvide, og 48 procent, at det gælder kristne.
Disse partipolitiske portrætter sætter som helhed fokus på de modsætningsfulde reaktioner på forandringer i landets befolkningsforhold og kultur, navnlig det forhold, at USA i de seneste ti år er holdt op med at være et land med et hvidt, kristent befolkningsflertal, fra 54 procent i 2008 til 43 procent i dag.
Demokraterne – der for kun 29 procents vedkommende er hvide og kristne – tager disse forandringer til sig som en central del af deres vision om en foranderlig amerikansk identitet, der styrkes og fornys af forskellighed.
Republikanerne – hvoraf næsten tre fjerdedele identificerer sig som hvide og kristne – ser forandringerne som noget, der nedbryder en central kristen amerikansk identitet, og opfatter sig selv som mennesker, der er under belejring i et land, der er ved at ændre sig omkring dem.
USA-korrespondent: Trump gør alting helt anderledes, og verden har vænnet sig til detBlandt amerikanere fra begge politiske partier er der bred enighed om, at amerikansk identitet er under opbrud, men de giver vidt forskellige forklaringer på denne opfattelse. Cirka syv ud af ti republikanere og demokrater frygter, at USA er ved at miste sin nationale identitet, fremgår det af undersøgelsen fra AP-NORC. Selv om de to partiers tilhængere ikke er enige om mange ting, går det mere og mere op for begge parter, at modparten har fået en helt anderledes opfattelse af USA’s identitet og fremtid.
Disse reaktioner er i færd med at forandre de politiske magnetfelter, som definerer partierne. Lederne af Det Republikanske Parti har stor opbakning i deres bagland til Trump-regeringens dekret om at nægte borgere fra bestemte lande med muslimsk befolkningsflertal indrejsetilladelse. Men deres plan om at forkaste tidligere præsident Obamas sundhedsreform og erstatte den med noget andet blev på dramatisk vis afsporet af kredse i deres eget parti. Demokraterne har på den anden side stærk opbakning i partibasen til partiets immigrationsvenlige kurs og støtte til seksuelle minoriteter, men de oplever stigende modstand mod støtten til frihandel.
Det er ikke første gang i USA’s historie, at amerikansk identitet er under dramatisk forvandling. Det skete under den amerikanske borgerkrig, i forbindelse med den store immigrationsbølge omkring forrige århundredeskifte og under 1960’ernes kulturelle oprør.
Men i de pågældende perioder levede de hvide kristne stadig i sikker forvisning om, at de udgjorde landets demografiske og kulturelle flertal. Det springende punkt var, om de havde i sinde at gøre plads til nye grupper omkring et bord, som de stadig ejede. En gruppe fik typisk plads ved bordet mod, at den lod sig assimilere i flertalskulturen. Men i takt med at de hvide kristne de sidste ti år har mistet flertallet, kan denne velkendte strategi ikke længere bruges.
Trump er et produkt af erhvervslivets bullshitHvide kristne kæmper i dag med at acceptere en ny virkelighed – det uundgåelige tab af ejerskab til bordet til gengæld for en plads blandt ligemænd – og det er denne store udfordring, som ligger bag den omfattende nyorientering blandt partiets medlemmer, vi er vidner til i dag.
Det Demokratiske parti slås for sit vedkommende med at organisere sin mere forskelligartede koalition, og samtidig skal det forholde sig til sine egen stammeagtige fristelse til at dyrke en identitetspolitik, som giver plads til alle grupper undtagen hvide med en stærk kristen identitet. Hvis denne omorganisering af oppositionspartiet fortsætter, vil den udelukke et betydeligt antal hvide, som både er kritiske over for hvid nationalisme og trætte af at føle sig ignoreret på det identitetspolitiske område.
Den her skitserede udvikling er ikke uafvendelig, men hvis vi også fremover skal få mange mennesker til at slutte op om et fælles projekt, må begge partiers ledere give afkald på kortsigtede reaktioner og løfte den langt større udfordring med at skabe en ny national fortælling, som alle amerikanere kan identificere sig med.
fortsæt med at læse
