Sikke en lettelse: I de sidste dage har jeg frygtet, at Marine Le Pen og hendes fascistoide bevægelse skulle får overtaget i Frankrig.
Efter det uhyggelige møde mellem hende og Emmanuel Macron i sidste uge, hvor ingen af dem talte ordentligt om politik, og hvor Le Pen kun formåede at udtrykke had og beskyldninger af alle slags, var det usikkert, hvem der ville vinde. Efter første valgrunde havde de gamle partier tabt. Tilbage stod to bevægelser, Le Pens Front National og Macrons En Marche.
Så store muskler får Macron - ud over medaljonen med koden til atomkrigUnder demonstrationerne mellem de to valgrunder var et slogan ’Hverken Le Pen eller Macron’, og fra de gamle partier var det svært for vælgerne at få at vide og støtte til, hvem man skulle stemme på. Socialisten Jean-Luc Mélenchon ville ikke råde til noget, og nu efter valget er han stadig modvillig.
Stemmeprocenten var lav. Der var foruroligende mange, cirka en fjerdedel af vælgerbefolkningen, der enten ikke stemte, afgav en ugyldig stemme eller stemte blankt. Flere ville vente til efter kl. 17 og høre, hvad vej det gik, før de tog sig sammen til at gå til stemmeurnerne, men da det kom til stykket, havde alligevel så mange givet sig til kende, at det kan kaldes en bekvem sejr for Emmanuel Macron.
Frankrig er delt. Det er ikke noget nyt, men indrømmet: Det er svært at regere et delt land. Den franske ambassadør i Danmark citerede på valgaftenen de Gaulle for at sige, at man ikke kan regere et land, der laver 300 slags ost.
Det betyder i mine ører, at franskmændene er selvstændige mennesker, der producerer ud fra deres muligheder, og de tillader sig at tænke selv. Det kan der komme meget ud af på godt og ondt.
I dag ser det ud til, at Frankrig har fået en energisk og højt begavet ung præsident, der er villig til at samle stumperne op efter 30 års fejlslagen politik. Da de Gaulle skabte den femte republik, måtte han også klinke skårene, dengang efter et Frankrig, der havde samarbejdet med det nazistiske Tyskland.
Med sin beundringsværdige civilcourage havde denne militærmand skaffet sig en base i England og hævdet, at det var ham og hans tilhængere, der udgjorde det sande Frankrig, skønt de i begyndelsen af Anden Verdenskrig ikke var mange.
De Gaulles mod blev en opmuntring for rettænkende kvinder og mænd hjemme i Frankrig i de år. De gjorde modstand, og i en mindre kommune med byen Chambon-sur-Lignon var der over tusind jødiske flygtninge, der blev beskyttet mod de nazistiske mordere.
Macron besejrede Le Pen i 99 ud af 101 amterFrankrig ER mit venskabsland: Jeg har undervist i fransk i gymnasieskolen i 42 år, og jeg har altid interesseret mig for den splittelse og den selvstændige stædighed, der præger landets befolkning.
Jo, Frankrig er splittet. Men Macron har her ved begyndelsen af sin femårige regeringsperiode rakt ud til alle parter.
Hvis de folk, der er bange for globaliseringen, føler sig respekteret og hørt, har vi en chance i Europa. Vi kan ikke undvære fransk åbenhed. Heller ikke i Danmark.
Præsident Macron har sagt, at franskmændene og europæerne kan skabe et stærkt og åbent Europa sammen, ja endog et Frankrig sammen. Han har brug for sine landsmænd, og han har brug for os.
Genkender vi det? Også vore politikere er i krise. Også vi har brug for stærke ngo’er, der tør tænke selv og hjælpe flygtninge og mennesker i nød. Det behøver ikke gå ud over nogen.
Men hvis vi ikke tænker selv, hvis vi kun slutter os til de politikere, der kryber sammen bag lukkede grænser og kun er ivrige efter at dømme alt ude, som de mener er udansk, så mister vi vores værdier, både de danske og de europæiske. Nu er der i hvert fald tændt et håb.
fortsæt med at læse
