En 3-liters papdunk klirrer mindre end fire vinflasker ...
Jeg har fået at vide, at jeg syntes, det var smart, at far havde en stor dunk, han kunne tappe vin af i stedet for hele tiden at skulle hente nye flasker. En 3-liters rødvinsdunk er jo et dejligt tillidsboost, når man har brug for at lade alkoholen udviske problemerne og gøre det nemmere for sig selv at retfærdiggøre den næste dunk.
Hvordan skulle jeg som 9-årig vide, at alkoholikeren ikke tænker på mig? Jeg er bare et barn, og jeg forstår jo ikke, hvor vigtig alkoholen er for at skabe en narcissistisk illusion, hvor alting bliver godt, så længe promillen er høj nok.
Skal der vælges mellem flasken og barnet, mellem flasken og ansvaret, vil alkoholikeren altid vælge flasken.
Der tales op og ned ad stolper om alle alkoholikerens problemer, hvor meget han skal hjælpes, og der er ingen grænser for krav om forståelse. Men jeg mener, at den vigtigste faktor i alkoholens problematik er den helt uskyldige part i en alkoholikers selvbedrag og hærgen, nemlig barnet.
Jeg har selv oplevet, hvordan der bliver brugt meget tid og mange kræfter på at tale om alkoholikerens liv, mens jeg stod tilbage med den fuldstændigt misforståede opfattelse, at jeg var årsagen til, at far drikker. Når far drak for meget, fik jeg skældud, og når far drak for meget, var jeg i vejen og skulle passe mig selv.
Efter i mange år at have levet med far og flasken, hvor fuldskaben fyldte alt, når jeg var sammen med ham, med konstante undskyldninger for at undgå at se ham, nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke kunne leve med det længere. Jeg råbte højt om hjælp. HØJT!
Alkoholikerens børnHvordan kan skolen og kammeraternes forældre år efter år ignorere de tydelige tegn, et barn uvilkårligt vil vise, når det lever i skyggen af flasken?
Hvorfor kan ingen se, at barnet lider under mistrivslen og i stedet misforstået prøver at hjælpe far – ’det er jo barnets skyld’.
For hvor står det skrevet, at et 3-årigt barn absolut skal være årsagen til, at far drikker? Hvor er alkoholikerens eget ansvar henne? Skal han blot slippe af sted med at ødelægge sit eget barn, fordi flasken hele tiden råber højere end ansvaret? Skal han kunne slippe af sted med at råbe ’sygdom’ – og så helt glemme, hvad flasken gør ved barnet?
Jeg nægter at tro, at jeg skulle være den eneste, der har oplevet det her. Jeg vil påstå, at der er alt, alt for mange som mig, der er vokset op som barn af en alkoholiker (eller to?), med de dybe, dybe ar, det efterlader en med i sjælen og ofte på kroppen. Nogle kommer på et tidspunkt til at kunne tale om det, mens alt for mange tier det ihjel.
Jeg er træt af al den forståelse, vi skal have for den stakkels alkoholiker, mens barnet fra fødslen og hele livet igennem må leve med de store ar, det får, når flasken skal styre det hele.
Alkoholproblemer findes også i OverdanmarkHvornår får vi øjnene op for, at det ikke ’bare er en hudafskrabning’, men en kræftknude, der vil følge en resten af livet. Ikke bare til man selv er voksen, men hele livet.
Alkoholmisbrug er et stort tabuemne, men hvis vi ikke snart åbent taler om det, vil mange børn som jeg være i samme situation: De lider, fordi flasken kommer før ansvaret.
Det må ikke ske!
fortsæt med at læse
