Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Alkoholikerens børn

De er stort set usynlige. Glemt af samfundet, henvist til sig selv og de pårørende, der netop svigter dem. Børn af alkoholikere har brug for hjælp. Nu. Kronikøren læser religionssociologi og deltager i Blå Kors' støtteprojekt for børn af alkoholikere, TUBA.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Der ersket et forfærdeligt trafikuheld. Bilen er næsten totalskadet. Familien som består af mor, far og tre børn er alle slemt tilredte. Ambulancen kommer, men tager kun det ene familiemedlem med på hospitalet til behandling. Resten af familien må klare sig selv ...«.

Sådan starter Birgit Trembacz sin bog 'Familier med alkoholmonstre' (2002). Denne fortælling ville virke grotesk for enhver, men er desværre virkeligheden for de børn og unge, der vokser op i familier med alkoholmisbrug i Danmark.

Pointen i fortællingen understreger, at det er vigtigt, at der kommer fokus på de pårørende til alkoholmisbrugere. På trods af, at det generelt er et tabu at tale om alkoholforbrug og misbrug, er det tydeligt, at problemet opleves som stort. Alkoholproblemer påvirker nemlig ikke kun den, der drikker, men berører i allerhøjeste grad også de personer, der er følelsesmæssigt knyttet til den pårørende - dette gælder især børn og unge i disse familier.

Citatet er meget sigende for min egen livshistorie som voksent barn af en alkoholiker. Min familie bestod bare af en alkoholiseret mor, og vi var fire børn og en far, der måtte klare følgerne af min mors misbrug alene. Dette både da vi var børn, og da vi senere blev voksne. Af den grund forundres, harmes og allermest føler jeg sorg over at erfare, hvor lidt der gøres for denne gruppe.

Sorg - fordi det gør ondt at vide, at jeg på samme vis som 250.000 andre børn voksede op i et hjem med alkoholmisbrug. Uheldigvis boede jeg også i én af de kommuner, hvor man ifølge Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsattes (VFC) nylige kortlægning valgte at lukke øjnene for min mors misbrug. Eller snarere at lukke øjnene for min eksistens. Dette på trods af, at Sundhedsstyrelsen skønner, at der er en betydelig risiko for, at børn i familier med alkoholproblemer er udsat for omsorgssvigt.

Center for Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen (Broholm, 2001) anslår, at mellem 200.000 og 250.000 børn i alderen 0-18 år lever sammen med forældre, der har et regelmæssigt forbrug af alkohol og/eller stoffer. Selv hvis man regner med Sundhedsstyrelsens (2001) absolutte minimums tal på 60.000 (der kun dækker den hårdest belastede gruppe) er omkring fem procent af børn og unge i Danmark i risikozonen for at skulle bearbejde de følelsesmæssige, psykologiske, og/eller sociale konsekvenser, det kan have at være vokset op i en familie med alkoholproblemer. Af disse børn vil 30.000 få forskellige psykiske lidelser, og 20.000 vil få egne misbrugsproblemer, hvis de ikke får hjælp.

På trods af den nye behandlingsgaranti for alkoholikere er indsatsen for de udsattes børn og unge stadig mangelfuld. Ifølge VFC's kortlægning af de eksisterende tilbud til børn af familier med alkoholproblemer hedder det, at kun to ud af tre kommuner altid undersøger, om en borger har børn, hvis det formodes, at denne har et alkoholmisbrug. Dette betyder, at der i disse kommuner findes børn, hvis behov for hjælp muligvis ikke opdages. Disse børn vil senere få brug for støtte til at bearbejde de psykologiske symptomer, der er forbundet med deres forældres misbrug. En mulighed, der ikke er til stede i dag.

Da jeg selv søgte hjælp som voksent barn af en alkoholiker, mødte jeg nemlig endnu en mur. På trods af at undersøgelser viser, at mange børn af alkoholikere har brug for professionel hjælp, findes der ikke ressourcer til dette i samfundet. Siden 1992 har personer i akut krise, opstået som følge af en række specifikke hændelser, haft mulighed for at modtage behandling (i alt 12 timer) med tilskud fra sygesikringen hos psykologer med sygesikringsoverenskomst. Denne ordning omfatter dog ikke pårørende til alkoholmisbrugere. Dette på trods af, at der er en tydelig og statistisk signifikant forskel på det at være vokset op i et hjem med alkoholmisbrug og i hjem uden misbrug.

Ifølge Helle Lindgaards og Center for Rusmiddelforsknings undersøgelse af voksne børn fra familier med alkoholproblemer (2002:202) konkluderes der, at ud over selve alkoholproblemerne oplever disse børn også signifikant flere belastende livsbegivenheder i deres opvækst. Hvert tredje barn af en alkoholiker har eksempelvis været udsat for vold, hvilket kun halvt så mange fra ikke-alkoholiske familier har. Hver ottende er blevet seksuelt misbrugt af et familiemedlem, hvorimod tallet i familier uden misbrug er 4 ud af 100. Yderligere har hvert tredje barn oplevet selvmordsadfærd hos forældrene, mod kun 1 ud af 100 blandt ikke-misbrugsfamilier.

Jeg forundres, fordi regeringen intet gør. Voksne børn, der er vokset op i familier med alkoholproblemer, kan ifølge cand.psych. Helle Lindgaard ofte have psykiske vanskeligheder, selvmordsadfærd og flere psykiske lidelser. Hvert tredje voksne barn af en alkoholiker har f.eks. haft eller har en psykisk lidelse, defineret ved depression, angst og lign. Hver tredje har/har haft egne alkoholproblemer, hvilket kun 8 ud af 100 af voksne fra familier uden misbrug har haft. 9 procent har haft misbrug af heroin, morfin, ketogan og/eller metadon, mod kun 0,5 procent i andre familier. 21 procent svarede, at en søskende på et eller andet tidspunkt havde haft et problematisk forbrug af alkohol eller andre rusmidler. Undersøgelsen viser yderligere, at mange af de voksne børn ikke finder livet meningsfuldt, forståeligt og håndterligt.

Socialforskningsinstituttet har yderligere undersøgt langtidsvirkningerne for børn, der er vokset op i familier med alkoholmisbrug og konstaterer bl.a. en overdødelighed, og en overhyppighed af selvdestruktive adfærdsnormer blandt disse børn. For de børn, hvor moderen er alkoholiseret, er risikoen 2 1/2 gange større for at udføre et selvmordsforsøg, der udløser en hospitalsindlæggelse, end det er tilfældet for deres jævnaldrende.

I stedet for at henvise til professionel psykologhjælp eller andre behandlingstilbud, er de danske læger nødsaget til at henvise til åndelige selvhjælpsgrupper, der selv udtaler, at de ikke under nogen omstændigheder må træde i stedet for personlig professionel terapi, hvor en sådan skønnes påkrævet. Jeg harmes derfor over det paradoks, at der tilbydes offentlig støtte til psykologhjælp til personer der har forsøgt at begå selvmord, men at lignende hjælp ikke tilbydes voksne børn af alkoholikere. De tilbydes ikke hjælp på trods af, at 17 procent af alle voksne børn af alkoholikere har forsøgt eller truet med at begå selvmord.

Regeringen vælger altså at vente med at reagere, til den yderste konsekvens indtræffer. Dette på trods af, at der i Danmarks nationale handlingsplan for en samlet forebyggende indsats over for selvmordsadfærd anbefales en »iværksættelse af sociale og sundhedspolitiske tiltag, der sigter mod at øge menneskers livskvalitet og reducere mistrivsel, marginalisering og stigmatisering af dele af befolkningen i forhold til det øvrige samfund. Samt gennem forskellige pædagogiske og psykologiske tiltag at øge børn, unge og voksne og ældres evne til at håndtere konflikter og kriser«.

Regeringen opfylder derved ikke deres egne intentioner om at »prioritere indsatsen for bedre vilkår for de svageste grupper i vort samfund - de udsattes børn og unge, sindslidende, hjemløse, prostituerede og misbrugere ...«. Mit spørgsmål er derfor, hvornår regeringen vælger at lade denne prioritering indtræffe? Hvornår bliver disse børns livskvalitet og liv noget værd?

Man kan så spørge sig selv om, hvordan det danske samfund ville se ud, hvis disse modige børn fik muligheden for at bryde med deres sociale arv. Ville det overhovedet ændre noget? Svaret er JA!

Hvis disse børn ikke får muligheden for at bearbejde de psykologiske følger forbundet med deres forældres misbrug, er der en potentiel risiko for, at de selv udvikler et misbrug (hver tredje udvikler selv et alkoholmisbrug). De samfundsøkonomiske konsekvenser af dette er markante. I Sundhedsministeriets sundhedsanalyse fra 1999 konkluderes der, at alkoholmisbrug og storforbrug koster samfundet omkring 10 milliarder hvert år. Heraf går eksempelvis 3.134 mio. kr. til behandlingsomkostninger, færdselsulykker: 1.595 mio. kr., kriminalitet: 1.113 mio. kr., sociale omkostninger: 1.376 mio. kr., produktionstab: 4.794 mio. kr. Undersøgelsen viser yderligere, at bl.a. 61,9 procent af alle voldshandlinger, 45,8 procent af alle drabsforsøg og 58,8 procent af alle sædelighedsforbrydelser blev begået af en person, der var påvirket på gerningstidspunktet (Justitsministeriet 1990). Samtidig skønnes det, at 5 procent af tilkendelserne af førtidspension skyldes alkoholstorforbrug. Der skulle med andre ord være noget at 'spare'.

Unge er særligt udsat for psykiske, følelsesmæssige og sociale skadevirkninger fra eget eller andres alkoholmisbrug. Som tallene ovenfor illustrerer, er der en tydelig forbindelse mellem højrisiko alkoholindtagelse, vold, usikker sex, trafik - og andre typer ulykker, invaliditet og dødsfald. De sundhedsmæssige og økonomiske omkostninger ved alkoholrelaterede problemer udgør derfor en stor samfundsmæssig byrde. En byrde, man kunne komme til livs, hvis regeringen var interesseret i at investere i en langsigtet løsning.

Det skærer mig i hjertet at gøre disse børn og unges liv og livskvalitet op i tal. Men er det ikke kun tal og økonomi, som regeringen går op i? Når personer, der er blevet svigtet det meste af livet, endelig indser, at de har brug for hjælp og finder modet til at søge den, bliver mødt med et afslag, bekræftes de blot i én ting - nemlig at de intet er værd.

I WHO's Deklaration Vedrørende Unge og Alkohols (2001) fjerde grundlæggende princip hedder det: »Alle mennesker med et overdrevet eller sundhedsskadeligt alkoholforbrug og deres familiemedlemmer har ret til adgang til behandling og omsorg«, men hvorfor gør denne rettighed sig så ikke gældende i Danmark? Og hvordan kan læger og danske politikere stå inde for denne behandling af en allerede marginaliseret gruppe? En gruppe, der kunne blive konstruktive samfundsborgere, hvis de altså blev givet muligheden.

Det burde være en ret for de pårørende at få behandling uafhængigt af, om alkoholikeren ønsker at indgå i et behandlingsforløb. Dette kræver dog en anerkendelse af, at det kan være så belastende at være vokset op i et hjem med misbrug, at man har behov for hjælp til at bearbejde egne symptomer og uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. Dette fordrer naturligvis, at politikerne anerkender, at alkoholproblemer også findes i de relationer, alkoholikeren indgår i, så et mere relationsbaseret arbejde kan blive en mere integreret del af alkoholbehandlingen i Danmark. Ville det derfor ikke være en ide at gøre det til et samfundsprojekt at skabe fokus omkring en målgruppe, der ikke får tilstrækkelig støtte i dag?

Ønsker man at skabe mønsterbrydere i det danske samfund, må der nemlig være hjælp og støtte at hente. Hvis man sørgede for, at disse unge kunne bryde med deres sociale arv, ville samfundet derved også undgå, at de selv udviklede et misbrug, som de ville kunne give videre til deres egne børn. Derved undgår man også de samfundsøkonomiske omkostninger, der er ved at anbringe et barn uden for hjemmet, psykiatriske indlæggelser, sædelighedsforbrydelser og vold, samt at børn fødes med abstinenser og alkoholskader.

TUBA, der står for 'Terapi & rådgivning for Unge Børn af Alkoholikere', har eksisteret siden november 1997. De er en del af Blå Kors Danmark, som er en organisation, der har som sit hovedformål at hjælpe mennesker, der er i nød på grund af alkohol. Deres medarbejdere er uddannede psykologer eller psykoterapeuter og har et specialiseret kendskab til alkoholmisbrug og afhængighed. TUBA har en ventetid på 6-12 måneder på deres gratis terapi for voksne børn, dette på trods af, at de hvert år hjælper 250 unge i København. En ventetid, der burde fortælle politikerne, at der er mange unge og voksne børn, der inderligt ønsker at bryde med deres sociale arv. Men hvordan skal disse unge undgå at give op, når de bliver mødt med beskeden om at komme tilbage om et år, selvom de står i en dyb personlig krise?

De pårørende til misbrugeren kommer til at repræsentere en stor, men usynlig, gruppe i det danske samfund. De har ikke ressourcerne - måske ikke modet - til at råbe højt. Hvorfor? Fordi de hele deres liv er blevet svigtet. Svigtet af dem, der burde stå dem nær, af autoriteter, skolevæsenet, der ikke kunne tyde tegnene, eller som måske var af den opfattelse, at alkohol tilhørte privatlivets fred, og ikke mindst af myndighederne! De pårørende har aldrig haft muligheden for at tale om situationen i deres hjem, stille krav eller forlade en utålelig situation. De har derfor affundet sig med at være de tavse og glemte ofre.

Disse unge prøver dog, på deres egen måde, at skrige højt om hjælp gennem deres handlinger. Så hvad mere skal der til, før politikerne indser, at der er brug for hjælp? Hvor mange selvmord og alkoholikere skal der skabes af disse børn, før de bliver set og hørt?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden