Hvorfor drikker de unge i Danmark så meget, at de kommer til skade, nogle kommer sågar ud i dødsulykker, og så meget, at det påvirker deres indlæringsevne? Der har den seneste tid været en del debat om unges drukvaner, og de unge har svaret igen. Eksempelvis svarede en ung gymnasieelev igen på et forslag om forbud mod at drikke til fester på Ørestad Gymnasium. At et forbud ikke virker. Men hvorfor drikker de unge, og hvorfor vil de ikke ændre den praksis? Det giver ikke rigtig mening at stille det spørgsmål uden at stille et andet: Hvorfor drikker danskerne, og hvorfor vil de ikke ændre praksis? Druk er stadig et tabu i dagens Danmark, på trods af at vi nok alle sammen kender et eller flere mennesker, der drikker for meget. Det er stadig pinligt at tale om, især hvis nogen tæt på os drikker. I foråret udgav jeg romanen 'Sortedam'. Den handler om gymnasieeleven Sigrid, hvis mor drikker alt for meget. Ligesom min egen mor blev alkoholiker og døde af sit misbrug, ender Sigrids mor også alt for tidligt i en hvid kiste. I processen med at skrive romanen var der flere af mine nærmeste, som prikkede til mig og sagde, at hvis den virkelig var så svær at skrive, burde jeg måske lade være. Jeg blev imidlertid ved. LÆS OGSÅVoksnes druk skader børn mere end før antaget Her var et emne, som jeg vidste så meget konkret om, at jeg næsten ikke behøvede at lave research. Og så opdagede jeg, at på trods af at vi er en af de nationer, der drikker mest, findes der meget få skønlitterære danske værker, hvor emnet behandles, ikke ud fra alkoholikerens vinkel, men fra den pårørendes synsvinkel. Druk er stadig et tabu i Danmark. Den, der drikker for meget, bliver en slags synder eller en fortabt person. Et sørgeligt tilfælde. En, man taber og gerne holder op med at tale om. Liberale tænkere ville højst sandsynligt prædike, at den, der drikker for meget, selv er et hundrede procent ude om sit misbrug. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at en, der drikker for meget, selv må tage ansvar for at komme ud af sit misbrug, et hundrede procent, fordi det er den eneste mulige måde at komme misbruget til livs på. Men at tro, at vi i det her samfund har et frit valg, det er naivt. Vi bliver manipuleret til at tro, at vi har et frit valg, mens nogle tjener masser af penge på det. Reklamerne forherliger alkoholiske produkter med mere, de er mestre i visuel og auditiv løgn. Samtidig viser forskere, at det påvirker os ubevidst at blive udsat for reklamer, ligesom reklamebranchen hyrer hjerneforskere, når de skal producere reklamer. Men stadig er der nogen i det her land, der mener, at hvis man falder i og ikke kan klare 'mosten', er det bare ens egen skyld. Jeg vil til gengæld hævde, at vi i Danmark direkte fostrer alkoholikere. Vi nærer grobunden for at blive alkoholiker, fra vores børn er spæde og op gennem barndom og ungdom. Den jord, vores børn betræder, er gennemsyret af sprit. Vores drukkultur er berygtet. Noget af det første, en udlænding på et længere visit siger om danskerne, når man spørger ind til det (og hvis de er ærlige), er: at vi er venlige og hjælpsomme, og så drikker vi helt vildt meget. For nogen er det ligefrem et chok at gå en tur ned ad Købmagergade fredag aften. Eller bare være til en middag. Derfor har de unge, der protesterer i den her debat, også ret. Det nytter virkelig ikke noget at fokusere på de unges drukvaner og indføre forbud, når resten af Danmarks befolkningsgrupper ligger i cognaclage. Det er lidt ligesom børneopdragelsesmantraet: Dine børn gør ikke, hvad du siger, de gør, hvad du gør. De unge er næsten opdraget til at drikke med, så det er efter min mening altså ikke der, vi primært skal tage fat. Jeg synes først og fremmest, vi skal snakke.
Bryde tabuet, tale om det direkte, og få dem, der er berørt af problematikken, meget mere på banen. Det behøver ikke engang være en debat, men en seriøs og nysgerrig snak, der skal spore os ind på, hvorfor vi drikker så meget, og hvorfor vi har fået den kultur. Når først vi har en kultur, kan vi ikke ændre på den fra den ene dag til den anden gennem love og forbud. Lad os få både forskere og menigmand på banen, og lad os få det ud i offentligheden, så vi kan blive mere bevidst om den del af vores kultur. Vi kunne selvfølgelig også lade være, det er en del af problematikken: Vi har ikke lyst til at tale om vores drikkekultur, vi vil hellere bare fortsætte med at drikke. Men er det i orden, når vi har 122.000 børn, der vokser op med alkoholisme i familien og præges af det? Når der hver dag dør 20 mennesker af drukrelaterede sygdomme? En masse penge fosser ud af statskassen i alkoholens navn, mens vi hakker på de arbejdsløse og er sure over at betale så meget i skat. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at de undersøgelser, der er foretaget, viser, at det i hvert fald i øjeblikket og særligt i de ældre aldersgrupper er de veluddannede og mest velhavende i landet, som gennemsnitligt drikker mest alkohol. At være misbruger og at være pårørende er ikke nødvendigvis et underklassefænomen, det er heller ikke kun de unge, der drikker for meget, det er et alment fænomen. I Danmark er det normalt at drikke, og det er unormalt at lade være. Sådan har jeg det da også selv, for selvom jeg har haft alkoholismens skyggeside tæt inde på livet, er jeg del af den kultur, jeg er vokset op i. LÆS OGSÅAlkoholikere mødes med fordomme Hvis jeg tropper op til et festligt arrangement en fredag aften, og der ikke er noget alkohol på bordet, tænker jeg: De må enten være ædru alkoholikere eller en samling Jehovas vidner. Og jeg synes måske også, at det er lidt kedeligt, jeg havde da glædet mig til de der par glas god rødvin.
