I dag har vi oplevet intet mindre end et historisk gennembrud i debatten om den fælles velfærd og den offentlige sektor.
Med den nye rapport om dansk økonomi tager de økonomiske vismænd fat på en ellers overset del af økonomien, nemlig de dynamiske effekter af offentlige udgifter. Tidligere har man regnet med dynamiske effekter af skattelettelser, men penge brugt på velfærd har ikke været regnet med.
Vismændene erklærer krisen død: Dansk økonomi er kommet op i gear igenDet vil vismændene lave om på, for som de skriver, er det »væsentligt for, at politikerne har mulighed for at føre økonomisk politik på et retvisende grundlag«. Hvis man f.eks. bruger flere penge på velfærd, så har det altså også gavnlige effekter på beskæftigelsen og samfundsøkonomien, hvilket man ikke tidligere har medregnet.
I årevis har regnedrengene i Finansministeriet ellers trofast indtastet hver en lille ny nedskæring på velfærden og hver en trussel mod dagpengemodtagerne eller kontanthjælpsmodtagerne som en gevinst i deres regnemodeller, mens de ting, vi ellers sætter så stor pris på ved den skandinaviske model – sundhed, ældrepleje og børnepasning og en fornuftig infrastruktur – har været frygteligt fraværende i deres regneark som andet end udgifter.
Der er indlysende dynamiske effekter af offentlige udgifter. En uddannet arbejdskraft er en forudsætning for, at virksomhederne kan levere varer af høj kvalitet. Og hvordan vil man bringe varerne ud, hvis ikke samfundet leverer veje, de kan transporteres på?
Uden et socialt sikkerhedsnet skal man ikke forvente fordelene af en fleksibel arbejdsstyrke. Som vismændene skriver, bør det derfor »være en højt prioriteret opgave at øge viden om de dynamiske effekter af offentligt forbrug«.
Nu skulle man tro, at sådan en melding fra landets højeste autoritet automatisk ville sætte gang i arbejdet, men sådan går det desværre nok ikke. Se bare debatten om Danmarks økonomiske helbred.
Ditte Giese: Jeg får mavepine af at aflevere mit barn i institutionBåde i denne og flere foregående rapporter har vismændene fastslået, at økonomien grundlæggende er sund og fremtidssikret, og at vi ikke er truet af nogen såkaldt hængekøjeeffekt. Den der åh så belejlige brændende platform, som ofte bliver hevet frem, når man skal forsvare nye nedskæringer på velfærden, findes simpelthen ikke, fastslår vismændene.
Ikke desto mindre er det kun et par uger siden, at regeringen med finansministeren i spidsen brugte lige præcis den undskyldning for at foreslå en hævelse af pensionsalderen.
Derfor skal vi have tallene frem. Vi er klar over, at de beregninger, der skal til, ikke er simple. Den første gennemlæsning af vismændenes rapport demonstrerer til fulde økonomers hang til forbehold og til at skrive »alt andet lige« før enhver konklusion, men det er sådan set udmærket. Og meget bedre end den skråsikkerhed, hvormed vi normalt bliver præsenteret for Finansministeriets beregninger af effekten af egne forslag.
Hvor få var det f.eks. lige, Finansministeriet hævdede ville ryge ud over kanten efter dagpengereformen, og hvor mange var det lige, der faktisk fik smadret tilværelsen, da det kom til stykket?
Uanset forbeholdene er vismændenes konklusion klar: Der er dynamiske effekter at hente ved at investere pengene i den offentlige velfærd. Og de gør sig oveni købet den ulejlighed at begynde det regnestykke, der nu skal færdiggøres. De har nemlig regnet på de dynamiske effekter af offentlige investeringer af børnepasningen.
Regeringen vil have flere pædagoger til de mest udsatte børnDe konkluderer, at et lavere antal børn per voksen i dagtilbuddene øger beskæftigelsen, og at det er sandsynligt, at en større stigning i forældrebetalingen vil have en negativ effekt på forældres arbejdsudbud.
Med andre ord: Selvom prisen spiller en rolle er normeringerne i dagtilbuddene den væsentligste faktor. Forbedrer man normeringerne, har det altså gavnlige effekter på beskæftigelsen – forældrene arbejder mere, når de med ro i sinde kan vinke farvel til deres små børn vel vidende, at der bliver taget godt af dem, mens de er på arbejde.
Med den viden i baghovedet kunne det være interessant at få regnet på, hvor meget værdi, fællesskabet har mistet på, at vi siden finanskrisen har sagt farvel til omkring 35.000 kommunalt ansatte.
Det her kommer selvfølgelig ikke bag på nogen, som har beskæftiget sig en lille smule med den pædagogiske sektor. FOA har længe talt for sociale normeringer, hvor særligt dagtilbud i socialt udsatte områder får tilført ekstra voksne til gavn for både børn og forældre og resten af samfundet på både langt og kort sigt.
Vismænd afkræfter myte: Bedre børnepasning giver næppe forældre lyst til at arbejde mereMen det er befriende nu også at få den højeste økonomiske sagkundskabs ord for, at det arbejde, de varme hænder gør derude, er til gavn for os alle.
Vi er ikke i tvivl om, at der er mange flere af den slags hidtil ignorerede gevinster derude. Lad os nu komme i gang med at se på virkeligheden i et nyt perspektiv og få de varme hænder ind i de kolde beregninger, så politikerne kan få et ordentligt grundlag at tage deres beslutninger på.
fortsæt med at læse
