Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
AP
Foto: AP

Einsteins forskning var drevet af nysgerrighed - ikke nytteværdi.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mikkel Wold: Det unyttiges nødvendighed

I jagten på effektivitet og produktivitet glemmer vi det allervigtigste: Nysgerrigheden og erhvervelsen af viden for dens egen skyld.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1939 offentliggjorde den amerikanske forsker og leder af det verdensberømte Princeton Institute for Advance Studies, Abraham Flexner, en interessant artikel i tidsskriftet Harpers.

Artiklen havde den tilsyneladende selvmodsigende overskrift: ”The Usefulness of Useless Knowledge” – ”om nytten af unyttig viden”.

Flexner begynder sin artikel med at nævne en episode, som bortset fra den konkrete anledning kunne være helt nutidig.

En del år inden han skrev sin artikel, havde han en samtale med George Eastman. Mr. Eastman var ingen ringere end grundlæggeren af Kodak, og hans formue var enorm.

Hvis alting skal sættes ind i en brugbarheds-kategori, er det vejen mod den totale materialisme

Flexner beskriver Eastman som en klog og forudseende mand, optaget af kunst og musik, og i samtalen fortalte Eastman Flexner, at han havde tænkt sig at donere sin formue til fremme af uddannelse i ’nyttige videnskaber’. Da Flexner spurgte Eastman, hvem han anså for den mest nyttige videnskabsmand i verden, var svaret omgående: ’Marconi’.

Guglielmo Marconi var en italiensk fysiker og radiotekniker, og blev betragtet som en af radiotelegrafiens pioneer. Ikke én ville sikkert i dag undre sig over et sådan valg, for enhver kunne jo se, at radiotelegrafien var noget, man i høj grad kunne bruge til noget.

Men Flexners reaktion var, at uanset hvor meget nytte verden fik af den trådløse telegraf, var Marconis egen andel i opdagelsen ikke så stor. »Marconis opfindelse var uundgåelig«, sagde Flexner til Eastmans store forbløffelse.

Marconis opfindelse kunne ifølge Flexner aldrig være gjort uden den skotske matematiker og teoretiske fysiker James Maxwells erkendelser i 1860erne og 1870erne, eller den tyske fysiker Heinrich Hertz’ opdagelser 10 år senere.

Hverken Maxwell eller Hertz havde nogen som helst bekymring for, om deres opdagelser skulle kunne bruges til et eller andet. En sådan tanke var end ikke til stede i deres bevidsthed, sagde Flexner til den skeptiske Kodak-direktør. De havde ikke nogen praktisk anvendelse for øje med deres arbejde, det var udelukkende teoretisk. Og havde de bekymret sig om at skabe noget nyttigt, var deres opdagelser – uden hvilken radiotelegrafien aldrig var blevet mulig – næppe gjort, understregede Flexner.

Deres drivkraft var én eneste ting: nysgerrighed. Opfinderen var formelt set Marconi, men hvad var det han gjorde? Svaret er, skriver Felxner, at Marconi opfandt den sidste tekniske detalje, der kunne gøre de allerede gjorte opdagelser anvendelige. Maxwell og Hertz opfandt ikke noget, men det var deres i ordets egentlige forstand unyttige teoretiske arbejder, som fik en dygtig tekniker til at gøre det sidste, der skulle til for at skabe de nye kommunikationsmetoder.

Også andre for vores tekniske formåen helt afgørende opdagelser blev gjort af personer, der aldrig tænkte på, at de nu skulle opfinde noget nyttigt.

De blev gjort, fordi nogen ikke kunne lade være med at forfølge deres nysgerrighed. Faraday, Ørsted, Ampére og Wollaston er eksempler herpå. Et krav om at yde noget brugbart havde ødelagt deres virketrang, skriver Flexner, og han afsluttede sin samtale med Eastman med at hamre fast, at uddannelsesinstitutioner skal være optaget af at give nysgerrigheden de bedste betingelser!

Al viden begynder med forundringen

Jo mindre de er optaget af at skabe resultater, hvis anvendelighed er umiddelbar indlysende, jo bedre vil de være i stand til at gøre opdagelser, der bidrager til menneskelig velfærd.

Instituttet, som Flexner grundlagde i 1930 for private midler, drives i dag stadig efter de erkendelser, Flexner redegjorde for i sin artikel i Harpers.

Der er ingen incitamentskultur, der gives ikke særlige bonusordninger til dem, der kommer med nyttige opfindelser, der udarbejdes ikke ’forskningskontrakter’ - der er intet af den nyttetænkning, som uvidende administrationer på andre universiteter trækker ned over de ansatte.

Det har tiltrukket genier som Einstein, Bohr og Gödel, og det står i dag som et af de mest succesrige institutter i verden.

33 nobelpristagere kommer fra IAS, den prestigefyldte matematikpris Fields-medaljen har i 41 ud af 57 tilfælde haft modtagere tilknyttet IAS, den lige så prestigefyldte norske Abel-pris, der siden 2003 hvert år er blevet uddelt af den norske regering til en af verdens førende matematikere, er i 9 af 16 tilfælde gået til folk med tilknytning til IAS.

Instituttet er blevet til det, det er, ved at have forstået, at netop den teoretiske forskning, hvis nytte ikke forekommer umiddelbart indlysende, giver resultater, der kan være af fundamental betydning for menneskeheden.

Hvis man kun har øje for de satsninger, undersøgelser og den forskning, der synes at give et umiddelbart indlysende ’outcome’, ignorerer man ikke bare nogle helt grundlæggende klassiske erkendelsesmæssige betingelser, men man nedbryder også den tilgang til viden, som siden oldtiden har været så langt fra den instrumentalistiske indstilling, vi møder så ofte i dag. Ikke mindst i den vidunderlige og inspirerende bestseller ’Det unyttiges nytte’ har den italienske professor Nuccio Ordine nyligt uddybet dette synspunkt på bedste vis.

Den nu 99-årige kemiker og nobelpristager Jens Christian Skou flere gange gjort opmærksom på det her nævnte forhold i interviews og artikler. Han har direkte sagt, at havde han skullet forske under de nuværende betingelser, var den opdagelse, for hvilken han modtog nobelprisen, ikke blevet gjort.

Som Allan Flyvbjerg, tidligere dekan ved Health på Aarhus Universitet, gav udtryk for i en kronik sidste år, var Skous forskning en forskning, hvor det var nysgerrigheden og ønsket om at forstå, hvordan verden hang sammen, der drev værket: »Der var ikke nogen nagelfast projektbeskrivelse, og der var ikke noget klart formuleret ”outcome”. Der var ikke krav om at publicere delresultater, ikke et krav om et bestemt antal publiceringer, ej heller et krav om at bruge en stigende del af sin tid på at søge eksterne forskningsmidler« skrev Flyvbjerg.

Al viden begynder med forundringen. Platon beskriver det i skriftet Theaitetos, og Aristoteles beskriver det samme i sin Metafysik: »Det er forundringen, der fører mennesket til at filosofere« siger han, og samme sted i sin bog understreger han ligefrem, at visdommen er et mål i sig selv, og at studiet ikke sker med noget ’praktisk’ formål, men ud af kærlighed til erkendelse og til visdom. Det er kærlighed til visdom – philo-sophia – som er al videns begyndelse.

Også i oldtiden var der behov for at understrege forskellen mellem anvendt viden og den rene nysgerrighed. Om geometriens urfader Euklid fortælles det således, at en af hans elever en dag spurgte ham: »..og hvad får jeg så ud af det her?« hvorpå Euklid, konfronteret med elevens noget begrænsede forståelse for glæden ved at opdage, bad en slave om at give den unge mand en mønt, ”så han i det mindste får noget ud af det, han har lært«.

Det er således ikke nyt, at der er knap så dybsindige folk, der kun har blik for nytteværdierne. Det nye er, at de dominerer og styrer samfundet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne tendens tilat negligere det unyttiges betydning er ikke bare ødelæggende for vores erkendelse. Hvis alting skal sættes ind i en brugbarheds-kategori, er det vejen mod den totale materialisme. Så får man et afspiritualiseret samfund, hvor mennesket lever af brød alene, og hvor der ikke er nogen sansning af det, der går ud over det numeriske, det skalerbare og det, der kan puttes i regneark.

Et samfund, hvor homo oeconomicus, det økonomisk tænkende menneske, hersker fuldt og helt. For denne begrænsende indstilling tæller intet af det, der ikke kan tælles. Kunsten, litteraturen, musikken, religionen - alt, der har med ånd at gøre, vil være genstand for dyb foragt for det konsekvent nyttetænkende menneske.

Søg altid efter nye ting, mens du bevarer det, der er arvet fra historien

Charles Dickens er en af de forfattere, der skildrer fænomenet. Det gør han bl.a. i romanen Hårde Tider fra 1854, der handler om byen Coketown, en fiktiv grå by med industrialiseringens værste sider. Hvor der hos nogle kunne vise sig følelser og fantasi, skal skolen nok få bugt med det i skikkelse af læreren Gradgrin.

Alt, der kan være hindrende for produktiviteten og for tilførslen af fakta, undertrykkes. Børnene skal lære statistikker og tal, og det, der ikke er nyttigt, eller som er hindrende for produktiviteten og for tilførslen af fakta, skæres væk. Resultatet af denne forarmelse er naturligvis følelsesmæssig afstumpethed og mangel på sansning af åndelige forhold. De arme børn blev blot til »små papegøjer og regnemaskiner« skriver Dickens.

H. C. Andersen, som også havde et godt øje til denne nyttig-dumme indstilling, skildrer det bl.a. i eventyret om Snedronningen, hvor lille Kay rammes af en splint fra troldspejlet, så han helt mister sansen for det vigtige. Da hans slæde så hænger fast i Snedronningens store hvide slæde, og han suser hjælpeløs af sted, bliver han så bange, at han vil læse sit Fadervor, men ak, han kan kun huske den store tabel.

100 år efter Dickens og Andersen skrev den engelske forfatter Ray Bradbury fortællingen Fahrenheit 451. Det er den temperatur papir brænder ved, og i Bradburys mareridt af et fremtidsscenarie er biblioteker og bogsamlinger blevet forbudt. Derfor er der ingen inspiration til eftertanke, der er kun det rene underholdningssamfund, hvor den eneste tilgang til det bevægende er sentimentaliteten. Den litteratur, der skulle have formidlet visdom og indsigt, var forbudt.

Konsekvensen af at ignorere det musiske og det unyttiges nødvendighed er et samfund, hvor kun det anvendbare værdsættes. Et sådant samfund vil blive en åndløs og brutal affære. Det vil være præget af en socialdarwinisme og en overfladiskhed, som skræmmes af det dybsindige og som derfor vil bekæmpe det og undertrykke det. De menneskelige relationer vil kun være dem, det kan betale sig at have. De andre bliver middel og ikke mål.

Denne på en gang naive og rå indstilling er allerede så indarbejdet hos os, at det allerede kniber for os at frigøre os fra en instrumentel tilgang til vores viden og vores relationer. Inden vi begynder at beskæftige os med noget, skal formålet gerne stå klart. Nysgerrighed alene gør det ikke, tror vi. Det er derfor, vi har indført ordet kompetencer som erstatning for lærdom, viden og visdom. Kompetencer er noget, man kan bruge til noget, lige som ”redskaber” og ”værktøjer” for nu at tage et par andre af samtidens åndsforladte yndlingsmetaforer. Det er udtryk for en særlig form for indsnævret horisont, som begrænser vores erkendelsesrum. Det er lige som ham eleven hos Euklid.

Hvis viden bliver et redskab i stedet for et mål i sig selv bliver vi med garanti ikke meget klogere. Vi bliver tværtimod ikke så lidt dummere, hvis vi glemmer den visdom og viden, der ligger klar til gratis afhentning, f.eks. hos klassikerne og de store filosoffer og tænkere.

Hvis man glemmersin historie, må man repetere dens fejltagelser, siges det. Det er navnlig erindringen og historien, som vil kunne inspirere os væk fra de vildveje, jeg her prøver at beskrive. At kende sin historie er betingelsen for at forme fremtiden meningsfuldt. ”Nova semper quaerere, et parta custodire’ hedder et gammelt citat, som dog ikke er mere antikveret, end at jeg for nylig hørte det i et foredrag af en af Italiens førende økonomer, professor Stefano Zamagni. Det stammer fra det 5. århundrede, ophavsmanden er biskop Ambrosius i Milano og ordene kan oversættes til: »Søg altid efter nye ting, mens du bevarer det, der er arvet fra historien.«.

På Fredericia bymuseum har de et citat lidt i samme retning skrevet på væggen: »Et folk bliver rodløst, hvis det svigter sin arv fra fortiden«.

Citatet stammer fra den tidligere rigsantikvar og originaletænker P. V. Glob. Et sådant citat er der visioner i. Det beskriver erindringens og fortidens betydning. Ikke at forveksle med den sentimentalisering af fortiden, som vi møder i nostalgien.

Nostalgi er dybest set ikke andet end ønsket om at vende tilbage til en fortid, der aldrig har eksisteret undtagen i nostalgikerens længsel. Nostalgien er særlig virkningsfuld i perioder med stor usikkerhed, som det er tilfældet med vores egen tid. Men skal man se fremad, gøres det nu engang bedst ved at medtage den arv og den skat, der ligger i historien.

I Bradburys roman var det yderst virkningsfuldt at afskære befolkningen fra forbindelsen til fortiden og den visdom, de store forfattere havde gjort mulig at erhverve. På den måde kunne befolkningen let manipuleres. Kun en lille gruppe partisaner prøvede at bevare bøgerne ved at lære dem udenad. Dermed forsøgte de at bevare grundlaget for civilisationen og for en modstand mod diktatoren, som havde erstattet bibliotekerne med brød og skuespil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Al viden begynder med forundringen, sagde de gamle. Det er interessant, at man ikke behøver at lære børn at undres. Den evne har de med sig fra fødselen. Men man kan ødelægge denne undren ved at sætte den ind under brugbarhedskriterier og forlange, at den kun udfoldes som nyttiggjort interesse. Derved mister man sansen for nysgerrigheden og for ånd, visdom og indsigt.

Og nej, det er ikke kun noget en ’elite’ er optaget af. Hvad Andersen, Dickens og Bradbury beskriver er folkeligt og vedkommende på tværs af uddannelse og social arv. Det tilkommer enhver at undres.

Den instrumentelle tænkemåde, jeg her angriber, udtrykker en særlig form for stupiditet. Ikke som manglende kundskaber eller lav intelligens, men stupiditet som foragt for nysgerrigheden og det ikke-målbare.

Det er stupiditeten, der reducerer nysgerrighed, forundringsevnen og længselen efter visdom til en ideologi om effektivitet og nytte, og det er stupiditeten, der gør mennesket til et homo oeconomicus – et økonomisk tænkende væsen i videste forstand. En eklatant mangel på dannelse, kunne man sige. I dag er det denne stupiditet, der præger vores kultur. Det er forhåbentlig kun en overgang.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden