Forleden var jeg igen i svømmehallen med min søn Carlo på 10 år. Vores svømmeture indebærer ofte et besøg på McDonald’s bagefter, skønt Carlo hader, at der er så mange mennesker. Til gengæld elsker han at gøre noget, som virkelig mange mennesker, og især jævnaldrende børn, gør.
Kender man lidt til normaltbegavede infantil autister, har man formentlig en klar idé om, hvorfor den slags spiller en særlig rolle i hans selvværd. Selvværdet led dog et lille ekstra knæk under indtagelse af dagens happy meal. Ikke på grund af de sædvanlige konflikter om, hvorfor man ikke må få en mangosmoothie til maden, eller hvorfor man ikke smider de våde sokker midt på en restaurant.
