I velfærdsstaten er iværksætteri for det meste umuligt og ofte direkte ulovligt. Velfærdssektoren er gennemreguleret og beskyttet mod konkurrence. Særinteresser sidder tungt på uddannelse, sundhed, ældrepleje osv. De kæmper med næb og kløer for at beholde deres erhvervede rettigheder.
Velfærdssektoren kan derfor kun tage ny teknologi til sig, så længe det sker inden for den eksisterende organisatoriske ramme. Det krævede ikke en grundlæggende ændring af sundhedsvæsenets indretning at udnytte potentialet i penicillin. Nogle teknologier kræver imidlertid en ny forretningsmodel, hvis deres potentiale skal udnyttes. Netflix og HBO driver forretning på en helt anden måde, end Blockbuster gjorde. Også inden for musik, bankvirksomhed og medier er gamle forretningsmodeller blevet udfordret og ændret af ny teknologi.
Digitaliseringen rummer et kæmpe potentiale for at udvikle og forbedre sundhedsydelser og undervisning. Men det potentiale kan ikke realiseres ved blot at indføre it i det eksisterende sundhedsvæsen og i den eksisterende undervisningssektor, lige så lidt som digitalisering af videoudlejning handlede om at opstille computere i Blockbusters butikker.
Fremtidens sundhed og uddannelse skal leveres på måder, som vi ikke kender i dag. Det er imidlertid ikke muligt på forhånd at vide, blot tilnærmelsesvis, hvordan fremtidens sygehus, praksissektor, folkeskole, erhvervsskole, gymnasium eller universitet bedst indrettes. Der må eksperimenteres med forskellige forretningsmodeller, produkter, organiseringsformer og – ikke mindst – ejerskabsstrukturer.
Ingen kunne for eksempel have forudset, at elektriciteten ville føre til elevatoren og dermed skyskraberen og den moderne millionby. Eller at mobiltelefonen ville revolutionere elektronisk betaling, medieforbrug, dating og taxabranchen. Ingen kunne på forhånd have planlagt udviklingen. Den fandt sted. Nedefra og op.
Radikal innovation, som blandt andet digitaliseringen kræver af store dele af velfærdssektoren, kan kun gennemføres ved trial and error. Den eneste institution, som gennem historien har vist sig nogenlunde til at håndtere den udfordring, er markedet.
På et marked har iværksættere mulighed for at søsætte nye forretningsmodeller, fordi konkurrence er tilladt, og kunderne har mulighed for at fravælge en leverandør til fordel for en anden. Langt de fleste af disse nye idéer viser sig ikke at være bæredygtige. De fleste iværksættere forsøger, men mislykkes. Men en sjælden gang imellem opstår noget fundamentalt nyt, som er så overlegent, at det helt – eller næsten helt – erstatter konkurrerende produkter.
For eksempel glødelampen, som (stort set) erstattede stearinlys og petroleumslamper som belysning, eller digitalfotografering, som erstattede film. Dette skete ikke som følge af en planlagt udvikling, men som følge af millioner af menneskers personlige valg. Nye produkter, som faldt i kundernes smag, vandt frem. Andre forsvandt igen, og investorerne led tab. Innovation er en evolutionær proces. Gradvis gennem trial and error afprøves nye idéer. Gode idéer får lov til at overleve og vinde frem. Dårlige idéer forgår.
Lyt nu til os, der kender virkeligheden, når I moderniserer den offentlige sektorSom Produktivitetskommissionen konkluderede: »Velfungerende markeder, hvor virksomhederne konkurrerer om kunderne på lige vilkår, tilskynder virksomhederne til at være innovative og effektive og gør det muligt for de dygtige virksomheder at vokse på bekostning af de mindre dygtige«.
Innovation er ikke helt umuligt inden for velfærdssektoren. Det er muligt at lave forsøg i småskala, at evaluere dem, udvælge de lovende forandringer og skalere dem op. Den slags foregår også i et vist omfang i praksis.
Men velfærdssektoren er et politisk styret system, som grundlæggende er konservativt, når det handler om egen organiseringsform og forretningsmodel. Derfor er der former for innovation, som velfærdssektoren ikke vil tillade. Professor Clayton Christensen viste i bogen ’The Innovator’s Dilemma’, at radikal innovation er vanskeligt at opnå selv i private virksomheder trods den konstante fare for at miste markedsandele til konkurrenter og i værste fald at gå konkurs. Når der i en markedsøkonomi sker radikal innovation, kommer den som oftest fra iværksættere som Netflix snarere end etablerede virksomheder som Blockbuster.
Velfærdssektoren er skærmet fra konkurrence fra iværksættere. Den er iværksætterfri zone, og derfor kan innovation kun ske inden for de givne politiske rammer. Det, vi får brug for i de kommende år, er imidlertid radikal innovation og viljen til at eksperimentere med helt nye måder at gøre tingene på. Det kommer kun til at ske, hvis vi via markedskræfterne får iværksættere ind i velfærdssektoren.
Velfærdssektorens insidere vil selvfølgelig gerne indføre ny teknologi og nye metoder, og de gør det i stort omfang. Men de vil stort set aldrig frivilligt søge efter at indføre nye produktionsformer, som kan levere velfærdsydelser markant billigere. I velfærdssektoren vil det som oftest indebære færre medarbejdere, eftersom medarbejderes løn er den altdominerende udgift. Det vil de offentlige fagforeninger kæmpe imod med næb og kløer. Forvaltningschefer vil heller ikke være begejstrede for at skulle være chefer for færre medarbejdere. Og politikere vil indse, at kampen imod stærke, velorganiserede særinteresser ikke er værd at tage.
Kim Brinckmann: Der findes tilsyneladende ingen større mening med det velfærdssamfund, vi holder så meget afDer er også et andet – og måske endnu større – problem. Iværksætteri er af natur ekstremt risikabelt. 95 procent af alle start up-iværksættere opnår ikke det forventede afkast, og 30-40 procent brænder hele den investerede kapital af uden at levere noget som helst afkast overhovedet. Denne enorme risiko er der kun nogen, som vil løbe, hvis der til gengæld ved succes er en meget stor gevinst. De fem procent af projekterne, som lykkes, skal give et afkast, som kan kompensere for tabet ved de 95 procent af projekterne, som ikke lykkes. Oveni skal lægges en risikopræmie, som skal være stor, for at det er attraktivt at løbe risikoen.
Den offentlige velfærdssektor er imidlertid ikke indrettet, så iværksættere, der lykkes, kan få et sådant afkast. Ansatte i sektoren kan typisk ikke aflønnes på den måde. Og rent kulturelt har vi at gøre med en sektor, hvor man ser med stor skepsis på begrebet profit. Det anvendes ofte som et argument imod at bruge private leverandører, at de jo skal tjene profit, hvilket – helt fejlagtigt i øvrigt – opfattes som penge, der går fra velfærden og til et formål, som er spild af penge.
Samlet set kan man derfor ikke forvente en stærk iværksætterkultur i en politisk styret sektor uden profitmotiv. De fleste med egentlige iværksættergener vil søge andetsteds hen.
En dansk velfærds-iværksætter, som udvikler en banebrydende ny måde at drive ungdomsuddannelse, ældrepleje, plejehjem, bibliotek, universitet, sygehus, vuggestue, børnehave eller voksenuddannelse på, kan ikke bare slå sig sammen med en investor og gå i gang. Slet ikke.
Alle disse ydelser er finansieret af skatteyderne, og statsmagten bestemmer, hvem der kan få finansiering til at levere ydelserne. En velfærdsiværksætter kan ikke konkurrere på de vilkår. I landet med verdens højeste skattetryk har næsten ingen borger råd til at betale fuldt ud af egen lomme, hvad disse ydelser koster.
Fraværet af innovation betyder, at velfærdsstaten gradvist bliver dyrere uden at blive bedre. Informationssamfundet fik vi, da vi gjorde information billigt. Velfærdssamfundet får vi først for alvor, når vi formår at skabe innovation, som på lignende vis gør velfærd – uddannelse, sundhed og pleje – markant billigere.
Velfærdssektorens insidere vil gerne arbejde innovativt, men sektorens kulturelle forståelse, opbygget igennem årtier, er, at man kun kan få mere velfærd ved at tilføre flere penge. I velfærdsstatens guldalder i 1950’erne og frem til slutningen af 1970’erne, var der rigeligt med ressourcer: Skattetrykket blev fordoblet, og stort set hele væksten i arbejdsstyrken blev tilført den offentlige sektor. Den tid er forbi, men sektorens kultur lever videre.
I velfærdssektorens forståelse handler innovation ikke om at gøre ting billigere og mere effektive. Tværtimod er opfattelsen ofte, at ny teknologi gør tingene dyrere. Hvilket dog paradoksalt nok ikke forhindrer aktørerne i at kalde det ’investeringer’. I den private sektor forstår man en investering som noget, der giver et afkast. Men i folkeskolen er ’investeringer’ i software blot en udgift, som bliver lagt oven i alle de andre udgifter. En innovativ tilgang til it i folkeskolen ville indebære en søgning efter nye måder at indrette undervisningen på, så man kunne opnå den samme læring med markant færre ressourcer. Spørg Anders Bondo, hvad han synes om den tanke.
Uden den innovative kraft fra iværksættere vil velfærdsstaten gradvist gå under. Ydelserne vil blive gradvist dyrere og dårligere, i takt med at lønningerne stiger, uden at produktiviteten følger med. Den voksende frustration hos politikerne over denne tilstand vil føre til stadig strammere politisk styring og dermed en bureaukratisk tilsanding, som kun gør tingene værre.
Der er kun én redning for velfærdsstaten: Den skal åbnes mod omverdenen. Offentlige velfærdsmonopoler skal laves om til selvejende institutioner i fri konkurrence med hinanden og private velfærdsiværksættere.
fortsæt med at læse
