Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Anne-Marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Foto: Anne-Marie Steen Petersen/Politiken-Tegning

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Kim Brinckmann: Der findes tilsyneladende ingen større mening med det velfærdssamfund, vi holder så meget af

Hvis det danske samfund kunne indplaceres i Maslows behovspyramide, har vi sat os tungt på pyramidetoppen; alle basale behov er for længst tilgodeset, men vi er løbet sur i den nationale selvrealisering.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Drømme bliver sjældent til virkelighed. Slet ikke, når det handler om politik og komplicerede samfundskonstruktioner. Men udviklingen af det danske velfærdssamfund er en herlig undtagelse.

De politiske visioner er realiseret til overflod. Vi fik velfærd med børnepasning, uddannelsestilbud, hospitaler, ældreomsorg, a-kasser og fritid. Og vi fik oven i købet masser af velstand. En smuk historie, hvor drivkraften ikke var modsætninger og solopræstationer på andres bekostning, men en tro på, at det bedste samfund bygges på fællesskab, tryghed og solidaritet.

Jeg elsker den fortælling, og jeg er ikke alene. Når vi stemmer om de værdier, der definerer Danmark bedst, suser velfærdssamfundet ind på førstepladsen.

Stauning, Krag og de andre socialdemokratiske koryfæer har fået æren for samfundsmodelbyggeriet. Fair nok, de tænkte tankerne og slog stregerne, men styrken ligger også i en bred politisk konsensus hen over årtier.

Vigtigst af alt er vores velfærdssamfund skabt i samklang med hårdtarbejdende danskere med helt almindelige fremtidsdrømme. Min farmor og farfar hed Laurine og Anton. En fabriksarbejderske og en murerarbejdsmand.

De sled og slæbte og købte en grund på en mark i Vanløse og byggede et lille hus af de forhåndenværende materialer. Jeg ved ikke, om de var glade og lykkelige, det talte de ikke om. Men de var ivrigt opsatte på at skabe en bedre materiel tilværelse for sig og sine.

Jeg tænker tit, at der lige om lidt kommer en ansvarlig politiker, en intellektuel eller en præst, der kan revse og retvise os. Men det sker ikke

Min far og mor var de næste. En klejnsmed og en hjemmegående husmor. De overtog det lille hus, den nøjsomme levevis og den materielle stræben.

Med nuancer ligner min baggrund mange andres. De troede på et projekt, som handlede om at skabe velfærd i fællesskab og realisere forståelige drømme om hus, bil, farvefjernsyn og en ferierejse til Mallorca.

Vi gjorde det; sejrede ad helvede til, godt. Men fortællingen om det danske velfærdssamfund skrives bedst i datid. En krønike, der ligner en kvalt succes hinsides Stauning & Co.

Der findes tilsyneladende ingen større mening med det velfærdssamfund, vi holder så meget af. Ingen overbygning med ambitioner om at lade velfærd og velstand komme flest muligt til gode inden og uden for landegrænsen. Tværtimod. Fortsættelsen af velfærdsmiraklet ligner et nøjeregnende overflodssamfund med ondt i anstændigheden.

Det lille hus er blevet stort og ligner i øvrigt sommerhuset til forveksling. Bilen er blevet til to i dobbeltcarport. Farvefjernsynet er blevet til fladskærme i samtlige rum samt et virvar af tablets. De seks ferieuger er under pres, fordi vi skal bade på Maldiverne, mens skituren går til Alperne og smutturen til London og Paris.

Overdrevet? Ja, for de få, der har alt for lidt, men ikke for de mange, der har alt for meget.

Hvis det danske samfund kunne indplaceres i Maslows behovspyramide, har vi sat os tungt på pyramidetoppen; alle basale behov er for længst tilgodeset, men vi er løbet sur i den nationale selvrealisering.

Tilbage i velfærdstid handlede de vigtige politiske spørgsmål om folkepension, almennyttige boliger og løn under barsel. I dag er topskatteprocenten et kabinetsspørgsmål, og skat på ejerbolig et kardinalpunkt for enhver regering.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sæt nu, at ejendomsværdiskatten og ’knækket’ rammer millimeter forkert. Boligejernes rekordstore friværdi på 3.142 milliarder kroner er på spil.

Tænk, hvis vi nærede samme omsorg for kontanthjælpsmodtagere. Men det gør vi langtfra. I et bredt flertal i Folketing og befolkning er der enighed om, at der skal være rigtig lavt til kontanthjælpsloftet.

Sådan må det være i et samfund, hvor meldingen om, at antallet af fattige er fordoblet siden 2002, mødes med et skuldertræk og en efterfølgende diskussion om målemetoder.

På udlændinge- og integrationsområdet sætter vi uden at blinke spørgsmålstegn ved andre menneskers nød og elendighed og tilmed ved FN’s konventioner. Vi afslører holdninger, som jeg har det skidt med at sammenfatte i et ord, men fremmedfjendsk er vel det, som kommer tættest på. 50 stramninger på flygtningeområdet burde mødes med beklagelse og aldrig med lagkagefejring.

På ubestemt tid har et bredt flertal i Folketinget besluttet, at Danmark ikke kan rumme 500 kvoteflygtninge, altså dem med størst behov for en udstrakt hånd. Og i fremtidige krisesituationer kan vi nu afvise asylansøgere ved grænsen – også uledsagede børn.

Tillykke med endnu en bundrekord. Selv Maude i ’Matador’ kunne finde ud af at hjælpe hr. Stein ud til grisehandleren og videre til Sverige i en krisesituation.

Mine børns kloge mormor siger, at »man skal gøre sit lille bedste«. Det finder vi aldrig ud af i udlændinge- og integrationsdebatten, hvor de eneste, vi ikke stiller krav til, er os selv.

I stedet nærer vi stor tillid til indsatsen i nærområderne. Så stor, at dansk udviklingsbistand beskæres og har nået det laveste niveau siden 1983.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi broderer videre på et velfærdssamfund uden overbygning og humane principper. Jeg tænker tit, at der lige om lidt kommer en ansvarlig politiker, en intellektuel eller en præst, der kan revse og retvise os.

Men det sker ikke. I stedet mødes jeg af tidens socialdemokrater med et nyt principprogram og Henrik Sass Larsen i front, der mener, at velfærdssamfundet trues af utopiske humanister, der går Inger Støjbergs ærinde.

Tja, bum-bum, jeg savner sgu Svend Auken, Poul Henningsen og paven i Rom.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden