Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Unge aktivister: Synes du ikke, det ville være en god idé for dig at få et par nye bryster?

Lyt til artiklen

Allerførst: Vi kan godt lide dem, der får lavet brystoperationer. For nogle mennesker er det meget vigtigt, og det synes vi er helt i orden. Hvad vi ikke bryder os om er, at et privathospital indtager vores by med deres reklamer for kirurgi. Det er en uetisk markedsføringsstrategi.

Reklamerne promoverer ét bestemt skønhedsideal som værende det eneste rigtige. Det mener vi er at overskride grænsen for, hvad man som virksomhed kan tillade sig, når man reklamerer for sine ydelser. Ydermere mener vi, at det er kapitalisme, der går over gevind. Hvis man skal i supermarkedet, i skole, på arbejde, hvis man venter på bussen, hvis man går en tur eller hvis man bare er i byen, så bliver man konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt man kunne tænke sig nogle nye bryster.

Hvor er pikken henne?

Vi har svært ved at forestille os et menneske konfrontere et andet menneske på den måde: »Goddag, synes du ikke det ville være en god idé for dig at få et par nye bryster?«. Ikke nok med det, så rummer reklamerne også tilbuddet om at få det ført ud i livet. Så egentlig lyder reklameteksten: »Goddag, synes du ikke, det ville være en god idé for dig at få et par nye bryster? Skal vi sige på mandag?«. Absurd, ikke?

Privathospitalets busreklamer for ’nye bryster’ har tiårsjubilæum i år. Reklamerne har efterhånden været i det offentlige rum så længe, at de for mange er blevet til en naturlighed - det kan vi godt forstå. Men det bekymrer os at tænke på, hvad der vil ske med vores moralske smertegrænse, hvis reklamerne får lov til at holde 20 års jubilæum.

Ifølge Markedsføringslovens § 1, stk. 1 skal alle erhvervsdrivende omfattet af loven, herunder også privathospitaler, »(...) udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser«. Vi mener ikke, at bryst-reklamerne er i overensstemmelse med denne lov.

Movia kigger på bryster

Loven siger også, at børn og unge skal beskyttes mod markedsføring. Vi er overbeviste om, at reklamerne for nye bryster er medvirkende til, at så mange unge føler sig forkerte. Forleden offentliggjorde Tv2 en undersøgelse af 3.000 unges forhold til deres kroppe, hvor halvdelen fortalte, at de har det dårligt med deres udseende. De føler ikke, de kan leve op til kropsidealerne, og det er især pigerne, der har det svært. Så hvordan kan det være, at reklamerne stadig er på busserne? Set i lyset af ovenstående undersøgelse, mener vi, det er uforsvarligt.

Vores mål er at få privathospitalets socialt uansvarlige reklamer fjernet fra offentligheden. Det er vigtigt at modarbejde promovering af skønhedsidealer og kropsstereotyper i vores alle sammens offentlige rum og kollektive trafik. Udover at få reklamerne af busserne er vores ambition at få folk til at forholde sig kritisk til reklamernes budskab om, at vi har brug for nye bryster og fedtsugninger. På et mere overordnet plan vil vi gerne sætte gang i debatten om markedsføring i det offentlige rum og det sociale ansvar, der er forbundet hermed.

Vil du gerne deltage i kampagnen? Find os på Facebook og kom og vær med, når vi mødes på Rådhuspladsen 5. juli kl. 17.00. Alle er velkomne.

Dette indlæg har også været bragt hos Friktion.

Clara Louise Søndergaard og Kaare Rugsted

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her