Både det digitale og det virkelige gadebillede flyder i disse dage over med glade studenter. Mange hælder ekstra champagne i glasset, fordi de har scoret 12 i deres afsluttende eksamen og kan nedgrifle det flotte ciffer på indersiden af deres studenterhuer. Jeg forstår dem fuldstændig: Når man præsterer, skal det fejres.
Men hvor de nyudklækkede studenter er verdensmestre i at spørge hinanden, hvilket tal der står i sidemandens hue, er et andet og langt vigtigere spørgsmål gledet fuldstændig ud af billedet. Har du lært noget? Er du blevet klogere? Årtier med en præstationsfikseret uddannelsespolitik har gjort tallet i huen vigtigere end undervisningens indhold og dybde. Det er en katastrofe.
Danmark har ikke kun brug for 12-tals piger og drengeFor selv om karakterer kan være en udmærket gulerod, der gør lektielæsningen mere spiselig, må de aldrig blive det eneste, vores studerende går op i. Vi uddanner for at lægge byggestenene til en dannet og oplyst befolkning. For at udklække innovative og nysgerrige borgere, der har lyst til at deltage i samfundet. For at skabe hele mennesker. Derfor er det sørgeligt, at vi nu kun interesserer os for, hvad der står i vores studenterhue.
Hvis vi skal have den frie og dannende undervisning tilbage, kræver det først og fremmest et opgør med den testkultur, der dominerer uddannelsessystemet fra folkeskolens mindste klasser og frem.
Lige fra 3. klasse bliver eleverne afkrævet svar på snævre ja-nej-spørgsmål i nationale tests, som skærer alle over én kam og opildner eleverne til at vægte testresultater højere end faglig forståelse og reelt indhold.
Resultatet af folkeskolens testmani er, at vi unge kun tænker i karakterer, når vi har slidt os gennem folkeskolens afsluttende eksamener og skal videre på en ungdomsuddannelse. I stedet for at vælge de fag, vi interesserer os mest for, søger vi derhen, hvor vi nemmest kan plukke de høje karakterer.
Karakterræset er en sygdom, som præger alle eleverI stedet for at høre efter i alle fag prioriterer vi dem med højest karaktervægt. I stedet for at søge den indholdsmæssige forståelse spiller vi spillet om lærerens gunst og opmærksomhed. Den faglige nysgerrighed er blevet en sidehistorie i romanen om det altoverskyggende karakterræs.
Og så har jeg slet ikke nævnt den fatale menneskelige slagside, det store karakterfokus også har medført.
En rapport fra Aarhus Universitet viste i foråret, at historisk mange gymnasieelever er lige så stressede som de 20 procent mest stressede voksne. Det er ganske enkelt skandaløst, at en hel generation går rundt og føler, at det er surt show og direkte på kontanthjælp, hvis ikke man kan følge med i karakterjunglen.
Vi er nødt til at tage et opgør med det enorme karakterræs, der dominerer de danske uddannelser. Jeg håber, at studenter om 10 år interesserer sig mere for, hvad de har lært til eksamen, og mindre for, om det så resulterede i et 12- eller 4-tal.
fortsæt med at læse
