Der er jokket i folkestyrets myretue. Populismen stormer frem, tilliden til de gamle partier styrtdykker, og der er pludselige folkestemninger af både vrede og begejstring overalt i den vestlige verden.
Amerikanerne valgte Trump, englænderne Brexit, og i Frankrig kom Macron susende ud af ingenting og ryddede på et halvt år bulen i Nationalforsamlingen. I Danmark var folketingsvalget i 2015 skåret efter samme opløsningsmodel. Fire af ti vælgere skiftede parti i den største vælgerflugt i landets parlamentariske historie. De gamle partier fik en begmand, som man stadig tolker løs på, mens vinderne var dem, der aldrig har været i regering: Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten, Alternativet.
Så hvad i alverden stiller man op? De gamle partier kappes nu om at fremstå folkelige, mens politologiske eksperter går den modsatte vej med forfatningsretlige analyser og hypoteser om, at kun de særlig oplyste bør have stemmeret. Det Frie Forskningsråd har netop bevilget 5 millioner kroner til en undersøgelse af, om alle stemmer virkelig bør tælle med lige megen vægt.
Og Politiken? Avisen lancerer på vanlig vis en sommerserie, hvor man drager rundt i landet og undersøger, om de politiske eliter monstro findes, og hvem der i givet fald er medlem af dem. Det er ingen, når man spø’r dem. I 2017 vil alle være folket.
Alle render kort sagt ud af den gamle myretue. Det skygger for, at vi ganske enkelt har behov for politikere, der vitterlig leder andre mennesker. Klimaforandringerne, de globale folkevandringer og Danmarks lave produktivitetsvækst er udfordringer, der næppe løses ved at tale folk efter munden eller benægte fakta.
Lederskabet ligger i demokratiets natur, hvor pointen lige siden den græske bystat har været at delegere magten til nogen, der tager fælles beslutninger. Viljen til delegering kniber det en del med i dag. Den moderne borger er opdraget til, at han eller hun som barnet selv er universets centrum.
Ironisk nok er den moderne borger hjulpet på vej af både højrefløjens dyrkelse af markedsmekanismen og venstrefløjens kulturrelativistiske modstand mod enhver autoritet. Den moderne børneborger er en infantil forbruger, skabt af begge sine enøjede forældre.
Tilbage står, at politikere i hvert fald ikke skal tro, at de er noget. Slet ikke i Danmark, hvor notorisk ingen indrømmer at have magt. Så hellere bruge det lidt mindre provokerende begreb ’indflydelse’, der passer rigtig godt til danskerens drøm om en politiker. Det er sådan én, man kan møde til hverdag, hvor vedkommende er ’helt nede på jorden’.
Det uformelle kan vi roligt være stolte af. Men måske kan man trods alt komme for langt ned på jorden, når den ansvarlige magtudøvelse også kræver beslutninger af en vis rækkevidde, der måske endda er upopulære hos dem, de omfatter?
Signatur: Der findes en kur mod politikerledenHvis folkestyret skal give nogen mening, er kravet til politikerne det enkle, at skønt de vælges af vælgerne, ja, så er de primært forpligtede over for deres samvittighed og egne idealer. Vælgerne besætter embedet, men de fjernstyrer det ikke, og politikerne er hverken folkets piccoliner eller bydrenge.
Det politiske lederskab omfatter altså, at nogle påtager sig et ansvar for nogle andre, der ikke nødvendigvis selv kan se pointen.
På engelsk skelner man mellem management og leadership, hvor det første er den daglige drift, mens lederskabet fokuserer på den menneskelige faktor med lederen som vejviser. Når vi lige nu har behov for politisk lederskab, er det fordi teknokratiet har fyldt sit og givetvis er en af hovedforklaringerne på den udbredte politiske mistillid.
Det moderne samfund formes af både sociale og digitale kræfter, og den globale populisme har mange forklaringer. Men et kendetegn i både Danmark og vores nabolande har i årtier været en teknokratisk samfundsforståelse på tværs af kulturen og velfærden, hvor det politiske liv næsten udelukkende har haft fokus på konkurrencekraft og økonomisk effektivitet.
Politikere, tag jer sammenProblemet er her ikke økonomiens anvendelse i finanspolitikken, eller at politikerne har gemt sig bag kontorcheferne i Finansministeriet. Problemet er økonomismen, hvor det politiske lederskab har stillet sig bag det rene management med banale bemærkninger som at sætte tæring efter næring og Margrethe Vestagers herostratisk berømte »sådan er det jo«.
Som om budgetterne var meningen med det hele. Man burde måske have forudset, at vælgerne på et eller andet tidspunkt ville efterspørge de egentlige visioner i de 20-30 års teknokrati, der har fusioneret skoler og sygehuse, har nedlagt posthuse og biblioteker i ethvert geografisk yderområde, har overført lovgivningskompetencer til overstatslige myndigheder (der hverken har kunnet håndtere finanskrisen eller flygtningeproblemet) og tillige nedlagt hundreder af tusinder af jobs i de sektorer, der engang udgjorde landets rygrad: fiskeri, landbrug og produktion.
Der tabte man vælgerne. Først langsomt og så hurtigt. Og hvad betyder så det for folkestyret? At politikerne skal blive demagoger og løbe efter folkemængden?
Nej, tværtimod. I det politiske lederskab ligger, at politikerne skal mene det, de mener, men også, at holdningerne skal begrundes i vilje og visioner, der rækker ud over det økonomiske vedligehold. Ellers taber man vælgerne, der nu engang ikke kan tvangsudskrives.
Vilje og visioner er et godt bud på de elementer, der skaber et politisk lederskab. Nietzsche talte om viljen til magt, og selv om formuleringen kan lyde udansk, er den rimelig nok. Det er nok mest praktisk, hvis de politiske ledere har en motivation, der kan begrunde rollen.
Kresten Schultz Jørgensen: Både fornuft og følelser skal tilbage i dansk politikDet samme gælder visionerne. Hvis ikke de omfatter valg mellem grundlæggende principper – frihed, lighed, tryghed, retfærdighed eller noget helt femte – ja, så kan det uden tvivl mærkes som et fravær.
Fraværet mærkes i dag de steder, hvor politikerne først gjorde sig selv til teknokratiske embedsmænd og nu kappes om det modsatte, nemlig at snakke et forvirret folk efter munden.
Andre steder mærkes lederskabet, når politikerne repræsenterer både viljen, de klare visioner og den menneskelige faktor. Ritt Bjerregaard og Bertel Haarder nævner jeg for illustrationens skyld, for der er heldigvis flere endnu.
Fra en yngre generation f.eks. Søren Pind (V), der altid tegner sine ressortområder med klare ideer, og som oven i den ret høje hat også har stærke personlige pejlemærker. Det giver således god mening, når ministeren forbyder sine embedsmænd at sende e-mails om søndagen. Man behøver ikke være enig i princippet, men sådan taler en leder.
Og Dan Jørgensen (S), der som fødevareminister i 2014 med det samme gik til kamp for dyrevelfærden og de 9 millioner smågrise, der dør årligt. Dele af landbruget var i chok, men visionen var tydelig og helt i tråd med ministerens indsats på europæisk plan. Så Pind og Jørgensen ved man nok, hvor man har. Man kan således stemme på dem eller lade være.
Den politiske leder udvikler nye ideer, mens forvaltningerne har fokus på drift og administration. Den politiske leder har langt lys på bilen. Den politiske leder udfordrer tingenes tilstand og er hverken bange for at vælge venstre eller højre, frem eller tilbage.
Man kan tilføje, at den politiske leder også gerne må være lidt af en original, der giver blanke fanden i, hvad kældermennesker kan mene på Facebook, og hvad journalister kan finde af hår i suppen.
Det er det lederskab, vi behøver midt i myretuen. Vind i ryggen til dem, der kan. Alternativet? Magtesløse folkevalgte i hænderne på kolde teknokrater og et forvirret folk, der hverken kender sine muligheder eller begrænsninger.
fortsæt med at læse
