Hvis man nogensinde drømmer om at blive politiker, at finde sig et tillidshverv i folkestyrets tjeneste, at påtage sig en smule kollektivt ansvar, ja, så er det bare at lægge øret til togskinnerne, så er den lyst kureret. Danskerne foragter nemlig deres politikere nogenlunde lige så meget, som afrikanske folkeslag foragter deres, hvilket siger ikke så lidt.
Mistilliden er den højeste i et halvt århundrede, det vil sige siden jordskredsvalget i 1973, hvor Mogens Glistrup som bekendt var de gode nyheder.
Som i alle livets forhold har også den politiske mistillid flere årsager. Man kan for eksempel mene, at det hele er en række enkeltpersoners skyld, som når Georg Metz monomanisk på 15. år skælder ud på Anders Fogh Rasmussen, eller når Carsten Jensen helt taber sutten i sit had til Helle Thorning-Schmidt og Naser Khader.
Man kan sikkert også pege på, at det i virkeligheden er vælgerne, der forkælet kræver politisk indfrielse af ethvert tænkeligt behov og derefter slipper galden løs på Facebook, når de infantile krav ikke honoreres.
Lidt mere nøgternt er der nok grund til at konstatere, at manglende tillid først som sidst skyldes en uklar forventningsafstemning. Hvad er egentlig politikernes rolle, og hvad kan vi som vælgere tillade os at forvente?
Populismens sygdom er ikke uhelbredeligDet er her tankevækkende, at dagens politikere i realiteten fungerer uden jobbeskrivelse. Vi bruger ganske vist ordet ’politiker’ hele tiden, men definitionen er fritsvævende. Grundloven nævner slet ikke ordet, og det er dog her, man afstikker retningslinjerne for politikernes formelle råderum.
Ordet ’politiker’ bruges heller ikke i Folketingets forretningsorden endsige nogen anden dansk lov overhovedet.
Den eneste rigtig seriøse behandling af politikerbegrebet er Max Webers gamle definitioner fra 1919. Weber mener, at der for politikeren er to delvis modsatrettede krav, som den enkelte politiker bør orientere sig efter. Han eller hun kan være optaget af sindelag – og alene være optaget af målene og den ’nødvendige’ politik. Eller man kan være optaget af processen og samtalen med vælgerne.
Ifølge Weber er politikeren spændt ud mellem disse to logikker. Den ideelle politiker mestrer begge dele. I den grøft har vi den rene teknokrat, der ’insisterer’ sin lovgivning igennem. Jeg skal lige sælge Dong og lave en efterlønsreform. I den anden grøft har vi populisten, der er mindre optaget af facitlisten og mere af at rumme vælgernes følelser. Obamas håb, Uffe Elbæks drømme, Pia Kjærsgaards forargelse.
Det er klart, at kravet om populisme kan lyde som provokation for de politikere, der ser deres opgave som at være et fyrtårn af urokkelig og ophøjet indsigt. En særlig type danske politikere understreger således ofte, her med Uffe Ellemanns ord, at man skal »vise lederskab« og ikke »snakke de bekymrede efter munden«.
Behovet for lederskab kan man ikke være uenig i. Men modstillingen mellem lederskab og involvering, sindelag og populisme, er nøgternt set noget sludder.
Politikeren, der ønsker en bred opbakning ud over de helt isolerede særinteresser, bør nu engang også kunne samle store befolkningsgrupper omkring de temaer, som netop disse grupper opfatter som relevante.
Stop heksejagten på Kristian JensenFor at være konkret: Når man laver efterlønsreformer og folkeskolereformer, sælger Dong og igennem tre tiår fejlfortolker danskernes EU-skepsis, ja, så er man nok kørt i Webers teknokratgrøft, som det gælder for rigtig mange politikere i de store gamle partier.
Omvendt er der også fyldt op i den modsatte grøft, hvor de ikkefinansierede utopier og højrefløjens islamkonspirationer sagtens kan ligne ikke blot populisme, men rendyrket demagogi.
Weber var tilhænger af både den nødvendige og den populistiske politik, fordi politikere, der ønsker at lede et helt land og ikke blot repræsentere de eksotiske særstandpunkter, nu engang skal samle opbakning og repræsentere så mange mennesker som muligt. Det kræver fornuft og følelser samtidig.
Alt dette vidste allerede de gamle grækere, der forlangte både etos, logos og patos af de politiske talere. Men i moderne politik er lektien tilsyneladende glemt.
Vi har i dag to slags politikere: Dem, der sikkert har ret i deres udtalelser, men som ikke vedkommer os – og dem, som slet ikke har ret, men som trods alt berører os.
Der ligger tilliden begravet. Fornuft uden følelser er teknokrati. Følelser uden fornuft er demagogi.
Måske vi skulle genopfinde det politiske sprog og lade det være pejlemærke for den moderne politiker? Et sprog, der giver plads til både fornuft og følelser – og politikere, der mestrer begge dele. De vinder næste valg.
fortsæt med at læse
