Dette er en formel invitation fra mig og Alternativet til lige præcis dig om at drømme med øjnene åbne. Til at forestille dig nye ting.
Hvordan håber og ønsker du, at Danmark ser ud om 50, 100 eller 200 år? Hvordan skal vores efterkommeres liv se ud? Hvordan skal de elske, leve og dø? Hvordan skal de uddanne sig, hvordan skal de arbejde, hvordan skal de bo?
Skal de overhovedet uddanne sig? Skal de overhovedet arbejde? Skal de overhovedet bo et bestemt sted?
Vi ved det af gode grunde ikke. Tænk på, hvor anderledes Danmark så ud for 200 år siden, ja, for bare 50 år siden. Jeg ved ikke med dig, men vi har i Alternativet lyst til at så nogle frø, der kan præge den udvikling, der kommer til at finde sted.
Internaktiv grafik efter 25 målinger: Kan Elbæk holde formen?Vi har lyst til at udforske nogle tanker, der flytter mere end kommaer i historien om Danmark, men har potentialet til markant at (om-)forme fremtidens samfund. Vi har lyst til at kaste nogle bolde op i luften, så andre – f.eks. dig – kan gribe dem, spille dem videre og sende dem i mål.
Det var det, vi gjorde, da vi i sidste uge lancerede vores udspil om De Tre Bundlinjer, der blandt andet indeholder 18 indikatorer, der på sigt – hvis det står til os – til sammen skal erstatte BNP som det altdominerende parameter for, hvordan det går i vores samfund. Udspillet er det første i en række udspil, som tilsammen vil komme til at udgøre Alternativets bud på en ny samfundstænkning.
Dine svar, din drøm, din vision kan være lige så god som vores. Det vigtige er, synes vi i hvert fald, at vi tænker ud over næste måltid, næste knald, næste finanslov, næste valgperiode, næste generation. Hvor skal det land, vi i dag kalder Danmark, være i år 2217?
Hvad end du så frygter, at vi i 2217 alle sammen taler arabisk og er en del af et islamistisk kalifat eller er blevet oversvømmet af stigende verdenshave, så er det her en invitation til løfte blikket fra i morgen og se om på den anden side af horisonten og forestille dig alt det gode, der kan være i vente, hvis vi gør os umage, er modige og succesfulde.
Vi har vores analyse: Vi ser tre globale hovedudfordringer, som vi ønsker at adressere, nemlig klimakrisen, der i værste fald kan gøre vores planet ubeboelig, den voldsomt stigende ulighed, der kan destabilisere vores samfund og endelig: hvordan vi sikrer, at teknologiudviklingen og robotiseringen vil være til vores alles fordel. Men den analyse behøver du ikke være enig i.
Det vigtige for os er, at ambitionen er til stede i det, vi forestiller os. At vi hele tiden insisterer på at forandre, forny og forbedre. For os er det ikke nok at bevare.
Jeg sagde i min nytårstale, at jeg håber 2017 bliver modets år, mens jeg fuld af højdeskræk dinglede højt over København i Det Gyldne Tårn i Tivoli. Det er det, det her handler om. Vi skal være modige.
Vi skal turde tænke stort. Vi skal turde se udfordringerne lige i øjnene. Vi skal ikke være fucking bange. Det eneste vi har at frygte, er frygten selv, som Roosevelt sagde, da han tiltrådte som præsident i 1933.
Over 100 år inden Roosevelt sagde de nu så berømmede ord, kun ét år efter den såkaldte statsbankerot i 1813, tog vores forfædre et afgørende skridt mod det samfund, som skulle blive et af verdens bedste: Man indførte skolepligt for alle. Uddannelse og viden skulle ikke længere være forbeholdt de få og privilegerede.
Globale udfordringer kan ikke løses nationaltDenne massive investering i den almene dannelse var i årtierne efter for mig at se medvirkende til en stribe demokratiske, sociale og økonomiske nybrud. Vi fik vores første grundlov, så folket kunne regere; kunstnere, videnskabsmænd og forfattere skabte den kulturelle guldalder, mens verden omkring os kom tættere på og inspirerede os; højskolebevægelsens tilgang til læring og fællesskaber inspirerede omvendt resten af verden, og fagbevægelsen sikrede rettigheder til de mange, mens andelsbevægelsen og brugsforeningerne gjorde iværksætteriet og det kollektive initiativ til allemandseje.
Hundrede og et år efter skolepligten kom til at gælde alle, fulgte stemmeretten med. Et demokratisk højdepunkt og en sejr for ligestillingen.
Hjulpet af den teknologiske udvikling og på skuldrene af alle disse nybrud skabte vi velfærdsstaten, der med blandt andet gratis uddannelse og sundhedsvæsen og et fintmasket socialt sikkerhedsnet står som en historisk triumf for solidaritet og tanken om, at investeringer i mennesker betaler sig – ikke kun for mennesket selv, men for samfundet generelt.
Lektor og forfatter: Der er behov for en ny kulturkamp med fokus på den moralske krænkelse af UdkantsdanmarkDet er vi med rette stolte over den dag i dag. Og vi skylder en stor tak til alle de, der gik forrest og bidrog til en social, kulturel og demokratisk innovationsbølge, hvis lige næppe er set siden.
Vores udgangspunkt er i dag ikke at afskaffe velfærdsstaten – slet ikke – men hvor velfærdsstaten, som vi kendte den, var et perfekt svar i industrisamfundet og nationalstatens tid, er udfordringerne i dag nogle andre.
Globalisering, teknologiudvikling og det dominerende vækstparadigme eroderer velfærdsstatens fundament og den samfundsindretning, som den hviler på.
Det kan man ignorere – og forsvare velfærdsstaten uanset. Det, tror vi bare, bliver en svær kamp at vinde, hvis ikke vi begynder at lede efter ny løsninger.
Det er derfor, vi nu insisterer på, at der må være et alternativ.
Vi skal ikke brænde alt ned – heller ikke hvert syvende år - men vi skal da for pokker turde tage vores vaner, vores tankesæt og vores løsninger op til revision, hvis de ikke længere er de rigtige.
Alt for stor it-magtVi siger ikke, at det nødvendigvis er forkert, at folkeskolen varer ti år, men hvordan endte vi egentlig på lige præcis det antal år, og underviser vi overhovedet i de rigtige fag, når fremtiden for skolebørnene bliver så anderledes, end den var engang? Hvordan besluttede vi os for, at 37 timers arbejdsuge er det ideelle? Hvorfor er lige præcis den skatteprocent, vi nu engang er endt på, den rigtige?
Hvorfor betaler virksomheder skat af deres overskud og ikke deres omsætning? Er børnehaver den bedste ramme for vores børn at vokse op i, og hvad skal de have at spise, mens de er der? Hvorfor skal der være 98 kommuner i Danmark? Hvorfor er en årlig vækst i BNP på to procent efter sigende at foretrække?
Hvorfor investerer vi milliarder i motorveje? Hvorfor skal Danmark være det mest opdyrkede land i verden? Er 179 medlemmer af Folketinget det rigtige antal? Hvorfor betaler vi kirkeskat, hvorfor er Danmark et monarki, hvorfor bliver der ført blokpolitik, hvorfor hedder statsministeren ikke fremtidsministeren, hvorfor har pensionister stemmeret, når unge under 18 ikke har, hvorfor, hvorfor, hvorfor…
Den slags spørgsmål skal vi turde stille. For ja, vi har det samfund, vi nu engang har, men ville vi indrette det, som vi har gjort, hvis vi kunne starte forfra i dag? Næppe.
Vores samfund består af nogle byggesten, som vi enten er blevet givet i tilfældighedernes spil, eller som vi selv har støbt med en klar vision for øje. Det er disse byggesten, Alternativet vil genbesøge med vores samfundsprojekt. Skal mørtlen i fugerne skiftes ud, skal nogle sten helt kasseres og erstattes af andre i et andet materiale og skal vi sætte byggestenene sammen på en anden måde, end vi har gjort hidtil?
Dennis Nørmark: Danmark er verdensmester i ubegrundet selv-overvurderingDet er på tide, at fremtidens samfundsarkitekter smøger ærmerne op. For det kalder fremtidens udfordringer på.
Det samfund, vi kender i dag, er en konkurrencestat. Her handler det meste om at skabe økonomisk vækst – koste hvad det vil. Langt uden for det etableredes cirkler er det en fasttømret virkelighedsopfattelse, at vækst i vores bruttonationalprodukt er en god måde at måle vores samfunds fremgang på.
Men er det nu også det? Og hvad betyder det fokus for, hvordan vores samfund udvikler sig? Svarene dertil er for mig at se klare: Det er »nej«. Og det er »alt for meget«.
Når vi måler vores samfundsfremgang på, hvor meget vi producerer og forbruger, sætter vi jo automatisk lighedstegn mellem øget forbrug og produktion og gode samfund og dermed gode liv for alle os, der bor i samfundet.
Det er ikke så mærkeligt, for der har afgjort været en sammenhæng. Når produktionen har mættet munde, der før var sultne, når forbruget har betydet, at vi ikke længere har toilet i baggården, eller når vi har fået mulighed for at opleve verden.
Men når forbruget og produktionen fører til udpining af vores natur, når det fører til stressepidemier, når det fører til dårlig balance mellem familie- og arbejdsliv, når det fører til livsstilssygdomme, så er vi måske gået for vidt. Så arbejder vi for økonomien, i stedet for at økonomien arbejder for os.
Interview med Alternativets spidskandidat: Ender København som Kirsten Birgits fremtidsdystopi, hvis Alternativet får en borgmesterpost?Når fokus på at sikre økonomisk vækst betyder øget ulighed, når det betyder færre investeringer i mennesker gennem uddannelse, kultur og sundhed, så kalder det på, at vi overvejer, hvad vi dog har gang i. Og hvordan vi kan gøre det bedre.
Den opgave har vi stillet os selv i forbindelse med dette samfundsprojekt.
Vi har nu præsenteret vores pt bedste bud på 18 indikatorer, der på tværs af de tre bundlinjer – den økonomiske, den sociale og den grønne – kan erstatte BNP som det altdominerende parameter for om vores samfund er i fremgang.
Jeg og Alternativet håber, I vil være med til at diskutere, udfordre og ikke mindst forfine dette vores første bud. Derfor har vi tænkt os at afholde politiske laboratorier, som kan danne rammen for den diskussion. Men diskussionen kan foregå lige præcis der, hvor det giver mest mening for dig. Med dine venner, dine kolleger, din familie, med os eller med nogen, du slet ikke kender endnu.
Lad os snakkes ved. Med øjnene åbne. Og med plads til drømmene.
fortsæt med at læse
