Den nuværende kultur hylder ideen om det autonome menneske, som er i stand til at orientere sig mod markedet og gribe de muligheder, der viser sig i et samfund uden faste holdepunkter. Jeg kalder den selvets kultur.
I denne kultur er vinderne dem, der er i stand til at flytte sig og være i konstant bevægelse. Taberne er dem, der ikke har mulighed for at flytte sig og ikke formår at orientere sig mod nye, skiftende mål.
Selvets kultur skærper konkurrencen på alle områder af livet: på arbejdsmarkedet, kærlighedsmarkedet og markedet for sociale relationer, hvor det gælder om at få flest likes og være én, de andre har lyst til at lege med. Er det underligt, at den opvoksende generation får problemer med den mentale sundhed i en kultur, som fremelsker vindermentalitet, stiller krav om robusthed og fordrer, at vi bestandig må kæmpe for at opnå anerkendelse og blive en bedre udgave af os selv?
Mange eksistentielle problemer i vor samtid hænger sammen med det individualistiske menneskesyn, som er fremherskende i selvets kultur. Dette menneskesyn gør det svært for mennesker at forstå deres gensidige afhængighed og svært at komme overens om kollektive løsninger på det, der truer os alle: miljøkrisen, flygtningekrisen, voksende global ulighed og meget andet. Løsninger kræver samarbejde og solidaritet, men lige nu er vi vidne til det modsatte: nationalisme, protektionisme og forstærkede opdelinger mellem mennesker.
Bendy og Kirsten protesterer mod atomaffald i nærområdet: »Politikerne tror, vi er dumme bønder med halm i træskoene«Derfor er der behov for en ny kulturkamp, for et andet menneskesyn og en anden fornuft end den, der dominerer selvets kultur. En sådan kamp må sætte etiske og moralske spørgsmål på den politiske dagsorden og anfægte de værdier, som selvets kultur er forankret i.
Kulturkampen må ikke mindst kæmpes på ord og begreber. Som den tyske forfatter Victor Klemperer har vist i sin analyse af Det Tredje Riges sprog, fungerer sprog og politisk signalgivning undertiden som en langsomt virkende arsenik, der stille og umærkeligt farver menneskers tankeverden og kan få katastrofale samfundsmæssige konsekvenser.
Modsætningen til selvets kultur er en stærkere fællesskabskultur forankret i anerkendelsestanken – en kultur, der forstår, at et positivt selvforhold er betinget af gensidig anerkendelse, og at det gode liv er et liv, mennesker realiserer med og for hinanden.
I Danmark har velfærdsstaten historisk været i stand til at kultivere selvets kultur, byde markedskræfterne trods og forhindre konflikter, der kunne antaste den sociale orden. Det er dog tvivlsomt, om den fortsat vil være det i en tid, hvor uligheden vokser, herunder også uligheden i anerkendelses-, identitets- og deltagelseschancer.
Politikens seneste debatserie om eliten viser, at det ikke er lykkedes at eliminere krænkelser og uretfærdighedsfølelser, som skyldes skævvridninger i den sociale anerkendelsesstruktur. Jeg tror, det langt hen ad vejen er sådanne krænkelser, der får så mange amerikanere til at støtte Trump, ligesom det er skævvridninger i den sociale anerkendelsesstruktur, der får mange dårligt stillede mennesker til at bakke op om højrepopulistiske partier og bevægelser i mange europæiske lande.
Vreden og uretfærdighedsfølelsen skyldes ikke kun den økonomiske fordeling, men også at mange mennesker føler sig hægtet af og opfatter sig som fremmede i deres eget land.
Opsang til politikerne: Hvis man kan lave bankpakker for at redde bankerne, må man da også kunne lave udkantspakkerHvis det forholder sig sådan, kan en kritisk opposition ikke nøjes med at fokusere på den økonomiske fordeling, selv om den er vigtigt. Kulturkampen må sætte fokus på de moralske krænkelser, som mange globaliseringstruede og dårligt stillede mennesker i Udkantsdanmark og andre belastede områder oplever, og den må adressere dem politisk. Den må interessere sig langt mere for, hvad disse mennesker forstår, hvad der krænker dem, og hvad der betyder noget i deres liv og motiverer dem til at tænke og handle, som de gør.
Den må kort sagt bygge bro mellem folket og eliten og gøre det klart for den brede befolkning, at en ulige fordeling af anerkendelseschancer er både uretfærdig og ødelæggende for borgernes liv med og for hinanden. Ikke mindst må kulturkampen være i stand til at skabe begejstring og anspore til kollektiv handling. Den må give løfter om en bedre, rigere og smukkere fremtid, som det er værd at kæmpe for.
Det kunne ideologien om velfærdsstaten til dels i 1960’erne. Kulturkampen må tage højde for det, der er sket siden, og formulere en vision for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid, som vinder genklang i menneskers tankeverden.
fortsæt med at læse
Jeg er en del af eliten. Men jeg er ikke elitær. Det er den store forskel på os
-
Pernille Skipper: »I et bredt elitebegreb kan du sagtens kalde mig elite i kraft af min position, indflydelse og mine privilegier«
-
Opsang til politikerne: Hvis man kan lave bankpakker for at redde bankerne, må man da også kunne lave udkantspakker
-
Bendy og Kirsten protesterer mod atomaffald i nærområdet: »Politikerne tror, vi er dumme bønder med halm i træskoene«
