»Jeg spiser kød én gang om ugen, så jeg kalder mig selv fleksiganer. Men man skal lige have en kebab engang i mellem, det er klart«, siger Jonathan, mens vennerne Timothy og Elias nikker samstemmende. De tre unge mænd er netop blevet malet i ansigtet. En rygende industriskorsten, en osende bil og en ko. Det var egentlig kun Jonathan, der skulle under penslen, fordi han havde tabt et væddemål. Men i solidaritetens navn blev det alle tre. Fællesnævneren er budskabet om, at global opvarmning og udledning af kuldioxid er den største udfordring, samfundet står over for.
»Jeg drømmer om, at vi alle bliver lidt bedre til at tage den globale opvarmning alvorligt«, fortæller Jonathan Fabricius Ravat, der er17 år gammel, og sammen med sine to venner går på Sankt Annæ Gymnasium i København.
»Regnskove bliver fældet hver eneste dag, fordi vi skal producere foder til kvæg, så vi kan få kød på tallerkenen. Den overproduktion er enormt belastende for klimaet. Derfor har jeg fået malet en ko. Vi bør begrænse produktionen, og det starter med, at vi alle sammen er mere bevidste om, hvad vi spiser«, fortæller han.
Historiker: Hvor er ungdommens protest mod det etablerede?Penslerne er blevet svunget ved værkstedet for politisk ansigtsmaling på Ungdommens Folkemøde. I det såkaldte Vilde Område, der ud over sminkebiksen lægger græs til højskolelever, der har inviteret til fællesgymnastik. Meningen er, at ansigtsmalingen skal have et politisk budskab, og køen med gymnasie- og folkeskoleelever er lang. Men de tre klimabevidste teenagere er blandt de få, som er tro mod konceptet. Langt de fleste får tegnet budskabsløse lyserøde sommerfugle, hjerter eller en tiger.
Det holdningsløse kendetegner mange af de unge, vi møder ved folkemødet, der for andet år i træk afvikles under trækonerne i Søndermarken på Frederiksberg. Plænen er fyldt med hvide pavilloner, hvor mere end 50 forskellige interesseorganisationer, foreninger og partier arrangerer alt fra skuespil om kærestevold til yoga. Alt sammen i håbet om at gøre ungdommen mere politisk bevidste. Arrangørerne forventer, at knap 30.000 unge deltager i det, de kalder et »samfunds- og drømmelaboratorium«. Et frirum, hvor de unge kan få et afbræk fra hverdagens forventningspres og præstationskultur. Men den politiske bevidsthed og drømme for samfundet er svære at få øje på.
Unge politikere underskriver løfte til vælgerneDen eneste rigtige løsning
Foran klyngen af telte, hvor de politiske partier holder til, står veninderne Maiken, Ea og Liv i kø til at tale med ungdomspolitikerne fra DF. De er på en opgave og skal skrive om partiernes asylpolitik, men har ikke selv bestemt sig for, hvor de ville sætte deres fremtidig stemme.
»Jeg kan se noget godt i alle partiernes politik, men der er også noget, jeg er uenig i«, fortæller Liv Gammeltoft.
Hendes veninder er enige, og svaret ligner det, vi støder på gentagne gange til den regnvåde demokratifest. De unges drømme og politiske standpunkter lader til at handle mere om at tage afstand fra andres holdninger end om at have nogle selv. Det kommer ikke bag på formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, 28-årige Kasper Sand Kjær.
Unge nyder politisk festival uden lugten af øl og urin»Målt på viden om samfundet så ligger de danske unge helt i top internationalt, men når det kommer til den politiske selvtillid og troen på, at vores holdninger kan rykke noget, så er vi slet ikke med i toppen«, fortæller han.
»Selvtilliden handler om at turde at stå på mål for sine holdninger. Den lave selvtillid betyder, at vi desværre ser mange danske unge, som bliver holdningsforskrækkede. Det skal forstås på den måde, at de unge har masser af holdninger, men det er et fåtal, der tør stille sig frem med dem, og det er en enormt farlig tendens«, fortæller ungdomsformanden, som blandt peger på den politiske debatkultur og sociale medier som en del af årsagen til den udprægede holdningsforskrækkelse.
Katinka Bjerregaard: Folkeskolen får os alle til at marchere i samme takt»I debatkulturen handler det alt for ofte om at finde den eneste rigtige løsning. Det er jo grundlæggende en afmontering af politik, hvis der kun er ét rigtigt valg. Politik handler om interessemodsætninger og værdier, som vi skal turde tale om«, fortæller han.
»Derudover er tonen på sociale medier utrolig hård, og de unge vil være helt sikre i deres sag, før de tager et standpunkt, fordi de risikerer at komme under beskydning i flere timer. Derfor forsøger vi at insistere på, at den demokratiske samtale skal foregå, når man kan se hinanden i øjnene«, siger Kasper Sand Kjær, som har en sund skepsis over for dagens arrangement.
»Jeg håber på, at det her arrangement kan give de unge noget politisk selvtillid og dermed styrke den demokratiske samtale, men kampen er hverken vundet eller tabt med to dage i regnvejr på Søndermarken. Det er noget, vi skal arbejde på hver eneste dag«, fortæller han.
For de fleste er folkemødet en skemalagt del af undervisningen. Og selv om deres politiske holdninger nu bogstaveligt talt står malet i ansigtet på dem, erkender de tre venner fra Sankt Annæ Gymnasium, at det ikke er deres fremtidsdrømme, der får dem til at tilbringe formiddagen udenfor i regnen.
»Vi er her som udgangspunkt, fordi det er en del af vores obligatoriske undervisningsforløb. Men jeg ser det som en god mulighed for at lade sig overraske og måske danne sig nye politiske holdninger«, fortæller Timothy James Korlas Martin, mens vennerne Jonathan og Elias nikker.
-----------------
Rettelse: I en tidligere version havde vi placeret Søndermarken i København.
fortsæt med at læse
