Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mellemøsten-ekspert: Faretruende 'Sahel' kalder på initiativer fra Europa

I dag skal Europa håndtere en presserende trussel fra Afrika – mens vi fra grunden opbygger viden om, hvordan truslen er sammensat.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg studerede arabisk i slut-90’erne, var sahel et ord, vi slog op i Hans Wehr. Ifølge min libanesiske paperbackudgave af den autoritative arabisk-engelsk ordbog betød sahel en ’kyststrækning’. Men, forklaredes det, i Egypten kunne sahel også betegne en ’ankerplads ved Nilen’.

Der skulle en selvstændig graveindsats til for at afdække, at sahel også er det navn, som de arabiske erobrere af Nordafrika metaforisk gav den brede steppe, der syd for Sahara strækker sig fem tusinde kilometer hen over det afrikanske kontinent fra Mauretanien, gennem Mali, Niger, og Chad til Sudan. For de arabiske erobrere tog denne steppe sig ud som en kyst, der modtager dem, der har krydset Saharas oceaner af sand og sten.

Som student ophørte mit sproglige gravearbejde her. Anekdoten bekræftede den stereotype fortælling om den arabiske kulturs forkærlighed for poesi. Dengang var det nok. Sahel-området selv, dets millioner af indbyggere, deres historier, deres politikker, demografi, økonomier såvel som deres forbindelser til Nordafrika, Mellemøsten og Europa, interesserede mig i mange år ikke synderligt.

Sådan havde det længe været på mellemøststudierne. For os vendte Nordafrika mod øst og imod nord. Det var en del af den komplekse og konfliktfyldte arabiske verden, der strækker sig gennem Levanten og Golfen til Iran og Afghanistan. Sprogligt, kulturelt, religiøst, litterært, kulinarisk og arkitektonisk såvel som alliance- og sikkerhedspolitisk var Nordafrika en fast del af Mellemøsten. De to hørte sammen. Og sammen var de vendt imod Europa.

Det har hverken lykkedes lokale, regionale eller internationale magter at opbygge en funktionel administration, der kan slå ned på jihadisterne, beskæftige migranterne og kontrollere grænserne

Middelhavets dybe historie havde gennem årtusinder bundet os sammen: fra Romerriget, Andalusien og det osmanniske rige gennem koloniseringen og afkoloniseringen, 70’ernes migrationsstrømme, 90’ernes frihandelszoner, frem til militærinterventionerne og den transnationale terrorismes intime sammenvævning af vores sikkerhedspolitiske virkeligheder. Den store historie udspillede sig i denne trekant mellem Nordafrika, Mellemøsten og Europa. Til sammenligning forekom Sahel nærmest betydningsløst. Dets beskedne bidrag bestod i, gennem et poetisk navn, at spejle det arabiske imperiums kulturelle ophøjethed.

Over de sidste 5-10 år har dette ændret sig. I dag betyder ’Sahel’ sådan set bare ’Sahel’, og ordet betegner steppeområdet syd for Sahara. Denne sproglige opdagelse af området Sahel dækker imidlertid ikke over en pludselig europæisk interessere for områdets kulturer eller civilisationer. Den illustrerer vores oplevelse af, at Sahel er blevet en trussel imod os.

Sahel er nået til tops på den europæiske sikkerheds- og udenrigspolitiske dagsorden på grund af kombinationen af en række strukturelle forhold i regionen og et statskollaps uden for regionen.

Sahel har kronisk svage stater. Et land som f.eks. Niger rangerer blandt verdens fattigste. Sahel har illegitime og korrupte regimer, og studier viser, at lokalbefolkningen i dele af et land som Mali anser regeringsrepræsentanter for at være en form for besættelsesmagt snarere end en ordensmagt. Sahel har tilbagevendende konflikter mellem etniske grupperinger, og ofte ligger der konflikter over adgang til ressourcer til grund for disse.

Sahel har en hastigt ekspanderende jihadisme. I Mali har jihadister for nylig bredt sig fra de nordlige områder til den centrale del af landet. Sahel har også en meget ung befolkning, der kan se frem til et liv i økonomisk armod. Og Sahel har migranter. Nogle af disse skaber Sahel-landene selv gennem staternes og økonomiernes manglende ydeevne. Andre passerer gennem Sahel sydfra. Og Sahel har et netværk af svært bevæbnede smuglerbander, der lever af at transportere migranter og varer hen over Sahara.

Disse forhold er i sig selv ikke en direkte trussel imod europæisk sikkerhed – omend de kan forventes på langt sigt vedvarende at udgøre en indirekte trussel imod europæisk sikkerhed og stabilitet. Vi kunne i princippet dronebombe de jihadister, der aktivt udpønsede anslag imod os. Vi kunne holde hånden under de skrantende stater, så de kunne holde forbryderkartellerne i ave. Og vi kunne give incitamenter til de nordafrikanske nabostater, så de holdt deres grænser mod Europa lukkede.

Sahels problemer blev først en egentlig trussel imod Europa, efter at den nordafrikanske stat Libyen kollapsede som følge af væbnede lokale oprør under det arabiske forår i 2011 og Nato’s bombardement af regeringsloyale styrker. Siden da har Libyen været en fejlslagen stat. Det har hverken lykkedes lokale, regionale eller internationale magter at opbygge en funktionel administration, der kan slå ned på jihadisterne, beskæftige migranterne og kontrollere grænserne. Tværtimod er Libyen blevet en tunnel, der kanaliserer disse udfordringer fra Sahel til Europa.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er denne kombination af strukturelle forhold i Sahel og konjunkturelle problemer i Nordafrika, der har drevet Sahel frem på den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden og gjort, at Sahel i dag snarere end at betegne en ’kyststrækning’ eller ’ankerplads ved Nilen’ betegner en række ’trusler’.

Under presset fra de europæiske befolkningers nultolerance over for muslimsk immigration og militant jihadisme har europæiske regeringer over de sidste par år igangsat politikker, der skal imødegå disse trusler. EU har afsat milliarder til styrket grænsekontrol imellem Sahel og Nordafrika. Frankrig har postet milliarder i at bekrige jihadister i Sahel og Sahara. Italien har købt sig til en midlertidig lukning af migrationsruterne fra Libyen over middelhavet. Og også i Danmark har regeringen styrket indsatsen: En spritny ambassade skal åbnes i Algeriet, en særlig udsending er blevet udpeget, og millioner af kroner er øremærket til stabiliseringsindsatser i Sahel-området.

Disse indsatser er alle rimelige og fornuftige. Og i lyset af det fælles fodslag blandt europæiske og nordafrikanske magter om at håndtere truslerne ved at lukke den libyske migrationskorridor og slå hårdt ned på terrorister i Sahel, er der en vis chance for, at de på kort sigt vil levere resultater. På længere sigt er jeg mere i tvivl om, hvorvidt vores politikker rammer rigtigt. Det er jeg, fordi de bygger på et stadig meget begrænset analysearbejde behæftet med store blinde felter.

Over det forgangne år har jeg i samarbejde med det danske Udenrigsministerium afholdt en række forskningsseminarer, hvor Sahel-forskere mødes med Nordafrika-forskere for at diskutere og analysere de nye trusler, der er opstået som følge af sammenbindingen af de strukturelle udfordringer i Sahel med de politiske konjunkturer i Nordafrika. Vi har i disse diskussioner været vidt omkring. Sammenlignet staternes formåen i de to regioner; kortlagt jihadisternes interaktion og forskelle; undersøgt de regionale stormagters involvering på kryds af de regionale grænser.

Det, der imidlertid stadig står klart, er, at selvom der blandt de involverede forskere er enighed om, at graden af sikkerhedspolitisk integration mellem Nordafrika og Sahel og Europa er forøget væsentligt i de sidste fem år, er der en åbenlys mangel på ekspertise og viden om, hvad det betyder. Vi ved med andre ord i dag, at Nordafrika – modsat dengang jeg studerede arabisk – ikke primært er orienteret imod Mellemøsten og Europa.

De regionale stormagter i Nordafrika, Algeriet, Marokko og Egypten, har i dag et langt større fokus på krisen i Libyen og dennes forbindelser til Sahel-området, end de har f.eks. på krisen i Syrien, Yemen eller Palæstina for den sags syld. Samtidig er det stadig uklart, hvad det helt konkret betyder. Vi kan logisk slutte, at det må betyde, at de europæiske magter – når de skal agere i Sahel – i højere grad end tidligere må tage højde for politiske dagsordener udformet i nordafrikanske hovedstæder. Men vi ved endnu meget lidt om, hvordan det faktisk foregår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne uvidenhed er naturligvis et utilsigtet produkt af den akademiske og forskningsmæssige kultur, jeg selv og mine forskerkolleger blev rundet af som studerende i 90’erne og 00’erne. For det var ikke kun Nordafrika-eksperter, der ignorerede Sahel. Sahel-eksperter ignorerede på lignende vis Nordafrika. Og det var heller ikke kun forskere og eksperter, der anså de to regioner som adskilte. I de store europæiske udenrigstjenester og efterretningstjenester har der med få undtagelser været en lignende adskillelse mellem Nordafrika, der rangerede under Mellemøsten, og Sahel, der rangerede under Afrika.

Konsekvensen af dette er, at vi i Europa i dag står over for både at skulle håndtere en presserende trussel og samtidig fra grunden opbygge viden om, hvordan denne trussel er sammensat. For forskere er dette en uhyre spændende proces. Men for verden og for dem, der skal udforme de konkrete initiativer her og nu, bør det være nervepirrende. For selvom der er igangsat både forskningsprojekter, der skal afdække truslernes anatomi, og institutionelle processer, der skal opgradere vores evne til at besvare truslerne med præcise indsatser, ved vi ikke, om de initiativer, som de europæiske magter sætter i søen i disse år, reelt besvarer de trusler, de er udset til at adressere. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at ’Sahel’ i dag også på en række europæiske sprog kan oversættes med ’trusler’.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden