Da jeg studerede arabisk i slut-90’erne, var sahel et ord, vi slog op i Hans Wehr. Ifølge min libanesiske paperbackudgave af den autoritative arabisk-engelsk ordbog betød sahel en ’kyststrækning’. Men, forklaredes det, i Egypten kunne sahel også betegne en ’ankerplads ved Nilen’.

Der skulle en selvstændig graveindsats til for at afdække, at sahel også er det navn, som de arabiske erobrere af Nordafrika metaforisk gav den brede steppe, der syd for Sahara strækker sig fem tusinde kilometer hen over det afrikanske kontinent fra Mauretanien, gennem Mali, Niger, og Chad til Sudan. For de arabiske erobrere tog denne steppe sig ud som en kyst, der modtager dem, der har krydset Saharas oceaner af sand og sten.