En god dag for...
Indsatte i Norditalien. Livet uden for fængslets mure kan være svært at bevæge sig ud i. Spørg bare Morgan Freemans karakter Red i ’En verden udenfor’, der får arbejde i supermarkedet, hvor han pakker kundernes varer i papirsposer. På samme måde kan det i virkelighedens verden være en stor gevinst for den indsatte eller løsladte, hvis personen benytter jobbet til at vende tilbage til samfundet og komme i kontakt med andre borgere.
Nu har retsbygningen i Torino i Norditalien fundet et alternativt job til de indsatte, der kan få arbejde i retsbygningens café. Og ansøgerne må kun være fængslede eller tidligere indsatte, der altså får mulighed for at servere varm kaffe for de advokater og dommere, der har sendt dem bag tremmer. Så må vi håbe, de ikke taber den.
En dårlig dag for...
Anna Mee Allerslev. Der er nu ikke noget som en god fest. Det kunne være en bryllupsreception eller en officiel fødselsdagsreception på rådhuset eller en rund fødselsdag i bekendtes festlokaler.
Beskæftigelsesborgmester i København Anna Mee Allerslev (R) har været i vælten for billigt at låne rådhuslokaler til to receptioner, og selv om hun siger, at hun har overholdt alle gældende regler, er eksperterne uenige.
I går kunne BT afsløre, at hun i 2014 fik stillet et lokale til rådighed hos Øens Murerfirma i forbindelse med sin 30-års fødselsdag gratis af ejeren, der var med til festen. Et firma, der samarbejder tæt med Allerslevs forvaltning og har fået Københavns Erhvervspris 2017 af en komité bestående af blandt andre borgmesteren. Igen er Allerslev og eksperterne uenige.
