Vores moderne samfund bygger på en forventning om, at alle borgere tager fornuftige beslutninger, fra de står op om morgenen, til de går i seng om aftenen. At de efter en lang dag på jobbet serverer sund mad for familien, læser hele avisen og sætter sig grundigt ind i brevet fra pensionsselskabet. Men sådan fungerer virkelighedens mennesker slet ikke. Og det mismatch medfører, at samfundet spilder milliarder af kroner på tiltag, der ikke virker.
Det mener adfærdsrådgiver Morten Münster, der er aktuel med bogen ’Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag’ om adfærdsdesign.
»Jeg synes, vi skal bygge et samfund, der passer til de mennesker, der bor i det, frem for til en utopi af et fornuftsmenneske, som aldrig har eksisteret. Idealet om, at vi er 100 procent rationelle mennesker, dominerer i høj grad i offentligt regi. Men det er vi ikke. I stedet skal vi lære at forstå mennesker, der kommer for sent, glemmer at svare på mails, hiver deres barn hårdt i armen, selv om de elsker det, og spiser kage, mens de er på slankekur. Vi skal ikke bygge strukturer op efter, hvordan vi ville ønske, folk var, men i stedet tage udgangspunkt i evidensen om, hvordan vi rent faktisk er: nemlig mennesker, der er forudsigelige på alle mulige irrationelle måder«.
Vi er den mest medicinerede, stressede og gældsatte generation i verdenshistorien. Også selv om vi er dem, der ved allermest om matematik, sund kost og lykke
Du skriver i bogen, at informationskampagner ikke virker, og at de er dumme og dyre. Det lyder, som om vi helt skal droppe oplysningstanken?
»Information til borgerne er ikke ligegyldigt, men oplysning er stærkt overvurderet. Det er en overvurderet måde at prøve at få folk til at ændre adfærd på. Vi er den mest medicinerede, stressede og gældsatte generation i verdenshistorien. Også selv om vi er dem, der ved allermest om matematik, sund kost og lykke. Så der er ikke nogen naturlig korrelation mellem mere viden og smartere adfærd. Sammenhængen mellem folks viden om, hvad den rigtige kost er, og deres bmi, findes simpelthen ikke. Derfor skal vi ikke lave mere af det samme«.
Så de offentlige myndigheder overvurderer, hvor gode borgerne er til at bruge den information, de har til rådighed?
»Ja. Jeg var på en konference for nylig, der handlede om indeklima, hvor en forsker fortalte, at du skal bare lufte ud tre gange om dagen. Han kunne vise alle mulige grafer over, hvorfor det er en god idé. Og så sagde jeg: »Jamen, det kommer jeg jo aldrig til«. Det kunne han simpelthen ikke forstå. Men hvis jeg havde spurgt ham, hvornår han sidst havde tjekket sin pensionsordning, så ville han sikkert have sagt, at det har han aldrig gjort. Folk har ikke uanede mængder af energi. Og når de kommer hjem fra arbejde, tager de ikke en langsigtet beslutning om at undgå overvægt og derfor spise broccoli. De ender med Matadormix. Vi lader, som om vi kan finde ud af det, men det kan vi ikke«.
Hvordan er det så konkret, du mener, at myndighederne skal henvende sig til borgerne?
»Man skal acceptere, at folk ikke agerer 100 pct. fornuftigt. Det var f.eks. smart, da man valgte at indføre en forsinkelse på kviklån. Man ved fra forskningen, at vi er enormt impulsstyrede og ofte kommer til at gøre noget i øjeblikket, som vi fortryder bittert 5 minutter efter. Hvis man får lidt betænkningstid, før man tegner et dyrt kviklån, vil færre mennesker gøre det. Nu får man først pengene 48 timer efter, så man lige har en karensperiode, hvor man kan nå at tænke sig om. Sådan en løsning tager højde for, at vi som mennesker nogle gange træffer meget kortsigtede beslutninger, som vi fortryder voldsomt. Man kan også arbejde med noget så simpelt som at sende påmindelser på sms til borgerne. ’Husk, at du skal det her i morgen’. Det har restauranterne gjort i årevis – fordi de taber penge, hvis der står tomme borde, fordi folk ikke dukker op til deres reservationer«.
Men langt de fleste kan da godt selv finde ud af at undgå dyre kviklån og møde op til deres aftaler i det offentlige – uden at myndighederne skal gøre en masse krumspring for at få dem til at handle sådan?
»Det kan godt være, at du ikke har taget et kviklån. Men den tendens til at tænke, at hvis man får et brev fra det offentlige, så læser man det selvfølgelig fra ende til anden, man logger ind med sit Nem-ID og gør 1.000 ting ... det er jo slet ikke sådan, verden hænger sammen. Den offentlige administration har været mere sløv end den private sektor til at tage disse metoder til sig, bl.a. fordi man synes, det er lidt ufint at antage, at mennesker ikke er perfekte. Kapitalismen har det fint med det, for man kan tjene penge på det. Men idealet om fornuftsmennesket dominerer i høj grad de offentlige strukturer«.
Er det ikke en kraftig nedvurdering af menneskets rationalitet og evne til at træffe valg, du lægger for dagen?
»Jeg kan godt se, at det umiddelbart kan virke meget nedladende. Men jeg synes jo, at mit menneskesyn er langt mere imødekommende. Altså at det er det uperfekte menneske, der fejler, som er det smukke menneske. Og at vi skal tage højde for det menneske, når vi designer vores samfund. Det er da netop utrolig nedladende at mene, at hvis en ledig ikke har læst brevet fra kommunen, skal vi bare trække hende i dagpenge, for så er hun da bare for dum. Ledige vågner jo ikke om morgenen og prøver at undgå at blive en succes. Derfor giver det mening at hjælpe de mennesker med at lave en struktur, hvor det er lettere at gøre det rigtige. F.eks. sende sms’er i stedet for mails og breve. Og hvis jobkonsulenterne arbejder personligt, føler den ledige også større forpligtelse til at møde op til samtalerne, selv om de måske er pressede på andre parametre. Når vi har denne viden om kognitiv kapacitet og adfærd, bør vi så ikke bruge den? Eller skal vi fortsætte med at sende breve, fordi vi har et fornuftsideal om, at man selv skal kunne tage sig sammen til at læse brevene fra jobcentret? Jeg synes det første«.
Skriv kommentar