En god dag for Gorm Wisweh - og en dårlig dag for brystglade mænd

Lyt til artiklen

En god dag for...

Gorm Wisweh. Hos landets vel nok mest kendte pizzamand bærer pizzaerne så fine navne som Party i Provinsen, Miss Wishbone, Sweet Truffle og Fynsk Forår. Måske kommer sortimentet i fremtiden til også at byde på en Orkla Special med fena-lår og brunost. Den norske fødevarekoncern Orkla har nemlig købt 67 procent af aktierne i pizzakæden Gorm’s Pizza, der delvis ejes af den driftige Gorm Wisweh, som især kendes fra flere TV 2-programmer. »Jeg er virkelig glad i låget«, jubler tv-kokken i en pressemeddelelse. Hvor meget Orkla har betalt for aktiemajoriteten i Gorm’s er hemmeligt. Ifølge Finans. dk ejer Orkla i forvejen flere kendte danske brands, heriblandt Kims og Odense Marcipan.. Overtagelsen af Gorm’s Pizza træder i kraft 3. april.

En dårlig dag for..

Brystglade mænd. »Mænd, nu må I være stærke«. Sådan lyder det i et åbent brev til de mandlige læsere af den store tyske tabloidavis Bild. Avisen meddeler, at den nu dropper de faste sider med topløse kvinder. »De seneste måneder har vi i stigende grad fået fornemmelsen af, at kvinder oplever disse billeder som stødende eller nedværdigende for såvel vores egen redaktion som for vore kvindelige læsere. Billederne har naturligvis til hensigt at underholde fortrinsvis mænd. Men vi, der er på Bild, mener ikke, at underholdningen af mænd skal være krænkende for kvinder. Derfor bringer vi ikke længere sådanne billeder«, lyder det i brevet. Avisen beroliger med, at man fortsat vil bringe fotos af letpåklædte kvinder, men det vil ske i en »moderne stil, som er i tråd med tiden«..

Tommy Grøn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her