0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ældreforsker: Udviklingen skriger på mere fleksible og individuelle pensionsordninger

Der er så stor forskel på, hvordan vi ældes, at vi er nødt til at gentænke hele vores pensionssystem. Nogle kan sagtens arbejde længere, mens andre skal have mulighed for at trække sig endnu tidligere, mener forsker Mimi Yung.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Philip Ytournel

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Du har sikkert prøvet at møde en gammel ven, du ikke har set i mange år. Nogle stryger med uændret hastighed gennem tyve år, uden at alderen synligt sætter sig på krop og sjæl. Andre synker enten mentalt eller fysisk sammen under alderens åg, påpeger Mimi Yung Mehlsen, lektor i psykologi og forsker i aldring på Aarhus Universitet.

Når hun møder vores tids pensionsmodne, er de i meget forskellige forfatninger. Med en støt stigende pensionsalder bliver forskellene så store, at vi er nødt til at gentænke vores pensionssystem radikalt, mener hun.

»Nogle af os har brug for at gå på pension, når vi er 60 år. Andre fungerer ganske glimrende til de er 80 år, og her er det et utroligt spild ikke at bruge deres erfaring og ressourcer«, siger hun.

Hun ser det ikke som en løsning at hæve pensionsalderen, for det vil ramme de svageste hårdt. Men omvendt løser det heller ikke noget at lade stå til, mens flertallet bliver ældre og ældre. Det være samfundsmæssigt uansvarligt, siger hun.

»Spørger du mig, så skriger udviklingen på nogle langt mere fleksible og individuelle pensionsordninger, hvor man kan gå op og ned i arbejdstid og løn«.

Hvad er problemet med pensionssystemet i forhold til det billede, du ser, når du møder seniorerne?

»Vi prøver at skubbe pensionssystemet, så det kan holde folk på arbejdsmarkedet, indtil de når grænsen. Grænsen passer sikkert godt til flertallets aldring, men den skaber også en svag gruppe, som bliver mere og mere udsat, og som der ikke er taget højde for. Pensionssystemet udvikler sig i retning af en højere og højere pensionsalder, og det betyder, at nogle af dem, som er svækkede eller nedslidte, vil nå at blive ret gamle, før de kan gå på pension på en måde, som er samfundsmæssigt acceptabel«.

Hvad mener du, når du siger ’samfundsmæssigt acceptabel’?

»Folkepensionen betragtes som det naturlige tidspunkt at stoppe med at arbejde. Der er ikke nogen, som undrer sig spor over, at en person over folkepensionsalderen ikke arbejder længere. Men i det øjeblik, at man i årene op mod pensionsalderen ikke længere arbejder, så vil man blive set som arbejdsløs, der er afhængig af offentlig forsørgelse. Så er man en ’uproduktiv samfundsborger’, mens andre, som først når mætningspunktet på den anden side af grænsen, vil blive set som nogle, der har udtjent deres værnepligt, og som kan trække sig med god samvittighed«.

Det er en fejl at tro, at alle mennesker skal behandles ens, for det er ikke det samme som, at alle får det godt

Er man ikke en uproduktiv samfundsborger, hvis man trækker sig før tid?

»Det er man vel ikke mere, end når man er to år ældre. Det er os, der har skabt en forestilling om, at der skal være en skarp afgrænsning mellem arbejdsliv og pension. Hverken for mennesket eller for samfundet er det særlig hensigtsmæssigt, at overgangen er så brat«.

Hvordan kan vi gøre det mere individuelt?

»Det smarteste ville være at gøre overgangene mere fleksible. Hvis vi tilbød nogle fleksible overgange med flere muligheder for at gå ned i tid og ansvar over måske en fireårig periode, så ville folk formentlig være i stand til at kunne lægge et fornuftigt niveau for deres individuelle arbejdstid, som også giver mening på et samfundsøkonomisk plan«.

Hvad vil rimeligheden være i, at nogle har lov til at trække sig på en form for pension som 60-årige, mens andre skal arbejde længere og knokle i måske ti-tyve år længere?

»Vi er nødt til at se anderledes på det. En måde kunne være ved at tælle antallet af år, den enkelte har haft på arbejdsmarkedet, for at lade det afgøre, hvornår den enkelte kan gå på pension. Nogle træder allerede ind på arbejdsmarkedet, inden de fylder tyve, mens det for mange akademikere først sker en del år senere. Ofte er det også dem, der er begyndt at arbejde sent efter et par års rejseri og en lang uddannelse, som egentlig ikke er specielt nedslidte, når de når 60-års alderen. Så formentlig vil der være en god sammenhæng«.

Kampen om pensionsalderen

Generation efter generation overgår vi vores forældres levealder. Derfor har skæringstidspunktet for pensionen flere gange fået et nøk op. Senest i 2011, hvor den daværende VK-regering sammen med Radikale Venstre og Dansk Folkeparti hævede pensionsalderen med et halvt år om året fra 2019 til 2022, så folkepensionsalderen i 2022 lander på 67 år.

Men da danskerne fortsætter med overleve regnemodellernes forventninger til deres død, er pensionsalderen endnu en gang blevet genstand for politiske sværdslag.

Mens V-LA-K-regeringen blev dannet blandt andet på et ønske om at fremskynde forhøjelsen af pensionsalderen, vakte det stor opsigt, da partilederne Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under et såkaldt ’pensionsshow’ i Cirkusbygningen sids