54-årige Bo Søsted fik for 10 år siden diagnosen ALS (amyotrofisk lateral sklerose). Han er i dag lammet i det meste af kroppen og i respirator. Han kan kommunikere via en såkaldt tale-pc, hvor han kigger på bogstaverne på et digitalt tastatur. Med sine øjne kan han stave de ord, han ønsker at sige.
Han fortæller sin historie til journalist Elisabeth Astrup via tale-pc.
Jeg kender ikke dagen, hvor jeg skal dø, men jeg kan selv sætte en slutdato: Hvis jeg ikke længere ønsker at være her, vil sundhedssystemet respektere det. Konkret skal jeg så bestille en tid til min egen død. Så skal jeg møde op, og når jeg er klar, vil de give mig noget beroligende medicin, og så bliver respiratoren slukket. Der vil ske en ophobning af CO2 i min krop, og så vil jeg sove stille og roligt ind. Fordi jeg ved, at det formentlig bliver sådan, det kommer til at ske, frygter jeg ikke det øjeblik.
Men jeg kan godt være bange ind i mellem. Jeg har stille dage, hvor jeg ikke siger så meget. På de dage kan jeg være nervøs for, om det hele bare er mørkt bagefter, så jeg ikke kommer til at gense alle dem, jeg holder af. Vi kan jo ikke vide noget om det.
