Sara Lynge: Det er vigtigt at præsentere sig. Det sidste, den døende mister, er hørelsen

»Hej, jeg kommer fra Vågetjenesten«.

»Ja, hej med dig, jeg kommer og lukker dig ind«.

Klokken er 04:47, og jeg skal afløse en anden våger om lidt, så hun kan komme hjem og sove.

Det var lyst, da jeg kørte hjemmefra, men morgendisen lå som en dyne hen over byens græsplæner og små søer. De tomme veje fortæller mig, det ikke er rigtig morgen. Men i dag skal jeg afsted alligevel.

Jeg bliver taget venligt imod af nattevagten og bliver ført hen til den borgers stue, hvor jeg skal sidde.

Hun har været en kvik ældre dame, men de sidste dage er det gået ned ad bakke, og nu er det nået dertil, at plejehjemmet har tilkaldt vågere til at sidde ved den trætte krop de sidste nætter.

Da den anden våger og nattevagten har forladt stuen, sænker roen sig.

»Hej«, begynder jeg, mens den tilsyneladende fredfyldte borger i sengen ikke fortrækker en mine, »jeg hedder Sara, og jeg vil gerne sidde hos dig de næste timer. Du er ikke alene, og alt er godt«.

Det er vigtigt at præsentere sig. Det lærte jeg på min første vagt som våger, hvor vi altid er afsted to personer. Det sidste, den døende mister, er vist hørelsen, og det er vigtigt at behandle det fremmede menneske med respekt.

Hun trækker vejret taktfast med åben mund, og jeg vurderer, der stadig er et stykke tid til, at døden vil indtræffe og stilheden tage over.

Hun ligger med et dynebetræk hen over sin krop i den lune nat. Det ser gammelt ud og ligner noget, der er købt med omhu.

Mon det er et, hun har haft med på plejehjemmet fra sit tidligere liv? Jeg tror det. Mønsteret ligner langtfra det traditionelle fra institutionsvask.

Mon det er et betræk, hun har været særligt glad for? Mon det er det, hun ville have valgt til de sidste dage, hvis hun havde vidst, det var nu? Jeg håber det. Jeg lader mine fingerspidser røre stoffet, der hænger ned ved siden af madrassen. Det virker køligt og blødt. Det er et godt dynebetræk at have på som det sidste.

Mine øjne vandrer rundt i lokalet. Der hænger malerier af alt fra landskabsmotiver til blomster og brusende have. Jeg spekulerer over, hvilket et der mon var hendes favorit.

Jeg vælger et flot et, som jeg beslutter må være det, og giver hende i mit stille sind ret i, at det bestemt også er det allersmukkeste.

På alle flader står der små figurer og nipsting, der ganske givet alle har en historie, men kvinden i sengen kan ikke længere fortælle den.

Nattevagten sagde, at borgeren har boet der i en del år efterhånden. Jeg ser mig om og tænker, at denne lille stue med tilhørende handicapvenlig altan har været hendes bolig længere, end jeg har haft min. Det er hendes hjem, og det står, som om hun bare har lagt sig for at tage en lur.

Der står et glas vand på bordet, som hun ikke længere kommer til at drikke af. Der ligger et opslået ugeblad med en artikel om, hvordan Jesper Theilgaards kollegaer siger farvel til ham, efter han i 27 år begejstret har fortalt om det danske vejr. Fik hun læst den færdig?

Dette er nogens hjem, hendes hjem. Det er fyldt med ting, hun ikke længere vil se på eller røre ved. Skabe og skuffer fyldt med bunker af affektionsværdi efter et langt levet liv.

Jeg sidder stille på min stol ved sengen og lader mine øjne vandre hen over væggene. Danner mig et indtryk af det menneske, som jeg deler disse vigtige timer med.

Jeg kommer ind uden at vide noget om den døende. Jeg har ingen uforløste ting, der skal siges. Ingen minder og følelser forbundet med livet, der lå forud for disse timer. Jeg er her bare og forsøger at danne mig et billede af, hvem hun var ud over den krop, der ligger i sengen nu.

Der står billeder fremme af familie. Smilende ansigter. Også hendes eget med et lille barnebarn eller oldebarn i favnen. Hun ligner ikke sig selv mere. Det må være noget tid siden. De sidste år af et menneskes liv sætter deres spor. På den måde er det smukt at blive så gammel. Alle linjerne i huden er ligesom træets ringe. Man kan tælle visdommen og minderne i dem.

Sjælen er indimellem stærkere end kroppen, og indimellem er den det ikke. Det er sjældent, de ældes i samme takt.

Jeg tænker, at familien nok har været der i løbet af dagen. Det er meget normalt, at familien sidder hos den døende om dagen, og vi kommer ind om natten, så de kan samle kræfter. Indimellem sidder vi også hos nogle, der ikke har andre. Måske havde de engang. Vi ved ikke, hvilke historier der ligger forud. Vi ved ikke, hvem der har sagt og gjort det ene eller det andet, eller om borgeren i nogens øjne ikke har fortjent selskab. Vi dømmer ikke, og for os er de alle lige værdige til ikke at skulle forlade denne verden alene.

Jeg mindes, da min egen morfar skulle dø. Dengang samledes vi hele familien de sidste dage. Jeg sad der som den sidste, mens han stadig var ved bevidsthed, og opdagede hen over mit ugeblad, at han havde åbnet øjnene og lå og så på mig. Jeg smilede, og han smilede tilbage. Så løftede han sin afkræftede hånd og vinkede langsomt til mig, hvorefter han lukkede øjnene og forsvandt ind i bevidstløsheden, der ofte kommer til sidst.

De sidste timer var alle generationer samlet rundt om sengen. Vi fortalte historier fra hans liv, sang sange, grinede, græd og tog afsked. Til sidst slap det sidste vejr ud af ham, mens jeg holdt hans hånd i min, og vi åbnede et vindue, så hans sjæl kunne flyve ud. Det var en helt igennem smuk afslutning og en gave, at han lod os være så tæt på, mens han langsomt blev mindre af den stærke mand, han havde været altid.

På den måde tror jeg, det at være våge fandt sin vej ind i mit værdisæt og blev en opgave, jeg havde stor respekt for, at nogle, og nu jeg selv, udfører.

Jeg vil ikke sige, jeg som sådan er troende kristen. Men jeg er vokset op i det danske samfund og har mødt kirken mange gange i mit liv. Mest af alt har jeg en kærlighed til kirkens fysiske rum.

Stilheden, udsmykningerne, roen og pladsen til fordybelse. Det er samme ro, der er i de rum, hvor jeg sidder og våger ved en borger.

Nattevagten kommer ind på stuen og ser med omsorg på kvinden. Det er livets gang, siger han på lidt gebrokkent dansk, og hun har haft et godt liv. Han har kendt hende længe og deler et par anekdoter.

Jeg har mødt forskellige nattevagter, og de er ofte af anden herkomst end dansk. De er varme og nærværende og omsorgsfulde. Gad vide, hvor mange der tænker over denne gruppe i udlændingedebatten.

Jeg smiler kort for mig selv ved tanken om alle de fremmedfjendske i vores samfund, som helt sikkert vil få muligheden for at se det hele og rigtige menneske bag hudfarven, når de måske engang selv bliver gamle nok til at være aftagere af ældreplejens mange tilbud.

I min kontakt med plejehjemmene har jeg kun oplevet mennesker med omsorg på hjerte. Varme hænder, der har kontakt med de gamle, og smilende øjne, der viser interesse.

Han fortsætter og fortæller, at hun har nogle børn, der har været gode ved hende og besøgt hende ofte. De var der sidste gang i forgårs og har nu meldt, at de ikke kommer mere. De kan ikke rumme at være så tæt på til sidst.

Det er også en intens oplevelse at være så tæt på. Jeg dømmer aldrig familien for ikke at sidde der, men glædes i stedet over, at vi er andre, der kan træde til. Jeg tror på, det er vigtigt, at der er nogen.

De tilfælde, hvor vi er ude og våge, har livet oftest været langt. Tiden er kommet, og overgangen er oftest rolig og helt udramatisk.

I gamle dage flyttede vi ikke så langt væk fra vores familie, som mange gør i dag. Traditionen foreskrev, at man måtte tage sig af de ældre, og vi gjorde det uanset lyst. Det burde man, så det gjorde man.

I dag er der meget, der kan komme på tværs. Vi kan f.eks. bo langt fra vores familiemedlemmer. Vi er blevet mere bevidste om vores ret til egen holdning, og der opstår oftere konflikter, der kan sætte splid i familien. Det kan også være, man har mistet sine familiemedlemmer for tidligt til sygdom, eller at venskaber bare er gledet ud.

Men hvorfor mon så mange ikke kan rumme at sidde her? Døden er jo en naturlig del af livet.

I nogle kulturer synger man den ind, i andre markeres med lys og bøn. Igennem alle tider har familiemedlemmer forladt os, men døden er ikke altid pæn, følelser er ikke altid lette at rumme, og det kan være svært at se det menneske, man har kendt, svinde ind til de rester af et liv, jeg ser foran mig i sengen.

Hun var engang nogens nyfødte barn. Hun var nogens ven, fortrolige, kæreste, kollega, nabo, nogens elskede. Nu ligger hun her med et langt levet liv i bagagen, næsten 100 år gammel. Jeg forestiller mig hendes liv, hvordan hun måske engang er kommet løbende smilende ind i sin moders arme.

Da min egen søn var ganske lille, og jeg var frivillig på et plejehjem, sagde han, at det var godt, de kunne låne hans mor, når han ikke lige skulle bruge hende, for de havde jo ikke deres egen mere.

Den tanke tror jeg, han har ret i. Uanset alder, levet liv og livsopfattelse tror jeg, vi kan være noget for hinanden. Vi kan give hinanden af vores energi og mærke, hvordan netop den måde at dele på blot giver mere energi, end der var før.

Solens morgenstråler rammer hjørnet af sengen og lyser rummet op. Kvinden i sengen trækker stadig vejret i en jævn rytme, og jeg tænker på, hvor synd det nu alligevel er, at nogen, der har kendt hende, ikke får lov at opleve denne andægtige ro, hun udstråler, og fredelige måde, hun afslutter livet på.

Der hænger et ur på væggen af typen, der normalt tikker højt. Det er gået i stå klokken otte minutter i syv. Om det har været en morgen eller en aften, og om det er for nylig eller længe siden, er ikke til at vide.

I stedet høres kun lyden af hendes vejrtrækning. Tre timer sidder jeg sådan. Indimellem lægger jeg en hånd på hendes arm og hvisker et par ord, så hun mærker, hun ikke er alene. I Vågetjenesten er mottoet: Ingen, som ikke ønsker det, skal dø alene.

Jeg hører indimellem skridt på gangen. Det er nattevagterne. De er ganske få til mange beboere. I dagtimerne er de flere, og der kan de kigge ind på stuen med korte intervaller og vurdere, hvornår de skal blive og sidde lidt. De er så taknemmelige for, at vi kommer om natten. Det ved jeg, familierne også er.

Samarbejdet med plejehjemmene og hjemmeplejen er fantastisk. De sad der gerne, hvis de kunne, men ressourcer forhindrer det, fordi de skal nå så meget, og en værdig afsked og en varm hånd er sjældent det eneste punkt på checklisten for nattens runde. I stedet drøfter Vågetjenesten med borgeren og deres pårørende i god tid og ved, om dette er et ønske.

Jeg har vidst i mange år, at jeg ville være våger. Altså når jeg bliver gammel, for det er vel noget, man kun er, når man er gammel? Er det ikke kun gråhårede damer, der drikker kaffe og strikker?

Men så valgte jeg at gøre det alligevel og tage de vagter, jeg kan med en travl hverdag med job og barn.

Det bliver til et par stykker hver måned, og den gruppe mennesker, jeg har mødt i Vågetjenesten, har vist sig at være en flok fantastisk empatiske, livsbekræftende, varme og humoristiske mennesker. Unge som ældre, mænd og kvinder.

Ikke mange forstår, hvorfor jeg bruger af min fritid til at sidde ved en fremmed seng og holde en fremmed hånd. Men er vi egentlig fremmede? Ville vi ikke hjælpe, hvis de kunne spørge, smile tilbage i køen i Netto, hvis de stod bag os, og hjælpe med at samle det æble op fra fortovet, som de tabte ud af posen?

Vi er slet ikke så fremmede, og det eneste, det kræver af mig, er, at jeg er til stede og nærværende.

Pludselig standser hendes vejrtrækning. Uret på væggen larmer nu mere end tidligere med sin manglende tikken. Vi er ikke vant til at være tæt ved et menneske, der ikke trækker vejret. Det strider mod alt, hvad vi kender, fra vi de første måneder betragter det lille barns brystkasse og beroliges ved barnets lette snorken.

Stilheden er øredøvende og fylder rummet. Det føles som en evighed.

Efter et par sekunder tager hun pludselig en dyb vejrtrækning igen og fortsætter i næsten samme tempo som før.

Min vagt er forbi, og det blev ikke i nat, hun forlod os. Inden længe vil der nok komme en ny sms på min telefon: Kære vågere, der er behov for os igen i nat.