0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Sara Lynge: Det er vigtigt at præsentere sig. Det sidste, den døende mister, er hørelsen

Hvorfor bruger jeg min fritid på at sidde sammen med døende mennesker, som jeg slet ikke kender? Fordi vi slet ikke er så fremmede for hinanden som vi tror.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sara Lynge
Modelfoto: Sara Lynge

Dagens kronikør er en såkaldt våger, der sidder med de døende og sørger for, at de ikke er alene i livets sidste timer.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hej, jeg kommer fra Vågetjenesten«.

»Ja, hej med dig, jeg kommer og lukker dig ind«.

Klokken er 04:47, og jeg skal afløse en anden våger om lidt, så hun kan komme hjem og sove.

Det var lyst, da jeg kørte hjemmefra, men morgendisen lå som en dyne hen over byens græsplæner og små søer. De tomme veje fortæller mig, det ikke er rigtig morgen. Men i dag skal jeg afsted alligevel.

Jeg bliver taget venligt imod af nattevagten og bliver ført hen til den borgers stue, hvor jeg skal sidde.

Hun trækker vejret taktfast med åben mund, og jeg vurderer, der stadig er et stykke tid til, at døden vil indtræffe og stilheden tage over

Hun har været en kvik ældre dame, men de sidste dage er det gået ned ad bakke, og nu er det nået dertil, at plejehjemmet har tilkaldt vågere til at sidde ved den trætte krop de sidste nætter.

Da den anden våger og nattevagten har forladt stuen, sænker roen sig.

»Hej«, begynder jeg, mens den tilsyneladende fredfyldte borger i sengen ikke fortrækker en mine, »jeg hedder Sara, og jeg vil gerne sidde hos dig de næste timer. Du er ikke alene, og alt er godt«.

Det er vigtigt at præsentere sig. Det lærte jeg på min første vagt som våger, hvor vi altid er afsted to personer. Det sidste, den døende mister, er vist hørelsen, og det er vigtigt at behandle det fremmede menneske med respekt.

Hun trækker vejret taktfast med åben mund, og jeg vurderer, der stadig er et stykke tid til, at døden vil indtræffe og stilheden tage over.

Hun ligger med et dynebetræk hen over sin krop i den lune nat. Det ser gammelt ud og ligner noget, der er købt med omhu.

Mon det er et, hun har haft med på plejehjemmet fra sit tidligere liv? Jeg tror det. Mønsteret ligner langtfra det traditionelle fra institutionsvask.

Mon det er et betræk, hun har været særligt glad for? Mon det er det, hun ville have valgt til de sidste dage, hvis hun havde vidst, det var nu? Jeg håber det. Jeg lader mine fingerspidser røre stoffet, der hænger ned ved siden af madrassen. Det virker køligt og blødt. Det er et godt dynebetræk at have på som det sidste.

Mine øjne vandrer rundt i lokalet. Der hænger malerier af alt fra landskabsmotiver til blomster og brusende have. Jeg spekulerer over, hvilket et der mon var hendes favorit.

Jeg vælger et flot et, som jeg beslutter må være det, og giver hende i mit stille sind ret i, at det bestemt også er det allersmukkeste.

På alle flader står der små figurer og nipsting, der ganske givet alle har en historie, men kvinden i sengen kan ikke længere fortælle den.

Nattevagten sagde, at borgeren har boet der i en del år efterhånden. Jeg ser mig om og tænker, at denne lille stue med tilhørende handicapvenlig altan har været hendes bolig længere, end jeg har haft min. Det er hendes hjem, og det står, som om hun bare har lagt sig for at tage en lur.

Der står et glas vand på bordet, som hun ikke længere kommer til at drikke af. Der ligger et opslået ugeblad med en artikel om, hvordan Jesper Theilgaards kollegaer siger farvel til ham, efter han i 27 år begejstret har fortalt om det danske vejr. Fik hun læst den færdig?

Sjælen er indimellem stærkere end kroppen

Dette er nogens hjem, hendes hjem. Det er fyldt med ting, hun ikke længere vil se på eller røre ved. Skabe og skuffer fyldt med bunker af affektionsværdi efter et langt levet liv.

Jeg sidder stille på min stol ved sengen og lader mine øjne vandre hen over væggene. Danner mig et indtryk af det menneske, som jeg deler disse vigtige timer med.

Jeg kommer ind uden at vide noget om den døende. Jeg har ingen uforløste ting, der skal siges. Ingen minder og følelser forbundet med livet, der lå forud for disse timer. Jeg er her bare og forsøger at danne mig et billede af, hvem hun var ud over den krop, der ligger i sengen nu.

Der står billeder fremme af familie. Smilende ansigter. Også hendes eget med et lille barnebarn eller oldebarn i favnen. Hun ligner ikke sig selv mere. Det må være noget tid siden. De sidste år af et menneskes liv sætter deres spor. På den måde er det smukt at blive så gammel. Alle linjerne i huden er ligesom træets ringe. Man kan tælle visdommen og minderne i dem.

Sjælen er indimellem stærkere end kroppen, og indimellem er den det ikke. Det er sjældent, de ældes i samme takt.

Jeg tænker, at familien nok har været der i løbet af dagen. Det er meget normalt, at familien sidder hos den døende om dagen, og vi kommer ind om natten, så de kan samle kræfter. Indimellem sidder vi også hos nogle, der ikke har andre. Måske havde de engang. Vi ved ikke, hvilke historier der ligger forud. Vi ved ikke, hvem der har sagt og gjort det ene eller det andet, eller om borgeren i nogens øjne ikke har fortjent selskab. Vi dømmer ikke, og for os er de alle lige værdige til ikke at skulle forlade denne verden alene.

Jeg mindes, da min egen morfar skulle dø. Dengang samledes vi hele familien de sidste dage. Jeg sad der som den sidste, mens han stadig var ved bevidsthed, og opdagede hen over mit ugeblad, at han havde åbnet øjnene og lå og så på mig. Jeg smilede, og han smilede tilbage. Så løftede han sin afkræftede hånd og vinkede langsomt til mig, hvorefter han lukkede øjnene og forsvandt ind i bevidstløsheden, der ofte kommer til sidst.

De sidste timer var alle generationer samlet rundt om sengen. Vi fortalte historier fra hans liv, sang sange, grinede, græd og tog afsked. Til sidst slap det sidste vejr ud af ham, mens jeg holdt hans hånd i min, og vi åbnede et vindue, så hans sjæl kunne flyve ud. Det var en helt igennem smuk afslutning og en gave, at han lod os være så tæt på, mens han langsomt blev mindre af den stærke mand, han havde været altid.

På den måde tror jeg, det at være våge fandt sin vej ind i mit værdisæt og blev en opgave, jeg havde stor respekt for, at nogle, og nu