Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Billedet er taget under  morens tale til  Helene Aagaards Bryllyp.  Foto: Privatfoto

Billedet er taget under morens tale til Helene Aagaards Bryllyp. Foto: Privatfoto

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Helene Aagaard fortæller om sit liv i efterdønningerne af brorens selvmord: Alderen 14 år var lig med at være levende

Vi må aldrig gøre døden til et tabu. Heller ikke når det drejer sig om et selvmord, som er umuligt at forklare.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der findes et billede fra min mands og mit bryllup, hvor de gæster, der er i fokus, sidder med et ret så koncentreret og eftertænksomt blik i øjnene. Min bedste ven sidder med tårer i øjnene.

I venstre hjørne af billedet ses en uskarp silhuet af mine forældre. Det er min mors ord, der har bragt tårer frem i min bedste vens øjne. Som jeg husker det, er det omkring det sted i talen, hvor min mor fortæller om min storebrors død.

Min bror, Michael, begik selvmord, da jeg var 4 år gammel. Han selv var 14 år gammel. Jeg ved ikke hvorfor. Der findes selvfølgelig som i alle familier analyser og gisninger om hvorfor, men faktum er bare, at han ikke efterlod sig en forklaring, så reelt ved ingen hvorfor. Spørgsmålet er også, om det i dag er så relevant. Min bror døde, da han var 14 år gammel, og det er i høj grad mine forældres sorg. En sorg, som de har båret med respekt og kærlighed for den datter, de stadig har.

Først for nylig er det dog for alvor gået op for mig, hvilken konsekvens min brors selvmord har haft på mit eget liv. Selvfølgelig er konsekvensen at miste en bror og have forældre i sorg. Jeg har spillet fransk klovn mange gange i min barndom for at få mine forældre til at smile, og det er stadig en kernekompetence på mit cv. Men grundlæggende har jeg aldrig lidt nød eller manglet kærlighed – tværtimod. Jeg har dog meget tidligt indprentet mig alderen 14 år som en vigtig skillevej.

Jeg har spillet fransk klovn mange gange i min barndom for at få mine forældre til at smile

14 år var lig med frihed. 14 år var lig med at løbe med vinden for fuld kraft. 14 år var lig med at være levende. For hvis man nåede 14 år, så døde man ikke – og hvis man ikke døde, kunne man gøre, lige hvad der passede en. I mine forældres optik var jeg lige lovlig tæt på kanten op til flere gange. I min egen forståelse var jeg slet ikke i nærheden, omend jeg sagtens kunne se afgrunden. Min far sagde flere gange til mig, at når jeg valgte noget, fravalgte jeg noget andet. Han ønskede at tydeliggøre de potentielle valg og muligheder, der ellers kunne være, og mest af alt banke ind i hovedet på mig, at nogle valg kunne risikere at indsnævre mit handlerum på langt sigt – hvis ikke for evigt.

Ifølge Center for Selvmordsforskning er der i gennemsnit to personer i Danmark, der hver dag begår selvmord, og cirka 20, der forsøger. Selv om det kan tælles på under en hånd, hvor mange under 15 år, der begår selvmord, sker det stadig. Dog registreres ikke alle selvmord og selvmordsforsøg for børn under 15 år som sådanne, men derimod som ’ulykker’ eller ’tvivlstilfælde’ – oftest på grund af de pårørendes ønske om at undgå stigmatisering fra omgivelserne.

Mine forældre har heldigvis aldrig behandlet min storebrors selvmord som et tabu. Tværtimod har de med kærlighed og ro gennem hele mit liv talt med mig om mit brors voldsomme valg, som stadig den dag i dag skaber efterskælv i vores liv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kender flere, der har oplevet skælv af den størrelse, som et dødsfald tidligt i ens liv er. Før et logisk-jeg er udviklet, som man med en form for fornuftig overbevisning om, at livet går videre, kan komme fremad med sorgen som følgesvend. Men når dødsfaldene rammer ned i en skrøbelig tid, hvor ens identitet står til forhandling og for mit eget vedkommende – i en alder af 4 år - former den en endegyldigt på godt og ondt.

Mit eget rumspringa sluttede i mine tidligere 20’ere. Nok omkring det tidspunkt, hvor det dæmrede for mig, at den ultimative frihed også er lig med dovenskab. Dovenskab over for ens eget liv og manglende evne til at turde se selv i spejlet og konsekvenserne af de valg, man tager. På en måde ikke så voldsomt forskelligt fra andre unge, som efter teenage-årernes oprør forstår, at deres forældres vejledning og råd ikke var helt ad helvede til.

Men jeg kan ikke fornægte, at der stadig ligger en uro og utålmodighed og ulmer. En længsel efter kanten. En følelse af liv. Af at leve. Jeg har i mange år kanaliseret det ud i mit arbejdsliv. Brugt det proaktivt for at mærke lige præcis suset, når det gik stærkt, var svært, var uoverskueligt. For lige der ydede jeg det maksimale. Lige der var jeg bedst. Lige der var jeg levende.

Jeg har altid tænkt, at der ikke var den store forskel på at få en hund eller et barn. Altså lige bortset fra at man højst sandsynligt kommer til at stå i den situation en dag, at man skal aflive hunden. Der var en, der for nylig sagde til mig, at forskellen jo også var, at børn levede meget længere end hunde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke ’ikke nødvendigvis’. Jeg sagde det ikke højt, fordi kynikeren i mig efterhånden har lært at pakke ubehagelighederne væk.

»Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere«, er det mest stupide udtryk. Jeg har i mange år gjort mig selv skyldig ved at bruge det som en konkluderende gajolfilosofi. Men man bliver ikke stærkere af et dødsfald i en sådan tidlig alder. Man lærer bare meget tidligt, at døden er evig og fyldt med tråde, der strækker sig langt i ens eget liv og dem, man deler det liv med. Man bliver muligvis mere hård og kynisk, men det er ikke ensbetydende med styrke, men derimod til tider en svaghed og et benspænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men børn dør, hvad enten de vil det eller ej. Når den erfaring lagrer sig tidligt i ens liv, bliver man så pinligt bevidst om, at livet handler om at leve det i yderste potens, og man vælger med omhu at leve det med mennesker, som til en vis grad vil løbe med vinden sammen med en. Af den simple grund, at man ved, at de på et tidspunkt dør, så det handler om at få så meget med som muligt.

Som min mor sagde i talen på min bryllupsdag, var den franske klovn, der blev født den gang i en alder af fire år, en hjælp for mine forældre i deres sorg – »en budbringer om glæde og liv«. Samtidig anerkendte hun egentlig også det spejl, jeg er vokset op foran, hvor det vigtigste for mine forældre grundlæggende også var tallet 14. At jeg levede til længere end 14 år, og at jeg voksede op til at blive et andet og anderledes menneske end ham, der tog sit eget liv i en alder af 14 år. En, der levede.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden