0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmark reddede mig fra et liv som barnebrud

Jeg blev giftet bort som barn og levede 7 år i et ægteskab med tvang og social kontrol. Vendepunktet kom, da jeg besluttede mig for at immigrere til Danmark.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Privatfoto
Foto: Privatfoto

Barnebrud. Dagens kronikør blev som mindreårig gift i Pakistan. Det blev begyndelsen på 7 års mareridt. Her ses hun på bryllupsdagen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er et øjeblik, der er definerende for min tidlige ungdom. Jeg var 17 år og var lige blevet gift med en af Pakistans rigeste forretningsmænd, og nu havde vi vores første skænderi.

Min nye mand afsluttede det ved at vise mig, hvem der bestemte. Hans fysiske overmagt efterlod ingen tvivl om den sag. Han satte sin kone på plads, så ingen af os kunne være i tvivl om rollefordelingen.

Når jeg ser tilbage på det, kan han meget vel have opfattet sit overgreb på mig som en succes. Sådan må det også have set ud for en mand, der ikke er vant til  at skulle lytte til kvinder.

Skænderiet holdt jo op. Skrigene blev til hulken. Problemet var bare, at de ikke var forsvundet ... de var bare flyttet ind i mig.

Hele mit liv havde jeg levet en beskyttet tilværelse i en boble af rigdom og faste kønsroller

Den aften stod det klart for mig, at min holdning og mine ønsker ikke betød en skid. Jeg var castet til at spille rollen som hustru, fordi der skulle være en kvinde i hans liv.

Jeg havde ellers været fyr og flamme, da min far et par måneder tidligere havde meddelt, at jeg skulle giftes.

Han havde valgt en af sine forretningspartnere til mig. En mand, der ligesom vi var en del af Pakistans overklasse. Alle var glade for det arrangement.

Min far glædede sig over, at ægteskabet ville besegle deres tætte relation; det var godt for forretningen.

Far bestemte

Min mor, havde ikke noget at skulle have sagt, når min far først havde taget sin beslutning, men hun var lettet over, at den udkårne var så rig, at hendes eneste datter næppe ville komme til at lide økonomiske afsavn.

Samtidig var hun lettet over, at min  far havde valgt en moderne mand, så jeg kunne fortsætte min uddannelse. Selv var jeg henrykt over udsigten til en ny favnfuld ekstremt dyrt tøj og til den kommende bryllupsfest – mere end 1.000 gæster, enorme gaver og så meget opmærksomhed, at selv en ’X Factor’-finalist ville sukke af misundelse.

Kun min barndomsven var bekymret. »Har du ikke brug for lidt tid til at tænke det igennem og vænne dig til det«, spurgte han. »Det er jo trods alt en stor beslutning!«.

Jeg svarede med et fnis og kvitterede med en forklaring om, at et ægteskab ikke var den store forandring.

»I dag spiser jeg hjemme hos min mor og far, i morgen spiser jeg i hans families hus. I dag sover jeg her, i morgen der«, sagde jeg med den lethed, som hører børn til.

Og det var ikke tilfældigt, for jeg var et barn dengang.

Min nye mand afsluttede det ved at vise mig, hvem der bestemte. Hans fysiske overmagt efterlod ingen tvivl om den sag

Da jeg mange år efter begyndte at arbejde for FN’s Børneorganisation, Unicef, stod det klart for mig, at jeg faktisk havde været barnebrud. Jeg var som sagt kun 17 år og tilmed langt mindre moden end en gennemsnitlig dansk teenager.

Hele mit liv havde jeg levet en beskyttet tilværelse i en boble af rigdom og faste kønsroller.

Kvinderne brugte dagene på at shoppe, besøge hinanden for at sladre og være repræsentative  og bakke op om deres mænd.

Mændene lavede forretninger og gav den i rollen som patriarker.

De bestemte, kvinderne adlød. Mænd og drengebørn var skattede, kvinder og pigebørn skulle indordne sig. Vores køn gav os lavere rang.

Rollefordelingen var klar, og det var den, der kort tid efter bryllupsfesten manifesterede sig i overgrebene på mig.

Min mand styrede mit liv. Hvornår jeg skulle stå op, hvordan jeg skulle være klædt, hvordan jeg skulle repræsentere familien, når den endeløse strøm af besøgende kom forbi på visit.

Der var en forventning om total underkastelse. Jeg var ikke længere en person. Jeg var nogens kone, nogens svigerdatter, nogens svigerinde.

Rollen som ’mig’ var strøjet fra rollehæftet. Det, der var mig, var ikke vigtigt, og hvis det stadig eksisterede et sted, skulle det gemmes væk – allerhelst forsvinde helt.

Når vi i UNICEF arbejder med børneægteskaber, er en central del af motivet til at gifte en datter væk næsten altid penge. Fattige familier med alt for mange munde at mætte tvinges til at skille sig af med så mange af de knurrende maver som muligt.

Samtidig er ægteskabet en oplagt mulighed for at beskytte unge piger mod overgreb fra tilfældige. En gift kvinde er i mange kulturer mindre udsat for overgreb fra fremmede, fordi det er klart, hvem hun tilhører.

Fattigdom og behovet for beskyttelse er f.eks. en væsentlig grund til, at antallet af barnebrude er steget væsentligt blandt syrerne i de mange flygtningelejre i Syriens nabolande.

Jeg passer dårligt med det gængse billede af en barnebrud. Overgreb blev først en del af mit liv med ægteskabet, og jeg blev på ingen måde giftet væk pga. pengeproblemer.

Alligevel havde ægteskabet alt med penge at gøre. Det var min fars vej til endnu bedre forretninger og dermed endnu mere rigdom. Det var et udtryk for en tankegang, der forveksler penge med kærlighed.

Jeg havde aldrig før været uden for Pakistan. At lande i Kastrup var som at lande på en anden planet

Samtidig havde mit barneægteskab mange fællestræk med dem, som hundredtusindvis af unge kvinder lever i verden over.

En lang række Unicef-undersøgelser viser, at risikoen for overgreb og social kontrol stiger, når piger bliver gift, mens de stadig er børn. Den statistik er jeg en del af.

Jeg var i det ægteskab i syv år. Jeg løb hjem til mine forældre et par gange og bad om hjælp.

Kataloget over min fars reaktioner var tykt og bød på variationer over temaet ’Jeg kan og vil ikke gøre noget for dig’.

Nogle gange sagde han, at jeg da var velkommen til at gæste mit barndomshjem et par dage, men jeg skulle vide, at min mands hjem var mit rigtige hjem. Andre gange lod han mig forstå, at en god datter ikke løber fra sin mand.

De mente, at jeg var problemet

Da jeg begyndte at tale om, at jeg ville skilles, svarede han blot: »Det er en stor beslutning. Sådan en kan et barn ikke tage. Du ved ikke, hvad du siger«.

Som 17-årig havde jeg været kvinde nok til, at han kunne gifte mig væk. Nu var jeg i 20’erne og slet ikke voksen nok til at søge skilsmisse.

Når jeg nægtede at vende tilbage til min svigerfamilie, tog han over til min mand og undskyldte.

Så bekræftede de hinanden i, at jeg var svær at have med at gøre. Hvad skulle man dog stille op med det fjollede og forvirrede pigebarn?

Måske burde de få fat i en psykolog, der kunne hjælpe mig med at slå mine vanvittige ideer ud af hovedet?

Deres fælles taktik var altid at distrahere mig, ligesom man gør med små børn. Man peger op i luften og råber med begejstret stemme: Se, en fugl – og håber på, at barnet holder op med at græde. Min mand sagde: »Lad os skabe en familie. Lad os få en baby. Lad os gå ud at spise et nyt, smart sted«.

Jeg vidste, at intet ville forandre sig, men jeg var opdraget til at gøre, hvad der blev sagt, når det blev sagt med tilstrækkeligt eftertryk, så jeg vendte altid hjem, og alting fortsatte, som det plejede.

Depressionen kom krybende, og til sidst begyndte jeg at flygte ind i søvnen i stedet for at flygte ud af huset. Jeg tog sovepiller, sov dagene væk. Det var et råb om hjælp, men den kom ikke. Det var, som om ingen kunne høre mig.

Efterhånden indsåjeg, at den hjælp, jeg anglede efter, aldrig ville komme.

Hvis jeg skulle reddes, måtte redde mig selv. Du har to arme, to ben og et udmærket hoved. Brug dem. Man kan  gå alle steder hen, men man må selv  tage det første skridt, tænkte jeg.

Årene i ægteskabet havde ikke nedbrudt mig. Jeg var ikke ødelagt for altid, men jeg var til gengæld blevet erfaren og moden.

Hvorfor spille rollen som offer, når jeg faktisk var stærk, spurgte jeg mig selv. Så tog jeg beslutningen: Jeg skulle væk.

Langt væk. Ikke bare ud af svigerfamiliens hus, men ud af Pakistan. Hvis jeg blev i mit hjemland, ville problemerne aldrig stoppe. Jeg bestemte mig for at immigrere og søgte arbejdsvisum til Danmark.

Jeg levede op til de krav, Danmark stillede til veluddannet arbejdskraft, og efter to uger blev jeg godkendt!

De slog sig på lårene af grin

Jeg jublede. På det tidspunkt var danskerne verdens lykkeligste folk, og jeg ville gerne være lykkelig. Danmark og jeg var det perfekte match.

Min mand og min far slog sig på lårene af grin, da jeg meddelte, at jeg ville rejse. De så det som endnu en af mine fjollede ideer og tog det slet ikke seriøst.

Selv da vi stod i lufthavnen og havde tjekket min bagage ind, gjorde de grin med mig.

»Tag det som en ferie, og ring, når vi skal komme og hente dig. Du giver op efter et par dage«, sagde min mand.

»Når pengene slipper op, skal du nok komme krybende, fjolleunge«, grinede min far.

Faktisk kom deres opfattelse af mig som et umodent og fjollet barn mig pludselig til gode. Der var jo ingen grund til at stoppe mig, når man ikke tog mine planer seriøst. Jeg fløj under radaren ... og jeg fløj væk.

Jeg havde aldrig før været uden for Pakistan. At lande i Kastrup var som at lande på en anden planet.

En god planet. Den respekt, jeg havde higet efter, fik jeg serveret her. Jeg var ikke mindre værd, fordi jeg er kvinde. Jeg husker tydeligt, første gang jeg trak  i et par cowboybukser og gik en tur på gaden.

Når man først har mærket friheden, vil man gøre alt for, at andre også får den

Ingen kaldte mig billig, ingen pegede fingre, ingen grinede af mit tøj eller spurgte, hvad pokker jeg bildte mig ind.

Faktisk lod folk bare som ingenting. De bemærkede mig ikke. Jeg kunne gå i fred, det var helt vildt.

Jeg kunne endda spørge fremmede mænd om vej, hvis jeg havde brug for det. De grinede ikke, gramsede ikke og stirrede ikke på mig, som om jeg var vanvittig.

Tidligere havde ligestilling kun været noget, jeg havde drømt om, at opleve det var magisk. Jeg svævede gennem byen og forstod, at her var jeg stærk.

Min mand var knap så begejstret. Han var begyndt at forstå, at jeg ikke ville komme hjem. Det stod helt klart, da jeg meddelte ham, at jeg ville skilles. Han skammede sig over, at jeg var løbet hjemmefra.

Hvad ville folk dog ikke tænke? Og værst af alt: De ville helt sikkert ikke nøjes med at tænke: De ville grine! Tænk at have en kone, der hverken hører efter eller gør, hvad man siger. Hvilken nedværdigelse!

Han prøvede den sædvanlige taktik med at distrahere mig, men den virkede ikke på så lang afstand.

Så forsøgte han at komme til Danmark for at hente mig hjem. Jeg svarede: »Kom an. Her har du ikke en chance. Du kan ikke engang få lov at røre mig uden mit samtykke. Her er jeg magtfuld, her har vi love mod din slags, her ender du med at få alvorlige problemer«.

Han blev væk, og jeg forstår ham godt: Hellere æde skammen end at få det danske retsvæsen på nakken.

Selv for ham stod det klart, at i Danmark er der ægte frihed, det er ikke bare noget, magthaverne taler om ved festlige lejligheder.

Jeg glæder mig hver dag over, at jeg havde chancen for at slippe væk.

Men jeg er også pinligt bevidst om, at de færreste af de 12 millioner piger, der hvert år ender som barnebrude, har de samme muligheder.

For mange af dem er vold og overgreb et vilkår, de må leve med.  De får typisk børn, før deres krop og psyke kan magte opgaven, og de ender ofte på bunden af samfundet.

Det er derfor jeg i dag arbejder for Unicef. For det er ikke alle verdens undertrykte piger, der kan rejse til Danmark og finde friheden, men Unicef kan komme til pigerne, uddanne dem og gøre dem stærkere.

Når jeg stopper dig på Købmagergade i min Unicef-jakke og beder dig om at lytte til mig et par minutter, er det den mission, jeg er ude på.

På nuværende tidspunkt kan jeg ikke selv tage tilbage til Pakistan og kæmpe for pigernes frihed, men jeg kæmper alt det, jeg kan, fra min plads i Danmark.

Når man først har mærket friheden, vil man gøre alt for, at andre også får den.

Det er en helt ubeskrivelig følelse, når man har levet med dens modsætning det meste af sit ungdomsliv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter