Forleden nat at var der 17 grader i den lille landsby i Champagne, France, hvor jeg tilbringer en pæn del af mit liv. Varmere end i mange sommernætter. Om dagen er der næsten 25, midt i oktober. Efteråret er smukt, melankolsk også, lyset lavt i gul, orange og violet. Kan man for alvor glæde sig over disse farverige tegn på klimaforandringer?

Måske skulle jeg bare gøre det og i mit eget livs efterår tænke, at jeg da er ligeglad med verdens fremtid. Hvad rager det mig egentlig, 2050? Der er jeg væk. Selv har jeg levet beskedent, orker nærmest ikke mere råbe og skrige om dette og hint. Måske skulle jeg bare passe min have, ikke sandt, Voltaire, hvor tomater og agurker vil få det meget bedre de kommende år.