Jeg kan sælge alt det, folk kender i forvejen«, sagde Mette Nielsen fra Salling-gruppen forleden til Politiken i en artikel om supermarkedskædernes bogsalg. For litteratur er blevet en vare, der booster omsætningen og bidrager til en vækstdagsorden. Er der noget nyt i det?
I Føtex og Bilka, som ejes af Salling-gruppen, snupper kunderne gladelig en bog med, når kurven alligevel fyldes med hundemad og toiletrens. Det bliver til mange bøger årligt – 2-3 millioner, anslår Mette Nielsen. Af kendte forfattere, vel at mærke. For i detailhandlen er der ikke råd til ’døde varer’, som det hedder i fagsproget – her satses der udelukkende på titler, der kan sælges.
