Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I dansk politik forpasser ingen muligheden for at anfægte modstanderens strammertroværdighed, skriver kommentator Noa Redington. Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

I dansk politik forpasser ingen muligheden for at anfægte modstanderens strammertroværdighed, skriver kommentator Noa Redington. Foto: Jens Dresling

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke nyt, at Thulesen Dahl tager et obskurt hjørne af den internationale dagsorden og fordrejer den. Det nye er, at Mette Frederiksen er med

Socialdemokratiets formand skaber pludselig tvivl om en helt central søjle i dansk udenrigspolitik, nemlig at vi støtter op om det multilaterale samarbejde.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fred være med finansloven for 2019. Den er plus/minus et par milliarder, som den ville se ud, hvis vi havde en anden regering. Sådan da. Men tillykke til dem, der får. Og bedre held næste år til dem, der ikke gør.

I råderummets tidsalder bliver der næsten kun skudt med løst krudt. Nej, ugens vigtigste spørgsmål er, hvor langt Socialdemokratiet vil gå for at udmanøvrere regeringen på udlændingepolitikken?

Nu er Thulesen Dahl og Frederiksen ikke de eneste, som udtrykker skepsis over pagtens påståede glidebane. Det samme gør lande som Ungarn, Bulgarien, Estland, Polen, Slovakiet og Østrig. Og nå ja, Donald Trumps USA

I Folketingets spørgetime i tirsdags blev statsministeren presset på to markante områder.

Venstre om og højre om.

Først gik Socialdemokratiets formand Frederiksen i flæsket på Løkke. Hvorfor udviser regeringen ikke udlændinge uden opholdsgrundlag i Danmark, altså afviste asylansøgere og kriminelle?

Mumle, mumle. Lød svaret. Det har aldrig været svært for Løkke at tale sort.

Men da Frederiksen pressede statsministeren konkret på rigtigheden af udvisningen af den 13-årige pige Atcharapan Yaungyai, bedre kendt som Mint, blev stemningen sur.

En ting er, at de radikale er rystede over børns faktiske forhold i den udlændingepolitiske industri.

Det er vel nærmest en del af Inger Støjbergs KPI (Key Performance Index) at få blodtrykket op hos rullekravesegmentet, og det kan håndteres. Men sagen om Mint er i løbet af efteråret gået fra irriterende enkeltsag til storpolitik, fordi Dansk Folkepartis frontmand, Kristian Thulesen Dahl, har besluttet at flytte julemanden fra Nordpolen til Thyregod.

Selvfølgelig er der plads til Mint i Danmark. Selv efter paradigmeskiftet. Den momentane mildhed løsnede for socialdemokraternes selvpåførte strammerkompleks, og i tirsdags udstak Frederiksen det, man vel må kalde en garanti til Mint og ligestillede om, at hun som statsminister nok skal finde en vej for dem. Godt for den unge pige og hendes familie i Køge. Men også tankevækkende, at Socialdemokratiets formand vælger at gå ind i en enkeltsag, vel vidende, at hun om få måneder kan have fornøjelsen af at sidde med ansvaret.

For det hele. Også at udvise mindreårige piger fra Thailand, fordi den danske udlændingepolitik netop er stram. Prisen for de billige point kommer hun selv til at betale. Til den tid vil Venstre opføre sig på præcis samme måde. Hvorfor dit, og hvorfor dat? Tak for sidst. Sådan er politik. Ikke mindst tæt på et valg. Den enes uløselige problem er den andens mulighed. Og gamle Danmark skal nok bestå.

Langt mere principiel er debatten om Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration, i folkedybet kendt som FN’s Migrationspagt. Pagten er resultatet af flere års bestræbelser i FN på at skabe en fælles forståelse omkring migrationens udfordringer. Fra syd til nord. Fra fattig til rig. Fra undertrykt til fri.

Langt over 250 millioner mennesker er i dag migranter. Og, nej aftalen gælder ikke flygtninge. Pagten er alenlang. Fuld af hensigter og et diplomatisk gadekryds. Regeringer, der vil begrænse migration, kan bruge den. Det samme kan sjovt nok de lande, som vil styrke arbejds- og opholdstilladelser for migranter.

Der er over 20 målsætninger. En håndfuld handler om regulering af illegale migranter. Andre om bedre beskyttelse. Men vigtigst: Den er ikke juridisk bindende. På nogen som helst måde. Det står så tydeligt i paragraf 7 og 15, at selv jeg kan forstå det.

Faktisk har Inger Støjberg lagt sine røde lokker på Folketingets huggeblok: »’Kompakten’ bekræfter krystalklart staters nationale suverænitet over deres udlændinge- og migrationspolitik«.

Ikke desto mindre er pagten udråbt som den største trussel mod danskheden, siden spaghetti med kødsovs blev familien Jensens foretrukne spise.

Derfor var det helt efter drejebogen, at Kristian Thulesen Dahl i spørgetimen udfrittede statsministeren om visdommen i, at Danmark om få uger tilslutter sig papiret til lyden af trompetfanfare fra denne verdens kosmopolitter. Af alle steder i Marrakech!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne gang behøvede Løkke ikke at mumle.

I stedet slog han hidsigt fast, at Danmark ikke underskriver noget som helst, men bare stemmer for. At pagten som sagt er uden forpligtelser. Og at Danmark for øvrigt får lavet en stemmeerklæring, der igen-igen stipulerer, hvem der bestemmer. Løkke er ikke jurist for ingenting.

Det er hverken første eller sidste gang, at Thulesen Dahl tager et obskurt hjørne af den internationale dagsorden, fordrejer den, forstørrer den, forværrer den og smider den i hovedet på statsministeren. Klask. Men i modsætning til tidligere stod formand Frederiksen pludselig på Thulesen Dahls side.

For som hun sagde efter spørgetimen med alt den bondesnuhed, der kan opdrives vest for Øresund: »Når statsministeren bliver så ophidset af et spørgsmål fra Dansk Folkeparti, så tror jeg, at det er, fordi regeringen har en lidt dårlig sag her«.

Nej, hende kan man ikke snyde. Men hov. Nu er det alvor. For Socialdemokratiets formand skaber pludselig tvivl om en helt central søjle i dansk udenrigspolitik, nemlig at vi støtter op om det multilaterale samarbejde. At vi ønsker en verden baseret på lov og normer. Også selvom det er svært, bøvlet og langt fra effektivt.

Derfor er der bred konsensus om at støtte FN, der er selve inkarnationen af de gode intentioners lange, besværlige, floromvundne og uskønne træk. Derfor har Danmark skrevet under på et hav af internationale aftaler, som er fulde af hensigter. I begge retninger.

Det er det, som diplomater fra små lande uden hangarskibe og atomvåben kalder soft law. FN’s migrationspagt er indbegrebet af den type national interessevaretagelse, der har været den rød-blå tråd i dansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig. En konsensus, som er bygget op omkring de regeringsbærende partier: Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og Venstre.

Dén strategiske konsensus udfordrer Mette Frederiksen nu. Det er rent ud sagt opsigtsvækkende. Ikke mindst set i lyset af, at Socialdemokratiets udlændingepolitik er baseret på en ide om, at danske asylcentre i Saharas glødende ørkensand skal sende asylansøger Hassan og hans nigerianske asylkollega Adebayo fra Camp Velfærd til Camp FN, som så skal stå for resten. I den optik er det næppe hensigtsmæssigt at undergrave FN’s autoritet. For at sige det diplomatisk.

Efterfølgende har Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, præciseret at partiet sådan set støtter forslaget. I Kristeligt Dagblad. Så er man helt sikker på, at ingen læser det. Men formanden fik taget de billige point hjem i salen. Udstillet Lars Løkke Rasmussen som en multilateral slapper.

Nu er Thulesen Dahl og Frederiksen ikke de eneste, som udtrykker skepsis over pagtens påståede glidebane.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det samme gør lande som Ungarn, Bulgarien, Estland, Polen, Slovakiet og Østrig. Og nå ja, Donald Trumps USA.

Man kunne kalde dem koalitionen af ’Make UN Great Again, Not!’. Men der er ingen grund til at gøre skarn uret. For Venstre i opposition havde gjort det samme. Fuldstændigt.

I dansk politik forpasser ingen muligheden for at anfægte modstanderens strammertroværdighed. Også selvom det går grundlæggende imod den nationale interesse. Det er en høj pris for magten.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden