I min tid drejede politik sig om, hvorvidt vi var villige til at dele vores velfærd med flygtninge og indvandrere, mens det egentlige spørgsmål var og blev, om vi var villige til at dele Jorden og at lade livet gå videre til vores efterkommere, skriver forfatter Suzanne Brøgger i dette brev til en nyfødt.
De gamle i min tid troede ikke på himlen. De troede på jorden – og ville ikke vide bedre. Alt det mærkelige, der skete, blev bare kaldt for ’vejret’: de brændende skove, de druknende øer, de smeltende poler, de voksende ørkner, de døende koraller.
Så da de gamle ikke var til at rokke i troen på jorden, tog børnene over og strejkede. Parolen var: »Hvorfor gå i skole, hvis man ikke har en fremtid?«
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
