Julen er en tid, hvor vi længes efter og værner om fællesskabet. I julen har vi mulighed for at tage hånd om hinanden, men for mange ender julen med at blive en ambivalent tid, hvor frustrationer og skuffelser udfordrer hyggen og harmonien i fællesskabet.
Der er paradokser forbundet med julen, når det handler om at indgå i fællesskaber og have det godt. På den ene side ønsket om nærhed og på samme tid behov for at være alene. Jeg kender flere ledere, der vælger at tage på arbejde et par dage i julen blot for at få lidt ro fra familien og fællesskabet. De kan ikke holde til at være en del af det fælles hele tiden, og at der bliver stillet personlige krav til dem. Men de tør ikke sige det højt til deres familie, fordi de frygter, at familien vil føle sig valgt fra.


