I november måtte Danmarks Statistik rette en fejl. En regnefejl, som betød, at statistikmastodonten måtte opjustere den samlede økonomiske vækst for årene 2015 og 2016, således at nationen nu pludselig viste sig at have oplevet en økonomisk fremgang i samme størrelsesorden som i de glade år inden finanskrisen.
I november 2016 skete præcis det samme. Her måtte Danmarks Statistik erkende, at institutionens tal og beregninger for nationaløkonomien i årene 2012-2015 havde været fejlbehæftede. Den justering betød, at væksten under Helle Thorning-Schmidts (S) statsministertid var dobbelt så høj som hidtil antaget. Et forhold, som meget vel kan have haft indflydelse på folketingsvalget i 2015.
Disse to markante justeringer af den danske økonomi har ikke afstedkommet den store debat, hvilket jeg egentlig godt forstår. Det lyder teknisk og er det sådan set også, men resultatet af disse bagudrettede justeringer er markante, fordi de ændrer forudsætninger for alle væsentlige politiske beslutninger, der har med økonomi at gøre – hvilket er alle andre beslutninger end dem om burkaforbud og svinekød i daginstitutionerne.
Thorning: Fejl i væksttal kan have kostet mig sejren i 2015Justeringerne betyder kort fortalt, at de politiske handlinger, der er vedtaget på baggrund af tallene, er vedtaget på baggrund af fejlagtigt materiale, og derfor har rigsstatistikeren – sådan en har vi nemlig, og han hedder Jørgen Elmeskov – har været ude og forklare regnefejlene og løfte pegefingeren:
»Danmarks Statistik er henvist til at arbejde på at kommunikere den usikkerhed, der naturligt er omkring de foreløbige tal, samtidig med at vi må prøve at gøre de foreløbige tal så gode som muligt. Har vi været gode nok til at kommunikere usikkerheden? Vi har konsekvent skrevet om den, hver gang vi har offentliggjort tallene. Men vi må jo nok også konstatere, at budskabet ikke har været tilstrækkeligt klart, hvis tallene efterfølgende er blevet videreformidlet af andre eller brugt uden hensyn til de forbehold, usikkerheden kræver«, skrev rigsstatistiker Elmeskov i et indlæg på Danmarks Statistiks hjemmeside.
Det særligt paradoksale ved denne situation er, at den bagudrettede revision bliver et bevis for økonomiens manglende evne til at legitimere sig selv. Den kan ikke forudsige fremtiden, selv om økonomer producerer spådomme i et tempo, der ville gøre Nostradamus forpustet. At sige noget sikkert om, hvad der vil ske, er ganske enkelt umuligt, og når det handler om at forudsige fremtiden er økonomi ikke en videnskab, men en filosofi.
Og nu står det altså klart, at økonomien med sine evindelige justeringer heller ikke kan bruges i nuet eller bagudrettet, hvis målet er at give politikerne fast grund under de handlekraftige fødder.
Læser man Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensens fremragende beretning om Lars Løkke Rasmussens anden statsministerperiode, bogen ’For enhver pris’, åbenbares det, at politik ofte er en temmelig arbitrær affære, hvor forskellige hensyn af personlig, privat eller partimæssig karakter kan afstedkomme store beslutninger.
Alt er til forhandling. En grænsebom for en ministerbil. En burkalov for lidt randzonebeskyttelse. Det medfører en vis fleksibilitet i systemet, et rum, hvor der er plads til at bøje sig lidt frem og tilbage.
Sådan er det bare ikke, når det handler om økonomien.
Hvis et kasseeftersyn i Finansministeriet viser, at der mangler penge, skal alle spare. Hvis kulturministerens ressort er for letsindigt med udgiftsstyringen, indføres en årlig 2-procents-grønthøster. Samme gælder uddannelsessektoren.
Hele centraladministrationen lever i en finansministeriel logik, som med post-finanskrisens budgetlov blev formaliseret, så politikudvikling begynder og ender med tallene. Økonomerne overbeviste os om, at de kunne levere en troværdig beskrivelse af virkeligheden, og vi tog dem på ordet og gav dem magten.
Kvinden bag doughnut-økonomi: Det skræmmer mig, at mange økonomer tror, at økonomi er en værdineutral videnskabDe eneste, der ikke lader til at have opdaget, at økonomi er blevet vigtigere end politik, er økonomerne, for hvis de kerede sig om deres faglighed, ville de bruge betydelig mindre tid på at sidde og fremskrive usikre tendenser, så der kan lægges 2025-planer, og langt mere tid på at advare politikere, journalister og meningsdannere om de ekstreme usikkerhedsmomenter, enhver økonomisk prognose indeholder.
Det bør vi hjælpe dem med. Lad os få banket noget mod ind i nationaløkonomerne, så de tør markere tydeligt, når deres tal og prognoser bliver misbrugt. Send de lyseblå skjorter på råbekursus, så de lærer at sige fra. Ellers vil også de kommende års beslutninger ske på det forkerte grundlag, og så kan vi lige så godt slå med terninger om næste års finanslov.
Så ved enhver da, at udkommet er forbundet med en vis usikkerhed.
fortsæt med at læse
