Her på årets første dag stiger pensionsalderen til 65,5 år. 1. januar 2022 vil den stige til 67 år og igen til 68 år i 2030. Herefter ventes pensionsalderen at stige i takt med udviklingen i middellevetiden, så den vil være pænt oppe i 70’erne for barnet, der fødes i dag.
Og det skal vi være glade for. Det er nemlig herligt, at danske politikere er obs på, at vi lever længere, og udviser rettidig omhu, så vi kan finansiere fremtidens velfærd.
Men med udsigten til 50 år på arbejdsmarkedet som norm bør vi overveje, om vi kan indrette os mere fleksibelt, smidigt og tilpasse arbejdslivet og tilbagetrækningen bedre til den enkeltes behov. Mennesker er nu engang forskellige.
LO-formand til politikerne: Skal vi bare fortsætte med at svigte de nedslidte?Først og fremmest bør vi spørge: Skal alle fra en årgang partout have den samme pensionsalder? Eller spurgt på en anden måde: Er det fair, at betonarbejderen, der har knoklet siden teenageårene og statistisk set har et kortere liv end gennemsnittet, har samme pensionsalder som lektoren, der fik et job som 27-årig og har en høj levealder?
Her bør vi undersøge, om man skal indføre en differentieret pensionsalder, så personer med hårdt arbejde og mange år med job kan trække sig tidligere, mens veluddannede kan trække sig senere.Dernæst bør vi overveje, om vi skal droppe den pensionering, der betyder, at Hansens arbejdsliv slutter den dag, han holder afskedsreception. Den bratte overgang er svær for mange. Og uklog, da mange har ressourcer til at fortsætte. Lad os dog indrette systemerne, så det bliver nemmere at gå gradvist ned i arbejdstid og fortsætte ud over pensionsalderen.
Flere og flere 70-årige er i job, men kan ikke få dagpenge, hvis de mister jobbetEndelig er det på tide at revurdere industrisamfundets hellige almindelige arbejdsliv, hvor man arbejder i 37 timer om ugen i 46 uger – uanset om man er 25, 45 eller 65 år. For mange ville det give mening, hvis der blev bedre mulighed for at arbejde meget som helt ung, arbejde mindre, mens børnene er små, og give karrieren en skalle, når børnene er flyttet hjemmefra.
Ved samme lejlighed bør uddannelse ikke være noget, vi tager én gang for alle som unge, men går til og fra og bygger videre på hele livet igennem. Og man skal kunne gå i helt nye retninger sent i livet.
Klogt at gøre uddannelser langt mere fleksibleHvis vi skal arbejde længere, og det skal vi, skal vi også indrette os på helt nye, fleksible og smidige måder. Hvordan det skal ske i praksis, vil vi gerne høre politikernes bud på, og arbejdsgiverne og fagbevægelsen er også inviteret med.
pmj
fortsæt med at læse
