’Årgang 0’ har tilbudt danskerne udsyn og indsigt i forskellige danske familiers liv på en måde, så seere, der ikke nødvendigvis har meget til fælles, har kunnet samles foran skærme, skriver Simone Pirchert, cand. mag. i film- og medievidenskab og tilrettelægger i dette indlæg.

’Årgang 0’ har tilbudt danskerne udsyn og indsigt i forskellige danske familiers liv på en måde, så seere, der ikke nødvendigvis har meget til fælles, har kunnet samles foran skærme, skriver Simone Pirchert, cand. mag. i film- og medievidenskab og tilrettelægger i dette indlæg.

Debat

Tilrettelægger: Hold fast i fjernsyn, der samler os

Public service-indhold, som samler os på tværs, udfordrer de bobler, som vi i højere grad synes at lukke os inde i.

Debat

I en tid, hvor medieudbuddet både er enormt og endda skræddersyet til den enkeltes præferencer, beder jeg en bøn til mediehusene om at holde fast i fjernsyn, der samler danskerne.

Det er langtfra sådan, man har tilgået public service-opgaven i det nye medieforlig. Ifølge Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, bør fremtidens medier nemlig være et sted, »... hvor man selv kan vælge at stykke sin egen lille sammenhængskraft sammen«, som han sagde i ’Vi ses hos Clement’ på DR 2 i september.

Forestillingen om et fællesskab og de værdier, som fællesskabet består af, er netop det, som er væsentligt for vores sammenhængskraft

Den nye medievirkelighed er allestedsnærværende, moderne teknologi er allemandseje, og danskernes medievaner former sig hastigt derefter. Vores nye omgang med medier bærer præg af, at vi sjældent samles foran det, som for bare få år siden kunne omtales som husalteret. Vi sidder i stedet med hver sin skærm og oplever indhold i eget selskab, som endda kurateres til at tale direkte til vores særegne interesser.

Den nye medievirkeligheds teknologiske landvindinger har sikret, at det indhold, vi eksponeres for, plejer de forestillinger, vi har om livet. Derfor har det aldrig været vigtigere, at de danske public service-medier tilbyder os noget andet. Noget, der kan befri os for vores eget livssyn og sætte os i relation til hinandens forskellighed.

TV 2-programmet ’Årgang 0’ er et udmærket eksempel på et tv-program, der trods den øgede individualisering har formået at samle danskerne gennem snart to årtier. Ud over at være den mest sete faktaserie nogensinde i dansk mediehistorie har ’Årgang 0’s samlende effekt givet seere et større udbytte end som så. De medvirkende børns udvikling fra nuttede små poder til langlemmede akavede teenagere har ikke kun fungeret som underholdende primetime-tv, men har også igangsat vigtige samtaler rundtomkring i de danske tv-stuer.

Et program som ’Årgang 0’ har italesat alt fra konkurrencestatens indvirkning på ungdommen til bearbejdelse af sorg og stress. Programmet og dets medvirkende stormer ikke frem med konfrontationer, men har i stedet skabt en arena baseret på sympati og empati, hvor selv eksistentielle emner kan komme på dagsordenen.

Der gives ingen færdige løsninger på, hvordan livet håndteres bedst, men i stedet igangsætter programmet samtaler om de forskelle og ligheder, et dansk familieliv synes at bestå af.

’Den store bagedyst’ og ’X Factor’ er programmer, der også er i stand til at samle seere i millionklassen. Dog er disse konkurrencedrevne programmer i høj grad en iscenesat virkelighed. ’Årgang 0’ har adskilt sig fra disse programmer ved at samle os om en autentisk fortælling om virkeligheden uden konfettikanoner og sms-afstemninger, men med vasketøj og leverpostejsmadder.

Nok synger ’Årgang 0’ på sidste vers, men tv-dokumentaren har vakt mere end genklang i de danske hjem

Public service-indhold, som samler danskerne på tværs, udfordrer de bobler, som vi i højere grad synes at lukke os inde i, og får os til at tage stilling til fællesskabet og dets værdier.

Nok synger ’Årgang 0’ på sidste vers, men tv-dokumentaren har vakt mere end genklang i de danske hjem. ’Årgang 0’ har tilbudt danskerne udsyn og indsigt i forskellige danske familiers liv på en måde, så seere, der ikke nødvendigvis har meget til fælles, har kunnet samles foran skærmen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forestillingen om et fællesskab og de værdier, som fællesskabet består af, er netop det, som er væsentligt for vores sammenhængskraft. Især i en tid, hvor de store samlende institutioner er i opbrud. Den danske teolog Hal Koch skrev allerede i sin bog ’Ordet eller sværdet’ i 1945, at demokratiet netop beror på samtalen: »... gennem samtalen når [man] til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår [man] at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden«.

Denne tanke er vigtig at forholde sig til i en tid, hvor vi sjældnere har anledning til at samles og opleve verden i selskab med hinanden.

Medierne har den unikke funktion, at de kan udvide horisonter. Samtalen, som opstår i selskab med medierne, giver anledning til at reflektere over egen tilværelse såvel som at diskutere de værdier, fællesskabet består af.

Ved at skabe et rum for samtale nærmer vi os hinanden i en verden, hvor fragmentering og polarisering synes at kendetegne flere aspekter af tilværelsen. Det er en opgave, det er nødvendigt at værne om både nu og i fremtidens medier.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce