Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Gry Inger Reiter, debat- og kronikredaktør på dagbladet Information, er chokeret over folks reaktion på den omstridte kronik.
Foto: Rune Pedersen

Gry Inger Reiter, debat- og kronikredaktør på dagbladet Information, er chokeret over folks reaktion på den omstridte kronik.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Informations debatredaktør om omstridt indlæg fra barnemorder: Vi giver stemmen til dem, der ikke kan komme til orde andre steder

Han kvalte i 1993 sin femårige datter, mens hun sov. I weekenden bragte dagbladet Information en kronik, der beskriver den nat, skrevet af samme mand. Politiken har spurgt Informations kronikredaktør hvorfor.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1993 blev en 35-årig mand idømt 8 års fængsel for at have kvalt sin 5-årige datter med en tørresnor, mens hun sov. I Ekstra Bladet kunne man dengang læse, at gerningsmanden skulle skilles med sin hustru, og han ville angiveligt skåne sin datter for de problemer, sådan en skilsmisse kunne føre med sig.

Manden hedder Jan Andersen, og i weekenden fik han lov til reflektere over drabet for 26 år siden i spalterne på dagbladet Information. Han skriver, at vi skal prøve at forstå, hvad der kan lede til en så »svært tilgivelige« handling, og forstå mennesket bag, så vi med den viden og indsigt kan forhindre flere barnedrab. Med den hensigt inviterer han læseren med ind i det soveværelse, hvor han tog livet af sin egen datter.

Kronikken har skabt store debat på sociale medier, de danske nyhedsmedier og naturligvis også her på Politikens debatredaktion. Vi har spurgt Informations debat- og kronikredaktør Gry Inger Reiter om overvejelserne bag kronikken og den efterfølgende debat.

Gry Inger Reiter, I bringer et debatindlæg med en mand, der har dræbt sin 5-årige datter. Han beskriver det detaljeret og nærmest poetisk. Hvorfor i alverden bringer I det?

»Information har en tradition for, at dem, som ikke kan komme til orde andre steder, kan hos os, hvis de har noget væsentligt at sige. Og det mener vi, at Jan Andersen har i det her tilfælde«.

Og hvad er det helt præcist?

»Vi har i mange år svigtet den forebyggende indsats, så eksempelvis mænd ikke bliver voldsudøvere. Det er også noget ligestillingsministeren var ude at sige i jeres egen avis mellem jul og nytår; at der skal være mere fokus på forebyggelse. Skal vi kunne forebygge vold inden det sker, skal vi prøve at forstå, hvad det er, der gør, at mennesker kan blive i stand til at slå deres børn ihjel«.

»Derudover har vi et retssystem og en kriminalforsorg, der sigter på, at tidligere straffede skal rehabiliteres i samfundet. Hvis vi alvorligt mener, at det er et succeskriterium, at tidligere kriminelle igen kan sluses ud i samfundet uden at få tilbagefald, men kan få et almindeligt job og komme til orde i debatspalterne, skal vi acceptere, at vi kan møde tidligere kriminelle på lige fod med alle andre«.

Nogen læser indlægget som, at det skal være i orden at slå børn ihjel. Sådan læser jeg det ikke, og jeg tror bestemt heller ikke, det er Jan Andersens budskab

Kan vi så forvente, at Information bringer et indlæg med en pædofil mand, der i samme detaljegrad fortæller om, hvordan han har gjort skade mod et barn efter at have afsonet sin straf?

»Man kan i hvert fald ikke udelukke, at vi bringer et indlæg i debatten om eksempelvis børnesexdukker, og hvorvidt det skal være lovligt eller ej. Eksperter er uenige om, det kan forebygge eller anspore til pædofili. Den debat er legitim nok, og har nogen den tilbøjelighed, som vil blande sig i den debat, kan jeg principielt ikke se noget i vejen for, at de blander sig«.

Men nu taler jeg ikke om sexdukker, men om en mand, der har begået et overgreb på et barn, og som nu har udstået sin straf. Skal han i samme detaljegrad kunne fortælle om det i Information, som Jan Andersen har fået lov til?

»Det er et hypotetisk spørgsmål. En sådan kronik har jeg jo ikke set. Det, jeg sagde, var, at vi gerne stiller ordet til rådighed, hvis man har noget væsentligt at sige. Når vi så diskutere noget hypotetisk uden konkret tekst, kan jeg ikke svare på dit spørgsmål«.

Kan en mand, der vil aftabuisere pædofili på samme måde, som det er Jan Andersens hensigt med barnemord, i princippet godt få en kronik i Information?

»Nogen læser indlægget som, at det skal være i orden at slå børn ihjel. Sådan læser jeg det ikke, og jeg tror bestemt heller ikke, det er Jan Andersens budskab. Det handler mere om at aftabuisere, at det er mennesker og ikke monstre, der begår drabshandlinger«.

Lad os sige, at en pædofil havde skrevet et lignende indlæg og brugt samme greb som Jan Andersen og skrevet en indledning om, at vi skal gøre op med tabuet, givet et indblik i vedkommendes egen forsømte barndom og så fortalt, hvordan det i sidste ende førte til et overgreb på et andet barn. Ville Information bringe det?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er et noget søgt spørgsmål, du stiller der. Det kan du nok også selv høre. Jeg ville være nød til at have en konkret tekst for at kunne tage stilling til det. Information har haft debatter om pædofili og grænser for seksuel samvær med mindreårige, så det er vi ikke bange for på Information, men jeg vil ikke på forhånd love, at vi per definition vil udelukke bestemte grupper af samfundet fra at ytre sig«.

En beskidt handling bliver til heltedåd

Vi taler om en mand, der får lov til at beskrive den konkrete handling med ord som »sjælefred« og »kysse farvel«. Hvilken pointe er der i at lade ham beskrive det på den måde?

»Da jeg læste den her omtalte passage, hvor han beskriver gerningsøjeblikket, der tænkte jeg, at det var et unikt indblik i et sygt sind. Hvordan man kan have så forstyrret en forestilling om virkeligheden, at man er i stand til at myrde. Det var den læseoplevelse, jeg havde. Når man som tidligere dømt har begået en handling, som man skal leve med resten af livet, hvordan kan man så tale og skrive om den handling på en måde, så man kan leve. Det kan man læse en del om både på og i mellem linjerne i hans tekst«.

Du er forfatter til en bog om, hvordan udsagn, som beskriver samme fænomen, kan være helt forskellige, og hvordan det kan bruges i den offentlige debat. Du ved om nogen, hvad valg af ord og formuleringer betyder. Med retssagen ved Peter Madsen blev mange medier klandret for at gengive formuleringen, at han havde ”begravet Kim Wall på havets bund” – hvilket i virkeligheden betød, at han havde skaffet sig af liget ved at smide det i havet. Information skrev, at det var ”at forvandle en beskidt handling til en heltedåd”. Er det ikke præcis det, I har givet Jan Andersen lov til?

»Det, der er forskellen, er, om det er en rubrik i en nyhedsartikel eller i en kronik. I kronik giver man jo ordet til en skribent, som ofte er en helt almindelig borger og i det her tilfælde en tidligere straffet. Men jeg er opmærksom på, at Jan Andersen har valgt nogle ord, der passer til måden, han har oplevet virkeligheden. Det gør alle. Men når jeg redigere en kronik fra Inger Støjberg, laver jeg heller ikke om på hendes måde at formulere sig, selvom jeg kan være uenig i hendes ordvalg. Som debatredaktør skal jeg ikke overtage teksten«.

Havde sådan et emne ikke krævet, at der var en journalist til stede, der kunne stille kritiske modspørgsmål?

»Så har man misforstået at være en avis, der også giver plads til, at borgere kan sætte en dagsorden i debatspalterne. Til gengæld fungerer debatten sådan, at man hjertens gerne må sende svar og replikker på en kronik, hvis man er uenig. Det har en masse også gjort allerede«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg ved jo udmærket, at I godt ved, hvilken reaktion sådan et indlæg får, før I bringer det. I må have vidst, hvordan reaktionerne vil være. Det kommer vel næppe bag på jer?

»Omfanget og karakteren af reaktionerne er kommet bag på os. Nogle skriver, at Jan Andersen skulle spærres inde resten af livet, selv slås ihjel eller aldrig have ret til at udtale sig igen. Det er for mig skræmmende, ekstreme holdninger, som tilsyneladende er bredt forankret i befolkningen. Det chokerer mig faktisk. Sådan fungerer vores retssamfund i Danmark heldigvis ikke. Har du udstået din straf, skal du være almindelig borger i samfundet igen. Vi straffer ikke bare for at straffe. Vi sætter dem i fængsel med det formål, at de en dag bliver klar til at deltage i samfundet igen«.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

Podcasts

  • 
    Strassbourg - EU - Parlament - Parliament - Europa - afstemning - Vote - Portræt - Reportage (ikke Brussel)

    På søndag har du chancen for at sætte dit eget lille personlige præg på, hvordan EU i fremtiden skal tackle nogle af Danmarks og klodens helt store udfordringer. Men hvor mange af de beslutninger, som lægger rammerne for vores hverdag, træffes egentlig i Bruxelles?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

Forsiden