Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Morten Lau-nielsen
Foto: Morten Lau-nielsen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Regionernes formænd: At bevare regionerne er ikke et mål i sig selv, men det bør nedlæggelse af regionerne heller ikke være

Det fyger frem og tilbage med udokumenterede påstande om regionerne. Lad os nu tage debatten på et seriøst grundlag.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Siden statsministeren før sommerferien meddelte, at han var på vej med en sundhedsreform, har debatten bølget frem og tilbage. Mange mener, at regeringen vil foreslå regionerne nedlagt.

Vi er parate til debatten. Men vi ønsker den ført på et seriøst grundlag. I dag fyger det frem og tilbage med udokumenterede påstande om regionerne, men vi synes også, at der er mange aspekter, der ikke bliver berørt. Ingen af delene er fair, og det er ikke godt for den demokratiske samtale.

I debatten om regionerne lyder kritikken af og til, at regionerne er alt for forskellige, og at der er brug for mere ensartethed. Vi forventer alle med rette et ensartet behandlingstilbud af høj kvalitet, uanset hvor i landet vi bor. Men nogle gange lyder det som om, at regionerne i sig selv skaber de regionale forskelle. Fakta er imidlertid, at der er forskellige vilkår rundt omkring i landet, at de regionale forskelle er mindsket – og mindre end eller på niveau med, hvad man ser i andre lande. Derudover er forskellighed og konkurrence også er et afsæt for udvikling.

De forskellige vilkår rundt omkring i landet gælder også for regionernes sundhedsvæsen. Det handler f.eks. om forskelle i demografi, geografi, sociale kår og f.eks. mulighederne for at rekruttere. Forhold, som også påvirker andre velfærdsområder, så som uddannelses-, beskæftigelses- og socialområdet.

Faktum er, at vi siden 2007 har formået at nedbringe de regionale forskelle markant bl.a. i forhold til ventetid til planlagt operation og ventetid i psykiatrien. F.eks. venter de børn og unge, der i dag venter længst på behandling i psykiatrien, kortere end de børn og unge, der i 2010 ventede kortest. Og alene i mellem 2016 og 2017 ses en mindre regional variation i udviklingen på 16 ud af 33 indikatorer under de nationale mål. I regionerne er vi er fast besluttet på, at den positive udvikling skal fortsætte.

Vi skal have høj ensartethed i kvaliteten i sundhedsvæsenet på tværs af landet. Men vi skal jo ikke hindre, at nogen rykker sig i front. Vi samarbejder i regionerne på mange områder om at skabe fælles løsninger. Men der er også områder, hvor det er sundt, at regionerne gennem en ædel kappestrid konkurrerer om at være bedst.

Det er ikke kun på sygehusene, at der kan forekomme forskelle i serviceniveau. Når det kommer til forskelle, så adskiller de regionale sygehuse sig faktisk ikke fra statslige institutioner på regionalt niveau. Centralisering og statslig styring – eller bare andre styreformer - vil altså ikke automatisk medføre større ensartethed på institutionsniveau på tværs af landet. Statens drift af domstole og politi viser for eksempel stor geografisk variation, når det gælder domstolenes sagsbehandlingstider og politiets responstid, hvor den gennemsnitlige responstid nogle steder er under 6 minutter, mens den andre steder er op til 23 minutter.

Ligeledes ser vi på uddannelsesområdet en markant variation i undervisningstilbud og kvalitet på tværs af landet. En pædagogstuderende i Aabenraa kan f.eks. se frem til 66 procent flere undervisningstimer end en pædagogstuderende i Grenå. Og ser man på domstolenes overholdes af tidsfristerne i sager om f.eks. vold, våben og voldtægt, kan vi blot nøgternt konstatere, at målopfyldelse er lavere og der er større variation end der er i regionernes overholdelse af udredningsretten i sundhedsvæsenet.

En anden påstand i debatten er, at de politiske opgaver i regionerne er udtømte, og at nu kan det sagtens overlades til embedsmænd - eventuelt såkaldt ’professionelle’ bestyrelser. Da sygehusstrukturen nu er ’på plads’, sygehusbyggerierne godt på vej og den overordnede specialeplan gennemført, er der mest tale om beslutninger af driftsmæssig karakter. Sådan lyder det fejlagtige ræsonnement.

Fakta er, at der løbende er behov for at tage beslutninger om samling eller flytning af funktioner på sygehusene, ændringer af opgaver, etablering af klinikker eller placering af ambulanceberedskaber. Det er beslutninger, der vækker debat lokalt, og der er brug for et regionsråd med demokratisk legitimitet, der kan afveje hensynene til kvalitet, økonomi og borgernes behov for tryghed og nærhed. Og ikke mindst et regionsråd, der kan prioritere med legitimitet. Det bliver behovet ikke mindre i fremtiden, tværtimod.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi får som regionspolitikere mange henvendelser fra borgerne og lokale foreninger med ønsker til sundhedsvæsenet. Og hvad enten det handler om praktiske forhold som parkering, dårlige oplevelser omkring service eller utilfredshed med behandling og pleje, så er vi borgernes adgang til at blive hørt.

Det er simpelthen ikke realistisk, at politikere på Christiansborg vil kunne tage dialogen med borgerne med udgangspunkt i det meget driftsnære. Det vil blive embedsmænd, der beslutter det meste.

Med et direkte folkevalgt regionalt niveau sikres den demokratiske kontrol. Hvis staten skal spille en større rolle, er der en klar risiko for demokratisk underskud. Det er ikke bare noget, vi siger. Det sagde Strukturkommissionen også i 2004. Kommissionen pegede på, at man med en statslig forankring ville risikere at svække udgiftsstyringen og den overordnede prioritering på især sygehusområdet, og at man måtte forvente, at sygehusdriften i større udstrækning ville blive gjort til genstand for enkeltsagspolitik.

Der er dem, der mener, at man kan spare penge ved at nedlægge regionerne. Fjerner man regionrådene, kan man ganske vist spare honoraret til de fem fuldtidspolitikere og de 200 fritidspolitikere. Men hvis man erstatter dem med professionelle bestyrelser som f.eks. i Norge, vil de nye bestyrelsesmedlemmer også skulle have et honorar. Og faktum er, at det er 0,06 procent af det samlede årlige regionale budget til sundhedsvæsenet, der går til honorering af politikerne. Et beløb der svarer til udgiften til den forsøgsordning med medicinsk cannabis, som Folketinget har indført.

Uanset om strukturen er national eller regional, så forsvinder de administrative opgaver, som regionernes medarbejdere i dag udfører, ikke. Men man kan naturligvis frygte, at flere af stillingerne i en stærkere national struktur vil dukke op i direktorater og styrelser - langt væk fra kerneopgaven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så er det værd at huske, at en ny strukturreform i sig selv vil koste penge. Dertil kommer videns- og produktivitetstab i den tid, hvor systemer skal laves om. Det er også en af grundene til, at faglige organisationer, sundhedsøkonomer og patientorganisationer fraråder, at man bruger tid og penge på en reform. Vi skal løse problemerne, der hvor de er – gerne med flere værktøjer i værktøjskassen.

At bevare regionerne er ikke et mål i sig selv, men det bør nedlæggelse af regionerne heller ikke være. Vi forstår det politiske ønske om at ville udvikle og forbedre – det ønske deler vi. Men lad os med afsæt i fakta og erfaringer tage en debat om, hvordan vi sikrer et sundhedsvæsen, der også i fremtiden er trygt, nært og nemt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

Forsiden