Der var højt humør hos præsident Nicolas Maduro og følge, da han i denne uge lod sig hylde i Caracas. Men under overfladen buldrer kritikken løs over den selvudråbte præsident.
Arkivfoto:: Federico Parra/Ritzau Scanpix

Der var højt humør hos præsident Nicolas Maduro og følge, da han i denne uge lod sig hylde i Caracas. Men under overfladen buldrer kritikken løs over den selvudråbte præsident.

Debat

Korrespondent: Venezuela er nu helt alene i verden

I denne uge har verden vendt det kriseramte Venezuela ryggen. Også internt møder præsident Maduro hård modstand.

Debat

Trods højlydte protester fra det internationale samfund lod Venezuelas præsident Nicolas Maduro sig sidste uge sværge ind til en ny regeringsperiode på seks år. Med det skridt har han endegyldigt isoleret sit kriseramte land og sat den sidste illusion om demokrati over styr.

Hverken Venezuelas opposition, Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), USA eller EU anerkender Maduros regering, fordi præsidentvalget i maj sidste år ikke levede op til demokratiske standarder, og derfor blev boykottet af de største oppositionspartier og fordømt af omverdenen. Det har Maduro valgt at blæse på.

Men alene indsætningsceremonien understregede, hvor alene Venezuela står i verden. Kun Cuba, Nicaragua, Bolivia og El Salvador var repræsenteret ved deres præsidenter. Eden blev desuden aflagt i Venezuelas højesteret i stedet for som ellers i parlamentet, eftersom Maduro for længst har sat det folkevalgte – og oppositionsstyrede – parlament ud af spillet. I stedet har han etableret en forfatningsforsamling fyldt med sine egne tilhængere.

Inflationen udgør svimlende 1.700.000 procent om året, den højeste, der er registreret nogetsteds i nyere historie og mange varers pris fordobles hver dag

Reaktionen fra omverdenen har været bemærkelsesværdig enslydende efter flere år, hvor Latinamerika har haft svært ved at finde fælles fodslag om Venezuela. De nye toner skyldes overvejende, at flere store lande er drejet til højre de senere år, og at der nu hverken er en Lula i Brasilien, en Cristina Kirchner i Argentina eller en Michelle Bachelet i Chile til at udglatte uenighederne med det venezuelanske styre. Alle tre lande har nu konservative ledere, der er enige om at hærde kursen over for Maduros regering.

Således vedtog Lima-gruppen – 14 latinamerikanske lande, der i 2017 satte sig for at finde en fredelig løsning på krisen i Venezuela – forleden at indføre skarpe sanktioner mod Venezuela og nægte højtstående embedsmænd indrejse i deres respektive lande. Gruppen opfordrede samtidig Maduro til at overdrage regeringsmagten til det marginaliserede parlament, mens der forberedes et nyt valg.

Men som sædvanlig gør kritik kun Maduro end nu mere trodsig, og rasende truede han med at gribe til »øjeblikkelige og barske diplomatiske skridt«, såfremt sanktionerne ikke blev ophævet inden 48 timer. Udenrigsminister Jorge Arreaza fortalte desuden befolkningen, at USA er i gang med at forberede et kup mod Maduro og gentog regeringens evige omkvæd, at landets dybe krise udelukkende skyldes verdens økonomiske krig mod Venezuela.

Det er ikke sandt. Det er til gengæld et faktum, at Venezuela synker stadig dybere ned i sin selvskabte krise. Inflationen udgør svimlende 1.700.000 procent om året, den højeste, der er registreret nogetsteds i nyere historie og mange varers pris fordobles hver dag. Landets BNP faldt med 18 procent sidste år, olieproduktionen er halveret og fortsætter med at falde. Desuden er ti procent af landets befolkning emigreret de seneste to år, og Venezuelas nabolande forventer endnu flere migranter i år.

Dramaet tog yderligere fart, da formanden for parlamentet, Juan Guaidó, sidste uge meddelte, at han med udgangspunkt i landets forfatning nu agter at udråbe sig selv til foreløbig præsident, fordi Maduro »på illegal vis har tilranet sig magten«. Guaidó gik ikke i detaljer, men han blev bakket op af parlamentet og landets eksilerede højesteret, der i 2017 blev udpeget af parlamentet i protest mod valgproceduren til den officielle højesteret og nu holder til i hhv. Chile, USA, Colombia og Panama. Parlamentet understregede samtidig, at det står som den eneste folkevalgte og legitime magt i Venezuela over for »en komplet afmontering af retsstaten, foretaget af Maduro«.

Det er sandt, at Venezuelas forfatning er åben for, at nogen midlertidigt træder ind og påberåber sig magten, når der er et fravær af legitim magt, forudsat at parlamentet og højesteret giver grønt lys. Fra mange sider indløb da også anerkendelse og støtte, vigtigst fra OAS.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Du har vores støtte. Du har også støtte i det internationale samfund og blandt venezuelanerne«, hed det.

Men én ting er den juridiske legitimering, noget andet er, om Guaidós plan kan gennemføres i praksis. Den sag vil afhænge af militæret, som hidtil har været helt loyalt over for Maduro. Men der er også sprækker i de militære rækker, og dusinvis af militærfolk sidder i fængsel, anklaget for konspiration mod styret. Guaidó ved naturligvis, at uden militærets støtte har han en ikke en chance, og han appellerede derfor direkte til generalerne.

»Til vores militær som også ønsker en forandring, som ønsker det samme som os, vil jeg igen bede om hjælp. Det er os, der står her med det legitime parlament, og vi er klar til at tage vores ansvar«, sagde han.

Den knapt 35-årige Guaidó var én af lederne af studenterbevægelsen, der stod i spidsen for omfattende protester i 2007. To år senere var han med til at stifte bevægelsen Voluntad Popular (Folkevilje) sammen med den nu fængslede Leopoldo López. I 2010 blev han suppleant i kongressen, og i 2016 valgt som deputeret for delstaten Vargas. For blot to uger siden blev han præsident for parlamentet.

Men den officielle reaktion på Guiadós erklæring lod ikke vente på sig. På vej til et møde blev hans bil stoppet af hætteklædte efterretningsagenter, der bortførte ham. Hans kone tweetede intenst og satte internationale reaktioner i gang. En time senere var Guaidó på fri fod, og regeringen vaskede hænder, mens den skød skylden på »uregerlige elementer«. Men det lignede klart en prøveballon. Maduro ville teste verdens reaktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad Maduro imidlertid også har opnået er, at verdens opmærksomhed nu vil være endnu mere skærpet, og det vil kun gavne Guaidó, som således vil nyde en vis beskyttelse. På længere sigt kan situationen trække Maduro til forhandlingsbordet, mener forfatningseksperten José Vicente Hairo.

»Guaidó er nu blevet et kendt ansigt, også uden for Venezuela, og da ingen med kendskab til forfatningen kan beskylde ham for et kup, så er Maduro kommet under pres«, siger han. »Det pres kan han kun forhandle sig ud af«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce