Finansminister Kristian Jensen taler om »forgiftning« og »falske oplysninger« i mit tidligere indlæg om Radius-salget her i avisen. Lad os se, hvad der er ministerens baggrund for at sige sådan.

Frank Aaen svarer igen i debat om salg af Radius: Finansministeren sætter nyt lavpunkt for debat

Det er op til Ørsted selv, om de vil bruge deres formue på grøn omstilling eller på at forgylde deres aktionærer, skriver Frank Aaen i et modsvar til finansminister Kristian Jensen. Arkivfoto: Stine Bidstrup
Det er op til Ørsted selv, om de vil bruge deres formue på grøn omstilling eller på at forgylde deres aktionærer, skriver Frank Aaen i et modsvar til finansminister Kristian Jensen. Arkivfoto: Stine Bidstrup
Lyt til artiklen

Finansminister Kristian Jensen (V) sætter et lavpunkt for debatstandard i sit svar tirsdag på mit indlæg om Radius i Politiken 18.1. Her skriver jeg, at Dong-aktierne blev solgt for billigt til Goldman Sachs i sin tid.

Ministeren taler om »forgiftning« og »falske oplysninger« i mit indlæg. Lad os se, hvad der er ministerens baggrund for at sige sådan.

For det første siger ministeren, at aktier stiger og falder i pris. Det ved alle, men det har jo intet med værdisætningen af Dong og Radius at gøre.

Radius var ikke på aktier, elledningerne var en del af Dong og blev som en del af værdisætningen af Dong bogført til en værdi på 10,8 mia. kr. Nu er der angiveligt investorer, der er parate til at betale op til 25 mia. kr. for Radius, en værdistigning på 14 mia. kr. Men det skyldes jo ikke kursstigning på ikkeeksisterende aktier i Radius. Det viser blot, at da salget af aktier i Dong blev gennemført, blev Radius sat for lavt. For der er jo ikke lavet flere elledninger til brugerne i København og Sjælland siden 2013, i hvert fald ikke af betydning. Det er værdien af eksisterende elledninger, der er sat højere. Så meget for det første argument.

Frank Aaen: Radius-sagen viser, at Dong blev solgt for billigt

Ministerens andet argument er, at forbrugerprisen af Radius er styret af staten.

Her må jeg minde ministeren om, hvordan markedskræfterne virker. Med den daværende vurdering af Radius på 10,8 mia. kr. tillod denne regulering en forrentning på 449 mio. kr. Tror ministeren, at en køber, der vil give 2- 2 ½ gange så meget for Radius, vil nøjes med det beløb? Nej, de regner selvfølgelig med en større indtjening. Og den kan de opnå, fordi Radius er et monopol, hvor forbrugerne er tvunget til at betale.

I Enhedslisten har vi aldrig påstået, at prisen for at få leveret el uden videre kan sættes op. Men vi kan bare konstatere, at prisen er steget år efter år. Kom igen, minister. Tror du virkelig, at Radius kan sælges for 20-25 mia. kr., uden at det kommer til at koste forbrugerne?

Kristian Jensen: Enhedslistens Frank Aaen spreder bevidst falske informationer om salget af Radius

Og hvad angår Ørsteds grønne investeringer, som ministeren hævder vil blive bremset med det droppede Radius-salg: Ørsted har penge nok. Faktisk har de så stor egenkapital, at de overvejer at udbetale ekstra udbytte til aktionærerne i de kommende år. Det er altså op til selskabet selv, om de vil bruge deres formue på grøn omstilling eller på at forgylde deres aktionærer. I Enhedslisten håber vi på det første. Det har bare ikke noget med Radius-salget at gøre.

Frank Aaen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her