Der var rigelige med aktiver i Dong, nu Ørsted. Man behøvede ikke at sælge ud. Det viser Radius-sagen også, skriver Frank Aaen.
Arkivfoto:: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der var rigelige med aktiver i Dong, nu Ørsted. Man behøvede ikke at sælge ud. Det viser Radius-sagen også, skriver Frank Aaen.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Frank Aaen: Radius-sagen viser, at Dong blev solgt for billigt

Forsøget på at sælge Radius har gjort os klogere på, hvad Dong var værd. Det er vist på tide, at jeg som statsrevisor spørger mine kolleger, om ikke vi skal grave lidt dybere i sagen.

Debatindlæg

Salget af det sjællandske elnet, Radius, er bremset. Dette er godt for den million brugere, selskabet har i København og på resten af øen. Forbrugerne slipper for nye ejere, der vil kræve mere profit af det monopol, som selskabet har. Men forløbet omkring salget af Radius sætter samtidig nyt lys på den bagvedliggende ulykke: Salget af aktier i Dong til bl.a. Goldman Sachs, kapitalfonden, der siden har solgt deres aktier og tjent et enormt milliardbeløb uden at røre en finger.

Det var et flertal fra S og SF til DF, der valgte at sælge ud af Dong – DF sagde til sidst fra, SF trådte ud af regeringen, men er fortsat en del af det forlig, der styrer Dong, nu Ørsted.

Der var rigelige med aktiver i Dong. Man behøvede ikke at sælge ud

Efter udsalget af Dong-aktierne fik Statsrevisorerne Rigsrevisionen til at lave en undersøgelse, ikke mindst af hvordan man var kommet frem til prisen på de aktier, der blev solgt til private. Konklusionen var, at der ikke kunne svares på spørgsmålet om, hvordan man var nået frem til prisen. Dokumenterne i Finansministeriet var enten ikke eksisterende eller fortrolige.

Beretningen fra Rigsrevisionen konkluderer: »Rigsrevisionens gennemgang af sagen viser, at Finansministeriets overvejelser om den samlede vurdering af værdiansættelsen af Dong Energy er mangelfuldt dokumenteret. Rigsrevisionen kan ikke af sagens dokumenter se, hvordan Finansministeriet ud fra beregningerne kom frem til den samlede vurdering af værdien af Dong Energy’«.

En utrolig konklusion i en handel om milliarder af statslige aktiver.

Vi har nu flere oplysninger om værdien af Dong, da aktierne blev solgt til Goldman Sachs m.fl. Ikke mindst forsøget på at sælge Radius har gjort os klogere på, hvad Dong var værd, da S-SF-R solgte ud af selskabet. Siden udsalget i 2004 er blandt andet følgende aktiver fra det daværende Dong solgt eller sat til salg:

– Radius er fortsat til salg med en forventet værdi på mindst 20 milliarder kr.

– Dongs gas og olieaktiviteter er solgt for ca. 8,7 milliarder kr.

– Stenlille Gaslager er solgt for 1,85 milliarder kr.

– Der er fortsatte forhandlinger om salg af andre aktiver som olie- og gasledninger samt olieterminalen i Fredericia.

Det er alt sammen aktiver, der eksisterede i 2013, og som samlet som minimum kan opgøres til den sum, som hele Dong blev værdisat til ved salget, 31,5 milliarder kr. Hovedforretningen, vindmøller og de videre planer for havvindmøller er således sat til nul.

Bedre kan det vist ikke dokumenteres, at Dong-aktierne blev solgt for billigt og unødvendigt. Der var rigelige med aktiver i Dong. Man behøvede ikke at sælge ud. Private har tjent milliarder på statens bekostning. Jeg vil på den baggrund som statsrevisor spørge mine kolleger, om ikke vi skal grave lidt dybere i sagen.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce