Håndboldhallen er et af mest inkluderende og demokratiske steder, vi har i vores samfund. Det mener Sørine Gotfredsen, der er sognepræst og tidligere sportsjournalist.
Hvad er det, håndboldhallen som sted giver os som samfund?
»Når det går godt for Danmarks landshold, som det har gjort under denne VM-slutrunde, skaber det en følelse af samling på tværs af samfundslag. Håndboldhallen tilbyder en ramme, der inkluderer alle, også selv om vi lever i en polariseret tid, hvor vi er moralsk på nakken af hinanden«.
Hvordan?
»Først og fremmest er håndbold relativt nemt at forstå, fordi holdene skiftes til at angribe. Desuden er der et indbygget ligeværd i spillet, fordi det er bygget op om systemer. Som spiller bliver du nødt til at underkaste dig kollektivet, og derfor er det svært at rende rundt og lege suveræn stjerne. Det er en sund og social måde at blive opdraget på, fordi man bærer i flok«.
»Det handler også om det folkelige gennembrud, håndbold fik i starten af 90’erne med kvindernes succes. Det fik mange kvinder, børn og bedsteforældre til at interessere sig for sporten. Håndbold blev et familieanliggende. Så takket være kvinderne er håndboldspillet blevet noget af det mest inkluderende, vi har, fordi det bryder barriererne mellem køn og aldersgrupper«.
Er det derfor, du mener, at håndbold er demokratisk?
»Når jeg taler om, at det er demokratisk, har det blandt andet at gøre med, at håndboldspillerne stadig er meget tæt på folket – modsat fodboldspillerne, der i dag udgør deres egen rigmandsklasse. Det handler også om selv at være del af en håndboldklub. Mange danskere har tilbragt deres ungdom i en håndboldhal, fordi de ligger over det hele. Og når man spiller på et hold, indgår man i et fællesskab, og det sætter spor i et barn«.
Men det fællesskab kommer vel fra den tradition for foreningsliv, vi generelt har i Danmark?
»Absolut. Men håndbold er en kerne i foreningslivet, fordi sportsgrenen er opfundet af os selv, og fordi den er så stor«.
Du lægger meget betydning i en håndboldhal…
»Ja, men når der er to millioner danskere, der ser Danmarks herrelandshold spille VM-semifinale, så betyder det noget. Det, der foregår i håndboldhallen og på sportens scene generelt har altid været et symbol på, hvad der samler og begejstrer et land. Håndboldspillet er en stor del af den danske identitet, og det har den været siden 70’erne, og det er vigtigt at forholde sig til«.
Er det ikke at intellektualisere noget, der grundlæggende handler om at få flest bolde ind i et mål?
»Jeg synes ikke, jeg overintellektualiserer, men hver sportsgren har sin karakter og gør noget ved de mennesker, der dyrker den, og de mennesker, der ser den. Det kan man sagtens analysere. Når håndbold er så stor en sportsgren i Danmark, er det værd at tolke på, hvad det er for et udtryk, vi samles om«.
Hvad er det så?
»Den kultur og stemning, der har været i håndboldhallerne under eksempelvis det her VM, viser, at der findes et fællesskab, der ligger dybere end alle vores forskelligheder. Det viser, at håndboldspillet favner bredt og ukompliceret, fordi det ikke sætter krav til, at folk har hørt Mozart. Det er lavkulturelt. Så kan man stå udenfor og synes, det er dumt, og det har man lov til. Men hvis man fortryder, er man altid velkommen«.
Men er det ikke lidt tyndt, at vi har brug for en modstander for at kunne samle os som land?
»Bestemt ikke. Mennesker har trang til at forstå, hvem de er, og det sker i landskampe. Vi sætter os i forhold til dem, vi spiller mod. Og når kampen er slut, er vi gode venner igen. Det er et af sportens sundeste principper«.
»Det er den samme diskussion, der er med Kongehuset, når folk siger, det er tyndt at samles om en så gammel institution. Men hvis man hele tiden vil nedgøre de folkelige samlingspunkter, vi har, overser man menneskers helt spontant dybtliggende trang til at glædes sammen. Det er nødvendigt, at vi kan samles om noget harmløst«.
Forveksler du ikke fællesskab med nationalisme?
»Nej. Nationalisme kan ende i fanatisme, hvor der skabes en følelse af, at ens eget land er overordnet andre. Det er der slet ikke tale om her. I håndbolden samles vi om fædrelandskærlighed, fordi vi deler samme sprog, kultur og humor. Håndboldhallen er et sted, der er fri for aggressioner og vold på tribunerne, og det er netop et eksempel på, at fædrelandskærlighed sagtens kan udfolde sig opbyggeligt og venligt«.
Når du siger, at håndbold er lavkulturelt, vil det så sige, at du synes, det er bøvet?
»Det kommer an på, hvilket sindelag du går ind i hallen med. Jeg har siddet i en håndboldhal som sportsjournalist mange gange, iagttaget fra afstand og været for skeptisk, fordi jeg ikke var sikker på, om håndboldkulturen var i overensstemmelse med min person. I dag tænker jeg, at det godt kan være, jeg ikke sætter Birthe Kjær på til daglig, men det, der sker i håndboldhallen, er større end mig«.
»Det handler om at være en del af et folk. Vi skal huske i vores små, ophøjede selvopfattelser, at det har en værdi at kunne pakke sig selv lidt væk til fordel for det store fællesskab, som har nogle særlige rammer, der er, som de er, fordi der er mere på spil end det enkelte menneske«.
fortsæt med at læse
