Tegning: Anne-Marie Steen Petersen
Foto: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Forening: Nej, psykisk vold er ikke, hvis din partner kalder dig dum

Psykisk vold er ikke, hvis din partner bliver vred og i et ophedet skænderi kalder dig dum. Psykisk vold er en længerevarende, gentaget og systematisk adfærd, der har til formål at kontrollere den udsatte.

Debat

I Lev Uden Vold møder vi nogle af dem, der har været udsat for psykisk vold, og vi hører deres historier om systematisk kontrol, ydmygelse og trusler. De ringer til vores hotline for at få råd og vejledning, og de deltager i vores efterværnsgrupper, hvor de får hjælp og støtte til at komme videre i livet efter volden.

For det kan være rigtig svært at komme godt videre og slippe fri af volden – især den psykiske vold, der kan have sat dybe spor og givet langvarige ar på sjælen. Det kan både vi og andre organisationer på området skrive under på. I Lev Uden Vold gennemførte vi i sommer en kortlægning af den nyeste internationale forskning om konsekvenser af psykisk vold, der viste, at ud over at være skyld i generel mistrivsel hos den udsatte er angst, depression og ptsd nogle af konsekvenserne af den psykiske vold. Som samfund skal vi derfor tage den psykiske vold alvorligt. Og vi skal sørge for at hjælpe både udsatte og udøvere bedst muligt, hvis vi skal nå målet om færre voldsudsatte i Danmark.

Vi har hjulpet en kvinde, hvis mand bestemte, hvad hun skulle spise, hvornår og hvor meget

Derfor er den kommende kriminalisering af psykisk vold, som justitsministeren har fremlagt – og et bredt flertal i Folketinget bakker op om – afgørende. Derfor er det også ærgerligt og uden sympati med de voldsudsatte, når psykisk vold i disse dage bliver forfladiget med udgangspunkt i den kommende kriminalisering.

I kronikken i Politiken 25. januar skriver Lasse Lund Madsen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, bl.a., »at vi åbenbart er kommet dertil, at dysfunktionelle og usunde parrelationer er gået hen og blevet en sag for politiet, anklagemyndigheden og i sidste ende domstolene«.

Hvis psykisk vold bliver opfattet på den måde, forstår jeg godt, at det kan være vanskeligt at se alvoren i volden og behovet for kriminaliseringen. Derfor er det utrolig vigtigt at sige, at den strafbare psykiske vold ikke skal og kan defineres som dysfunktionelle og usunde parrelationer.

I Lev Uden Vold fremlagde vi i efteråret det, vi kalder en socialfaglig definition af psykisk vold, der netop sætter fokus på de forskellige alvorsgrader, der findes, når vi taler om psykisk vold i en socialfaglig kontekst. Groft set kan den psykiske vold opdeles efter, at noget er strafbart, andet er ikke-strafbart, og endelig er der det, der ’bare’ er usunde relationer.

Grænsefladerne mellem de forskellige alvorsgrader er vigtige at tydeliggøre. For psykisk vold handler ikke om, at din partner ringer en enkelt gang og gerne vil have, at du kommer tidligere hjem. Psykisk vold er ikke, hvis din partner bliver vred og i et ophedet skænderi kalder dig dum. Psykisk vold er en længerevarende, gentaget og systematisk adfærd, der har til formål at kontrollere den udsatte. Og den kontrol kan for mange ende med at blive altoverskyggende og ødelæggende, som vores studie har vist.

Vi har hjulpet en kvinde, hvis mand bestemte, hvad hun skulle spise, hvornår og hvor meget. Hun blev overvåget med kameraer i hjemmet, afholdt fra at se sine børn og truet med, at børnene ville blive slået ihjel. Hendes mand skulle altid vide, hvor hun var, hvornår og i hvor lang tid. Det var på ingen måde ’bare’ en usund relation, men ren og skær psykisk vold. En form for vold, der på ingen måde kan retfærdiggøres i et samfund som det danske. Og med den kommende kriminalisering viser vi, at vi ikke accepterer psykisk vold. Til stor gavn for de udsatte. Så lad os kalde tingene ved deres rette navn. Psykisk vold er ødelæggende for den, der udsættes for volden, og skal ikke tolereres.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce