Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag.

En god dag for verdensfreden og en dårlig dag for hackernes kunder

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Verdensfreden. Japan og Nordkorea har i årtier været dødsfjender. Under den kolde krig bortførte Nordkorea sågar en række japanere, angiveligt for at træne dem op som spioner. I 2002 blev fem af japanerne frigivet. Otte andre er meldt døde. De seneste år har fokus været på Nordkoreas atom- og missilprogram, som blandt andet har sendt flere testmissiler i retning mod og endda hen over Japan. De to lande har ingen diplomatiske forbindelser. Men nu siger Japans premierminister, Shinzo Abe, at tiden er inde til at mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un. »Mit mål er at normalisere de diplomatiske relationer ved at gøre op med fortiden«, lyder de forsonende toner fra Tokyo ifølge AFP. Så må vi se, om manden i Pyongyang, som USA’s præsident, Donald Trump, i 2017 nedladende kaldte ’den lille raketmand’, vil synge med.


En dårlig dag for ...

Hackernes kunder. Det lyder ærlig talt også som et tilbud, man gør klogest i at afstå fra: For 15 amerikanske dollars kunne interesserede personer købe sig adgang til en ulovlig hjemmeside og bestille et hackerangreb – et DDoS-angreb, som er en overbelastning af servere. Den angrebne server får så travlt, at den ikke kan følge med og bryder sammen. »Den slags angreb er til stor irritation for dem, der står bag en hacket hjemmeside – og kunderne, fordi tingene så ikke virker«, siger Claus Birkelyng, der er leder af Nationalt Cyber Crime Center (NC3) under Rigspolitiet, til Ritzau. Men 11 danskere kunne ikke stå for tilbuddet. 6 af dem er nu sigtet i sagen, mens 5 personer under 15 år og deres forældre har været til en præventiv samtale med ordensmagten.


Kim Frydensberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her